Men så de dumme mennesker
af forældre...
Trøsten og håbet kommer fra historien

Hvor kom vi egentlig fra? Det er det spørgsmål, undervisningsministeren og hans ministerium samt Danmarks pædagogiske Universitet aldrig stiller. På statens bud holder vi ufri skole, omgjort til en landsdækkende forsøgsmark uden den gødning, der hedder folkelig erfaring med skolen gennem næsten to hundrede år.

Men i glimt kan man finde både trøst og håb i de frie skolers historie og dens afsmitning på de kommunale skoler, der nu er sat i statsbur. Jeg mødte sådan en lille historie forleden, da jeg læste en bog, der udkom for nøjagtig hundred år siden. Ord til andet gælder udsagnene i dag. Det er omtrent samme sprogbrug i 1908 som i 2008 - hvis man læser dagens aviser og hører dagens politikere. Men brevskriveren er bare så langt klogere, da han finder løsninger uden test, evaluering og lektier.

Bogen er skrevet af A. Nordahl-Petersen og hedder "Danmarks højskoler i tekst og billeder". En af fortællingerne handler om Galtrup højskole på Mors og dens grundlægger, Kr. Povlsen-Dal. Under treårskrigen 1848-50, også kaldet første slesvigske krig, mødte Povlsen-Dahl friskolemanden Chresten Kold, næst Rasmus Sørensen fra Jelling den praktiske søsætter af de grundtvigske skoletanker.

Povlsen-Dal blev så vild med Kolds tanker, at han gerne ville samarbejde med ham. Men først blev han i stedet lærer i Hals i østenden af Limfjorden. Men så snart der var udsigt til virkeliggørelsen af Kolds højskole i Ryslinge, opgav Povlsen-Dal Hals og blev lærer hos Kold, hans medhjælper gennem de første mange, svære år. Povlsen-Dal var også med, da Kold flyttede højskolen til Hindholm nord for Kerteminde, hvor de oprettede en børnefriskole, der skulle blive læst for så mange frie skoler ud over landet.

Siden var Povlsen-Dal med ved oprettelsen af Galtrup højskole på Mors nær det grundtvigske ottekantede forsamlingshus og senere Ansgar-kirken, først valgmenighed, så frimenighed. Povlsen-Dal gik kun den halve vej. Han ville ikke bryde en valgmenigheds nærhed til folkekirken og gå med i frimenigheden. Det førte til stærke modsætninger. Der blev koldt omkring Povlsen-dal, og morsingboerne sendte kun få elever frem til hans højskole. Han gik pengemæssigt ned på højskolen og en gård, drog med hele familien til USA og tjente på syv år så godt, at han vendte tilbage til Mors, betalte hele sin gæld og byggede en ny gård, agtet og æret livet ud. De følelsesmæssige kraftige modsætninger i ham ses tydeligst af, at han er jordfæstet på kirkegården til den frimenighed, han ikke ville være medlem af. Og hans søn blev formand for samme frimenighed.

Mens Povlsen-Dal endnu var i Hals skrev han i marts 1850 et brev til Chresten Kold. Ordene er som et nutidsbillede af skole og samfundsdrøftelse. Ordene lød:

"- Hvad mig anbelanger - - eller rettere, hvad min virksomhed angår, da ser det just ikke allerbedst ud. Og jeg tror også, at jeg er bleven sat rigtig på prøve ved at være skolelærer i Hals.

Hver dag har jeg at rumstere mellem 60 a 70 dovne, tykhovede og meget uartige børn, der i almindelighed nye en ussel opdragelse hjemme og er aldeles fremmede for, hvad man kalder at tænke og føle, ja mange kunne næppe sanse.

Jeg fortæller bibelhistorie og andre krøniker. Jeg taler fornuftigt med dem, så godt jeg kan, men jeg synes ikke, det rigtig vil flaske sig. Thi kun få er i stand til at fortælle en smule og begribe lidt. Skylden ligger vel også for en del hos mig selv; thi jeg føler tit, at jeg mangler liv og tålmodighed...

I een henseende har jeg det særdeles godt, idet jeg har aldeles fri hænder, da præsten lader mig aldeles råde mig selv og degnen nu også. Uden dette tabte jeg da også modet. Men så de dumme mennesker af forældre. Jeg troede at gøre også disse en tjeneste ved at fritage børnene for udenadslæren. Men så forleden siger degnen til mig, at han ville forberede mig på, at der var klaget til skolepatronen, fordi deres børn ikke havde lektier at "lære", for så løb børnene på gaden, og de kunne ikke styre dem eller holde dem hjemme!

Jeg lader dem naturligvis klage, så meget de lyster. De mindste børn er dog de bedste. Og blandt dem er der en lille dreng, af hvem jeg rigtig har fornøjelse. Han fortæller historie fra ende til anden og ler imens over hele ansigtet. Således bliver dog altid lidt at holde sig ved. Og ved Guds hjælp kan der vel efterhånden blive mere..."

© Poul Erik Søe 20. februar 2008

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside