Statshøjskoler
For højskole-historiens skyld skal det stå et sted, at der i 1993 var modstand mod
at gøre de frie højskoler til statshøjskoler. Det sker i den ny lov, hvor
undervisningsministeren stryger ordet privat.
De frie skoler er skabt som modstykke til statens skoling. Derfor er de private. Det har
for slægtled af højskole-folk været vigtigt. Ordet privat har værnet højskoler mod
indblanding fra staten, trods statens tilskud. Det lille ord har været med til at sikre,
at højskolernes tilskuds-lov var en af de frieste i verden.
Højesteret har godkendt, at staten nedlagde seminarier ud fra rent partipolitiske
synspunkter, blandt dem også en selvejende institution. Derefter kan højskoler, der ikke
føjer statsmagtens øjeblikkelige flertal, når som helst nedlægges.
Der var tilbage een hindring for den partipolitiske magtudfoldelse - ordet privat.
Privatiseringen har lagt ordet privat for had. De historieløse ved ikke, at ordet privat
i højskolen udtrykker noget ganske andet - ikke en overvejelse af penge-fordele ved
statsdrift eller privatdrift, men hver skoles frihed i forhold til statsmagten.
De højskole-folk, der er ret ligeglade med, om ordet privat står i loven eller ej, kunne
dog i det mindste tænke på, om ordet har skadet i de år, hvor det har stået i loven.
Hvis der har kunnet drives fri højskole med det ord i højskoleloven, hvorfor så give
slip på det nu?
Og hvorfor give slip uden at få at vide, hvorfor ordet skal væk? Man kan gå ud fra som
en ganske sikker sag, at når Konservative, Venstre og Radikale, som elsker det private,
vil have ordet væk, så er der en særlig grund. Der er en skjult hensigt.
Friheden fra statsmagten har aldrig været så vigtig som nu, hvor statsmagten udgøres af
folketomme partier, der vellystigt bryder folkeret og grundlov. Det er så indlysende, at
partier, der skyder folkestyret i sænk, og som hindrer uvildige undersøgelser af egen
magtmisbrug, vil fjerne også højskolernes frihed, der blot ved sin tilstedeværelse
udgør en fare for det parti-fåmandsvælde, der har afløst demokratiet.
© Poul Erik Søe 4. juni 1993
Gengivelse af artikler i enmandsavisen er
tilladt, når kilden oplyses.
Enmandsavisens
forside