Kristenhedens syvstjerne
Ebræer-menigheden

75. Herren sig til dig henvender,
råber højt med ord og ånd:
„Se! Syvstjernen jeg omspænder
kraftig med min højrehånd,
vandrer, som et lys omdrager,
mellem gyldne lysestager,
ens i menigheder syv!"

76. Flyttet er din lyse-stage,
kold din moderlige favn,
af din glans er dog tilbage
stråle-kransen om dit navn;
overalt, hvor kristne findes,
som vor moder du skal mindes,
til af døde du står op.

77. Som Maria-mø hin gæve,
Herrens moder, under sky
skal på ånde-vinger svæve
du, til dig vi ser påny,
til din Gudsøn dig forklarer,
så med Zions sang du svarer
til dit ry og til dit navn!

78. Intet kaldte du dit eget,
ikke Abraham engang,
ej kong David, som har leget
yndeligst til Zions sang,
ej din prude seer-række,
palmerne som pil ved bække,
ej apostel-tylvten fin!

79. Alle floder sammenrinde
i det store verdenshav,
så du ville dig forbinde,
i Vorherres fællesskab,
med det store hav foroven,
hvor Guds ånde kruser voven:
Himlens hav, Guds kærlighed!

80. Ja, hos dig i alle barme
kun Guds fader-hjerte slog,
barne-kærlighedens varme
i Guds-freden dig indtog,
og i kæden om Guds-bordet
fælles-sjælen var Guds-ordet,
evighedens lys med liv!

81. Når hos dig i tone-luer
smelted spådoms-klipper grå,
hvælved sig som himmel-buer
over livets bølger blå;
hvilken himmelsk glans og glæde
var da ej hos dig tilstede,
i dit paradis genfødt!

82. Davids-salmerne, de søde.
Dybe, dunkle hjertekvad,
de hos dig stod op af døde,
klaredes i strålebad,
svang sig med guldharpe-klangen
over sky til himmelvangen,
lokked engle ned til jord!

83. Alt som virak-skyer stige
under loft fra offer-skål,
dine bønner i Guds rige
steg fra læbe-altrets bål,
klang og i Gud-faders øre,
så hans lyst var at bønhøre
glat og brat i Jesu navn.

84. Til de store højtids-dage:
jul og påske, pinse med,
søndag hver du mer end mage
havde på hvert mødested,
var det stald og var det lade,
engle-skarer lige glade
sang med dig halleluja!

85. Vore bedste tone-strømme
er mod dine vand mod vin,
vore syner, vore drømme,
efterskin af spådom din!
Når vi tale, når vi sjunge,
hvad er ordet på vor tunge
mer end røgen af din brand?

86. Dukked ned og op ad dåben
hos dig kvinde eller mand,
altid så du himlen åben,
Åndens glans på badets vand,
altid og af guddoms-røsten
klarlig udbrød himmel-trøsten
på al jordens modersmål!

87. Aldrig hos dig søgte sæde
gæsterne ved Herrens bord,
uden de med hjertens-glæde
lytted til hans løndoms-ord,
uden deres hjerter brændte,
og ham deres sjæle kendte,
når han brødet til dem brød!

88. Men tør hedninger misunde
Herrens arilds-folk sin lod,
at det gode, som det onde,
var hos dem i overflod,
at Guds nåde og Guds vrede
over dem var lige hede:
Himmerigs og helveds glød!

89. Og kan hedninger forlange,
her at se så klart „Guds ord",
som, hvor mellem Zions sange
Herren sagde: her jeg bor,
her, hvor Abraham jeg gæsted,
her jeg mit paulun har fæstet,
her jeg fandt mit hvilested!

90. Nej, hvor nådens ord har hjemme,
livets flod sit kildevæld,
der og har Guds røst og stemme
lifligst klang med ret og skel;
fra det høje frugten moden
daler helst til hjerte-roden,
gammel gæld betales der!

91. Israel! Guds førstefødte
over muld, men under sol,
dig Guds ord sig selv pånødte,
som en drot på kongestol,
derfor og i tjener-dragten
han hos dig med konge-magten
skinne lod sin herlighed!

92. Der, hvor ingen synd blev jordet,
den jo stod som hævner op,
og hvor de, som trodsed „Ordet",
for til Hell med sjæl og krop,
der i kødet kom Guds-ordet,
og stod op, skønt han blev jordet,
foer til himmels åbenlyst!

