Det er kun Danmark, der går tabt

Det er kun Danmark, der går tabt
Der er ingen grund til at frygte unionen, fordi de andre folk i EF er onde. Af den grund skal man ikke sige nej 18. maj. Det er nok, at de andre er ligesom os. Hvis man får magt, bliver magten brugt og misbrugt. Det ved danskerne bedst fra sig selv.
Nord-friserne, der var del af det danske rige i tusind år, ville ikke bøje sig for den danske konge, men han undertvang friserne. Han tvang dem også til at bygge deres huse, så
indgangsdøren pegede op mod Danmark. Døren skulle være så lav, at de, hver gang de gik ud, bøjede sig for den danske konge.
Friserne gik derefter altid baglæns ud...
Lige nu går danske politikere baglæns ind i EF-unionen. Sådan snyder børn sig ind i Tivoli. Når børnene går baglæns, tror Tivolis vagter, at de er på vej ud. Politikerne går baglæns, for at vælgerne med Edinburgh-afgørelsen skal tro, at de er på vej ud. Samtidig bøjer de sig på skrømt for det nordiske, det danske, det demokratiske - men bagen er allerede så langt inde, at den vimser for unions-kæppen, som har gjort den blå og gul som et EF-flag, i bar ydmygelses-glæde over at spise små bananer med de store.

Brud på folkeretten
Folkeafstemningen 2. juni 1992 var bindende. Vælgerne sagde nej til Maastrict. Samtlige partier sagde, at de ville respektere folkeafstemningen. Men Danmark meddelte ikke, at
Maastrict-traktaten var faldet. De 11 lande i EF brød folkeretten, og Danmarks regering medvirkede til bruddet. Vore valgte på tinge tav.
Det er ikke noget, jeg finder på i min vestjyske vrede. Det er sagt af SFs tidligere leder, Gert Petersen, som tilmed vil stemme ja. Det er ikke sagt på et tilfældigt møde. Ordene faldt i folketinget i år. De står i Folketingstidende spalte 5342:
"Jeg havde selv rejst land og rige rundt og sagt, at hvis vi stemte nej, kunne der ikke skaffes 12 underskrifter, hvorfor det hele måtte genforhandles, og at vi ville have en række særbestemmelser for Danmark, en række forandringer i Maastricht-traktaten og noget helt nyt. Nu må jeg erkende, at jeg tog fejl; de andre var mere arrogante, stærkere og havde mindre respekt for folkeretten, end jeg troede".
Ja-partierne er også bundet af egne ord om, at danskerne ikke kan stemme to gange om det samme. Men de har ikke kunnet skaffe andet. Maastrict-traktaten er uændret. Ja-partierne siger, at de med Edinburgh-afgørelsen har fået alt, hvad Danmark ønskede sig. Men Danmarks nej juni 1992 var et krav en genforhandling af Maastrict. Det sagde både nej-partier og nej-bevægelser. Det havde vi ret til efter folkeretten. Men vi fik ingen genforhandling. Derfor snydes vælgerne 18. maj. Vi får ikke lov at stemme om Maastrict eller Edingburgh. Det har folketinget gjort uden at spørge os. Vi stemmer om tre hjemmestrikkede paragraffer, lavet på SFs partikontor.