93. Hvor han tordne lod og lyne
over dem, som brød hans lov,
der som nådens sol tilsyne,
han forgyldte sky og skov,
der, på øde-marker golde,
selv på gravens muld, det kolde,
vokse lod han lys og liv!

94. Alt hvad der hos dig blev skuet,
var hos dig og forberedt:
hvor ild-støtten havde luet,
der blev flamme-tungen set;
hvor for Herren dugen bredtes,
hvor hans nadver forberedtes,
der han selv for borde gik!

95. Kun hos Israel sin moder
fandt den store „kvindesæd",
kun hos Israel en broder,
søn for hende i sit sted,
kun hos Israel: Guds vædre,
kristen-folkets stamme-fædre,
sendebud til alle folk!

96. Guld kun vokser i guld-årer,
får kun der sin glans og klang,
kun hvad sået var med tårer,
høstet blev med frydesang,
kun hvor loven havde lynet,
skænket var og skærpet synet
for Guds nådes sommersol!

97. Israel, Guds førstefødte,
hjemme blev i faders hus,
mens de andre børn forødte
deres arv i sus og dus,
derfor, når Guds rige nåde
gerne han for alt lod råde,
alt hans faders gods var hans.

98. Alt sin faders gods han kendte
af hans klare visdoms-ord,
vidste forud, hvad i vente
var fra himlen til vor jord,
derfor han i håbet kunne
stirre på og efterstunde
al Guds-husets herlighed!

99. Saligt prises skal dit øje,
Zions kristen-menighed!
for Guds-staden fra det høje
med al Himlens herlighed;
saligt øret for Guds-røsten,
som dit håb om edens-høsten,
livet i Guds åsyns lys!

100. Ugræs vil herneden spire
midt i Herrens rosengård,
Ananias og Saphire
visned dog som lig på bår,
brat i dine himmelegne
sandhed blomstre, løgnen blegne
måtte for Guds åndepust!

101. Hvad der voksed i dit Eden,
under livets sol og dugg,
modnedes for evigheden,
under hjertets sang og suk,
det med Stephan kom for dagen,
før og siden sås ej magen
til Guds-havens cedertræ!

102. Han, som Moses, hos den bedste
var til gæst fuldmangen dag,
og, som manden med sin næste,
taled Gud med ham i mag,
derfor som en engels åsyn
klart blev hans i alles påsyn,
mens i støv han end var klædt.

103. Han, lyksaligst under solen,
nærmest Guds eenbårne søn,
i sit bryst bar nådestolen
ned Guds kerubim i løn,
derfor med forklaret øje
ham alt så han i det høje,
Jesus ved Guds højrehånd!

104. Han, den helt, hvis røst var torden,
knald og fald for hver en trold,
bøjed ydmyg sig til jorden
under dødens overvold,
ville ej på egne vegne
nogen sjæl en synd tilregne,
bad for sine banemænd!

105. Og som Faderen i himlen
hørte sin eenbårne søn,
da han bad for synder-vrimlen,
hørte og han Stephans bøn,
vitterligt han fra det høje
for al menighedens øje
viste det med stråleglans.

106. Det var, da fra nådestolen
Jesus Kristus, Gud og mand,
strålerne af søndags-solen
lege lod i dødens land,
sanke sig om synder-panden,
der vel mer end nogen anden
farved sig med Stephans blod!

107. Ja, da Saulus Stephans-bane
rejstes op med stråle-krans,
for at bære korsets fane
højt i himmellysets glans,
da tilregnet blev af sønnen
synden ej, men helgen-bønnen,
ham, som fnøs mod Herrens folk!

108. Så, til Jesu Kristi ære,
trådte klart i kraft Guds ord,
at som han er, hans skal være
lænke-løsere på jord;
Hellig-ånden, torne-kronen,
himmel-glansen, nåde-tronen
delte han med Stephanus!

109. Israel! ja, som Guds kæmpe
kendt du blev i nådens tid,
i Guds kraft du foer med læmpe,
stred med pris den gode strid,
hvori selv sig overvinder
helten, og sin krone finder
i Vorherres tornekrans!

110. Hvad du mægted af Guds nåde,
som hos dig, til alles gavn,
over mål og over måde
var udøst i Jesu navn,
derom bud endnu os bringer
kraftens ord på englevinger,
og guldpennens mesterværk!

111. Ja, skønt korsets fjender hærge
længe alt din helgen-grav,
så ej mer fra Juda-bjerge
skues nådens store hav,
fugle dog fra Zions Eden
fløj til os med saligheden,
Jakobs stjerne er vor sol!

112. Petrus, Paulus og Johannes,
efter deres mund og pen
skal Guds-mennesket uddannes,
hvor Guds-ordet kommer hen,
thi hos dem hver folke-tunge,
som halleluja kan sjunge,
mælede sit første ord.

113. Petrus! i den årle morgen
du bekendte Herrens navn,
derfor troes-klippeborgen
kaldes skal din fødestavn,
og hos dig, som klippe-boen,
læres bedst at kende troen
i dens svaghed og dens kraft.

114. Vel på havet, hvor du stiled
kækt med tro til Herrens favn
brat du sank, fordi du tviled,
frelstes dog i Herrens navn;
svag vor tro er alle dage,
men Guds-kraften i det svage
sejren vinder soleklar!

115. Derfor brevene, du sendte
til Guds strø-gods trindt på jord,
menighedens øje vendte
til det lille troens ord:
uforkrænkeligheds-frøet,
der, mens kødet er som høet,
skyder op til livets træ!

116. Saulus! Paulus! du er manden,
som oplyser håbet bedst,
hvor det står på afgrunds-randen,
hvor det holder påske-fest:
hvor det som en boble springer,
og hvor det på engle-vinger
kiger ind i paradis!

117. Først du håbed ham at fælde,
som er over alle høj,
og det håb, ved Herrens vælde,
bort som avn for vinden fløj;
men da han dit håb var blevet,
soleklart dit navn stod skrevet
for din sjæl i livsens bog.

118. Du, Johannes! som dig hviled
op til Herrens bryst så trygt,
hvor hans kærlighed bortsmiled
hver din tvivl og al din frygt,
du den bedste part: Guds Eden,
kårede i kærligheden:
Troens rod og håbets frugt!

119. Ingen derfor kan med pennen
følge kærlighedens spor,
klart som du, som hjertens-vennen
ad det levende Guds-ord,
kærlig du i fjeder-hammen
rører ved os allesammen,
som har hjerte for Guds ord!

120. Håbet dog er troes-helten,
kærlighedens mærkesmand,
lever altid under telten
på sit tog til livets land,
dæmper frygt med demant-skjolde,
tugter fejghed, knuser trolde,
trøster hver modfalden sjæl!

121. Derfor, Paulus! du var manden,
som for dåb og kristendom
kæmped, led og pløjed stranden,
fra Det røde Hav til Rom!
Du og stod i hedenskabet
mod dit eget folk i gabet
for „retfærdighed af tro!"

122. På din store helte-bane,
himmelvendt på troens grund
fodfast under korsets fane,
brynjeklædt i allen stund,
vor forgænger du er blevet,
har og banen klart beskrevet,
set i åndens middagslys!

123. Just hos dig sig løste gåden:
„Gud med os" i allen stund,
som hans troes-ord med nåden
i vort hjerte og vor mund,
Herren taler, Ånden sendes,
hvor han troes og bekendes,
ånd og liv er troens ord!

124. Just hos dig vi har udfundet,
bogstav-tro er Ordets grav,
så „Guds ord blev aldrig bundet"
til en livløs penne-stav,
er ej sort armod i grunden,
som af hånden kun i munden
var al Åndens herlighed!

125. Just ved dig gav sandheds-ånden
os om „Ordet" ret besked:
af Guds-munden i støv-hånden
dryppe visdoms-perler ned,
så i Ånden vi med glæde
perlerne kan sammenkæde
til et „Urims-smykke" nyt!

126. Ingen pen det har beskrevet
så vidunderlig som din,
fyndigst i Efeser-brevet:
alter-tavlen favr og fin,
hvor med pensel-strøg som stråler
Herrens tempel du udmåler
knejsende med spir i sky!

127. Hjertet der med oplyst øje
ser det yndigt malet af,
hvordan Herren vil ophøje
hvem sig lille gør og lav,
ser for barne-tro ved dåben
Ånden vis og himlen åben,
som for Guds eenbårne søn!

128. Hjertet ser med øjne klare
der Guds-barnet vokse op,
til det skal i sky opfare
fra forklarings-bjergets top,
for guld-tronen at bestige,
som Gud-fader i sit rige
gav sin elskelige søn!

129. Hjertet ser da med det samme
tjenerskabets kald og id:
alter-ilden at opflamme,
som i nådens skudårs-tid
sammensmelte skal herneden
Herren selv med menigheden,
tro med klarhed, liv med lys!

130. Kæmpe med de store kræfter,
og med sejer mangefold!
Kronen, som du længtes efter,
malet på dit blanke skjold,
det var dog ej laurbær-kransen,
grant du vidste det, at sansen
hos Guds ånd er liv og fred!

131. Skriftklog var du på Guds rige,
det som prentet for dig stod,
kronen, værd at efterhige,
købt til os med Kristi blod:
rosen-kransen i Guds-eden,
det er den, som evigheden
fylder med sin friske duft!

132. Os med dig det gennemlyner:
tomt var engles tungemål,
tomme alle søndags-syner,
tant opofrelsen på bål,
hvis ej rødder slog herneden
tro og håb i kærligheden:
hjertets moderlige jord.

133. Når hos hedning og hos jøde
virker ens Vorherres dåb,
himlen da med evig grøde
kroner dit apostel-håb,
da er hos os allesammen
Jesus Kristus ja og amen
i Gud-faders kærlighed!

134. Med al spådom da tilende
er al kundskab stykkevis,
da vor fader vi skal kende,
som han kender paradis,
ja, som selv sig kender varmen,
evigklar i fader-barmen,
kærlighedens ild og lys!

135. Levning af ebræer-stammen,
af det gamle Israel,
som vi godt kan rime sammen
med vor Balder skudt til Hell!
Folke-levning uden mage!
gid du vende brat tilbage
til dit hjem i Breidablik!

136. Det skal ske, når i Guds rige
alting græder ved dit savn,
fra al skabningen opstige
dybe suk i Jesu navn
om Guds agers eftergrøde,
om det andet liv af døde,
som Guds ånd har forudsagt!

137. Det kun sker, når fra de døde
du i åndens kraft opstår,
skuer livets morgenrøde
i den sol, som ej nedgår,
i den „Kristus", du miskendte,
mens endnu Guds lampe brændte
i din gamle helligdom!

138. Det kun sker, når du kan sjunge
Moses, din Guds-tjeners, sang
med salmistens moder-tunge,
og til Davids-harpens klang,
når din hele seer-skare
kan hos dig sig selv forklare,
som hos os vort asamål!

139. Det umuligt verden kalder,
underfuldt Guds engle-kor,
som opstandelsen af Balder
og den igenfødte jord,
men på dine spåmænds tunger,
sandheds ånd derom dog sjunger,
til det af Guds nåde sker!

140. Over vandet duen svæver,
ånden, som udruger liv,
til Guds-ordet røsten hæver,
skaber alting med sit „bliv!"
da Elias, den thisbiter,
skal hos ny israeliter,
verden give syn for sagn!

141. Med Jehovas nytårsgave
han skal dages under sky,
alt da, hvad der gik af lave,
sætter han istand påny,
først og sidst ebræer-munden,
barnefødt i Mamre-lunden,
døbt i ånden af Guds søn!

142. Da Jerusalem ophøjet
står på sine bjerge to,
som stor-staden, sammenføjet
med grund-sprogets gyngebro;
Herrens ånd og Davids tunge
gør de gamle atter unge,
som Fugl-Føniks askefødt!

143. Dugg og regn, som åndens gave,
falder da på himmelsk vis,
velindhegnet „Kongens have"
blomstrer som Guds paradis,
og mens livets træ afplukkes,
dødens træ til ved omhugges,
til det store verdens-bål!

144. Så, vor gamle moder-kirke!
rejser du dig af dit grus,
kaldes skal du „Gudevirke",
og, som Herrens andet hus,
kun med engle-stav at måle,
vidt det første overstråle
i hans glans, som kommer snart!

145. Selv du da vil bedst opdage,
hvi så strengt og overbrat
flyttet blev din lyse-stage,
fluks forvandlet dag til nat;
i den gyldne aftenrøde,
livets sol påny skal gløde,
som i morgenrødens glans!

146. Og når ungdoms-kærligheden
brænder med forklaret glød,
livets træ da i dit Eden
bærer lægedom for død,
aften-solen da skal møde
evighedens morgenrøde:
dagen, som har ingen nat!