Det danske overlever
Det danske dør ikke af et dansk ja til EF-unionen. Den frygt skal ikke drive een til at sige nej. Det er kun Danmark, der går tabt. Det danske vil ikke længer stå på egen jord. Danskerne vil ikke mer have et hjemland, men en stadig snævrere union.
EF-regeringerne sagde i Edinburgh, at staterne skal være selvstændige. Det binder ikke. En dansk statsminister sagde for at lokke vælgerne til at krydse ja til Det indre Marked, at unionen var stendød. Det bandt heller ikke. Regeringer kommer og går. Både den franske og den danske er skiftet ud siden Edinburgh-afgørelsen. Det, der skete på mødet i Edinburgh, kan laves om på et nyt møde. Så enkelt er det. Edinburgh-afgørelsen er kun et mødereferat. Det er ikke engang skrevet under. Det er Maastrict-traktaten. Det er den, der gælder og ophæver Danmarks selvstændighed. Maastrict vedtages af EF-landenes parlamenter, i Frankrig og Irland endda ved folkeafstemning. Maastrict-traktaten gælder, og den taler ikke om selvstændige stater, men om en stadig snævrere union.
Det danske dør ikke af, at danskerne bliver et folk uden stat. Mange folk har prøvet det samme. Nordfriserne i vort eget rige i mer end tusind år. Baskerne - et af de ældste folk i Europa- er et folk uden stat. Spanien og Frankrig har delt deres land. Men det baskiske er ikke dødt.
Jøderne har prøvet det og betalt med millioner af liv. Palæstinenserne er midt i det. Esterne har prøvet det i 699 års ufrihed efter Valdemarsdag 1219 og igen i den sovjetiske union. Men det jødiske, det palæstinensiske og det estiske er ikke dødt.

Unioner skaber borgerkrig
Rædslerne i ruinerne af den jugoslaviske union og den sovjetiske union bliver i Danmark misbrugt til at fremkalde et ja 18. maj. Men al historie siger, at unioner skaber borgerkrig.
Faren er ikke, at de andre er så meget værre end danskerne. Faren er, at de ligner os alt for meget. Det er fællesmenneskeligt, at få - måske ingen - kan stå for magtens fristelse. Jo større magtområde, et lille folk er del af, des mer bliver det underkuet. Når EF-landene ikke engang respekterer, at vi som selvstændig stat sagde nej til unionen ved folkeafstemningen i fjor, hvordan så når vi først er med?
Vi ved det hele bedst fra os selv. Den Kalmar-union, vi påtvang de andre i Norden, kostede krig. USA som union førte til borgerkrig mellem nord og syd. Den engelsk-skotske union er blodets historie. Den engelsk-irske union nåede i 1992 op på drab nummer 3000. Sovjetunionen og den jugoslaviske union blev bygget på millioner af myrdede og tvangsfjernede.
Det var ikke en union, der standsede Hitler. Det var et samarbejde mellem allierede fri enkeltstater. Det var ikke en union, der hindrede verdenskrig mellem øst og vest. Det var et fællesskab mellem fri enkeltstater i NATO.

Vi er stadig eet folk
Danmarks grænse til Tyskland skyldes en folkeafstemning. Dengang var der ingen, som skulle overtales eller trues med arbejdsløshed. Enhver vidste i sit hjerte, i sin tro, i sin moral og i sin holdning, hvordan der skulle stemmes. Den dansk-tyske grænse er en sindelagsgrænse.
Dengang grinede tyskerne ad vores glæde. Nu er Tyskland selv genforenet. Nu ved tyskerne, hvad genforening er. Nu ved det tyske folk, hvad det er at være et folk. Den glæde skal vi dele med dem - og håbe, at de tyske magthavere også har lært det.
Når danskerne 18. maj har sagt nej eller ja til unionen, så er vi stadig eet folk. Bliver det nej, kunne ingen drømme om at smide ja-vælgerne ud af landet. Bare tanken er latterlig. Og bliver det ja, er nej-vælgerne stadig fuldgyldige danskere.
Det er den folkelige samhørighed, der skiller Danmark og unionen. Siger Danmark nej til unionen, så blir Danmark smidt ud. Så kører de videre uden os, siger ja-partierne. Hver gang, noget skal laves om i EF, så har man valget mellem at spise op eller blive smidt ud af huset. Det kalder man frihed og indflydelse.
Ingen ved, hvad der sker, hvis vi siger ja. Men kælent spørges der til følgen af et nej. Det er der ingen grund til at spørge om. Vi ved jo, hvad der sker ved et nej. Det har vi prøvet. Med eet slag blev vi stolte af os selv. Og almindelige mennesker i de andre EF-lande var stolte på vore vegne. Nu fik vi indflydelse. Frankrig blev nødt til også at holde folkeafstemning. Mitterands parti blev så lille, at det kunne holde møde i en minibus. Enevælden i Brüssel blev til en rokketand.

Stemmesedlen lavet om
Det er union, vi skal stemme om. Men dem, der vil have os til at sige ja, tør ikke sige, hvad vi skal sige ja til. I taler og annoncer bruger de vendingen "Ja til Europa". Det er snydeord. Der blev sagt ja til Europa, da vi gik ind i EF for tyve år siden. Og der blev sagt ja til Europa, da vi godtog EFs indre marked.
Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og Folkesocialisterne stemte nej til EFs Indre Marked, fordi Danmark så ikke ville kunne føre selvstændig udenrigspolitik. Hvilken frækhed af de samme partier blot syv år efter at smæde de danskere, der nu siger nej til en union.
Ja-politikerne siger ikke ja til union. De kan ikke få ordet i deres mund. Denne gang har de lavet loven om folkeafstemning sådan, at ordet union slet ikke bliver nævnt på stemmesedlen, skønt den uændrede traktat handler om union.
Ja-politikerne siger ikke ja til union. De siger ja til Norden i stedet for. Danmarks største parti har ikke andet at sige. Måske vil nogle af de andre nordiske lande med, skønt deres vælgere er imod. Jamen, når nogen er bagefter, så er det da ikke at gøre dem en tjeneste, at man løber hurtigere, hver gang man får øje på dem bagude.
Ja-politikerne tør ikke bruge ordet union. De siger ja til fred i stedet for. Jo, men de samme folk sagde, at vi ikke fik krig i Europa, da vi stemte ja til EF for tyve år siden. Vi fik også garanti for, at der blev fred, hvis vi meldte os ind i EFs Indre Marked i 1986. Var det løgn dengang, eller er det løgn nu?
Med sikkerhed kommer vore børnebørn i krig for at slippe ud af den union, vi melder dem ind i. Vi er historieløse, hvis vi ikke ved det. Vi er jo allerede ude i en krig om fisk. Hvordan bliver så ikke krigen om magten?

Tvivlen sidder ikke i hjertet
Hvis unionen virkelig er alt det, danskerne har savnet i århundreder, så må længslen efter unionen bæve på læberne, så må glæden over endelig at stå foran unionens sejr få øjnene til at skinne, ryggene til at ranke sig. Men dem, der vil unionen, tør ikke engang bruge ordet. De skjuler det for os på stemmesedlen. Det er det egentlige folkelige nederlag i Danmark, at dem, vi selv har valgt, snyder os med deres ord.
Det forklarer det utrolige, vi er midt i. Landets største partier - med hovedparten af danskerne bag sig - har ikke vælgerne med i et ja til den uændrede Maastrict-union og kalder den derfor Edinburgh i stedet. Når havkat bliver koteletfisk, bliver den en mere ædt fisk. Partierne og politikerne dækker ikke det folkelige syn. Ja-partier eller nej-partier taler ikke på folkets vegne. Folk ved selv, hvordan der skal stemmes. Nej eller ja springer af ens sindelag. Det er ikke i hjertet, tvivlen sidder.
18. maj er Eriks dag, navngivet efter den svenske kong Erik den Niende. Da Danmark påtvang svenskerne en union, blev han som aldrig før dyrket som nationalhelgen imod danskernes magtmisbrug. 18. maj er en påmindelse fra vor egen historie om, hvor grusomt vi før har taget fejl i drømmen om union.
18. maj er også en Tycho Brahesdag. Det er ja-partierne, der har valgt dagen.
© Poul Erik Søe Friskolebladet 14.april 1993

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside