Stikpiller fra et
meningsfyldt år
1998-glimt fra Enmandsavisen - hver enkelt artikel som helhed nås ved at trykke på
datoen under citatet
Det halve kongerige ubrugeligt
Det er rent ud komisk, at i et land, hvor halvdelen af folket er imod EU, sidder
der årti efter årti aldrig i regeringen mennesker, som er modstandere af EU. Ligegyldigt
hvilken partifarve regeringen har, så er halvdelen af Danmarks folk på forhånd dømt
ubrugelige. EU-modstanderne er dømt til at tømme papirkurve.
(6. januar 1998).
Morgenbøn
Vort EU, du som er i internationaliseringen.
Dit navn er helligt.
Unionen er kommet.
Ske din vilje
I Brüssel og over alt på jorden.
Giv os i dag vore egne penge som tilskud.
Forlad os aldrig, men lad os selv forlade vort folk.
Led os ikke til selvstændighed.
Fri os fra vor historie.
For dit er Unionen og magten og ærgerrigheden.
Amsterdam.
(9. januar 1998)
Grænseoverskridende politi
Den såkaldt grænseoverskridende magt, som er ved at blive bygget op i EU, og som
findes i samme landskab, når et fremmed lands politi får ret til at udøve magt hos os,
er en tåge, der breder sig over Europa. Magtens kolde tågefjæs dukker op, anonym, uden
bånd til det folk, magten færdes i, kommer ud af intet og vokser sig stor og grusom. Det
siger al erfaring. Det bør vi lære af.
(12. januar 1998 om Schengen-aftalen)
Selvstændighed kun historie
I Hvide Sande har de fået EU-penge til at rejse et hus, der fortæller fiskeriets
historie. Og det var meget nødvendigt, at EU løste den opgave, for ellers skulle man
være kørt helt til Esbjerg, hvor Fiskeri- og Søfartsmuseet ligger. EU gør alle vegne
meget for vore penge for at fortælle hvert lands historie. Irland er blevet fyldt med
EU-betalte historiecentre. EU vil nemlig endelig vise, at de ikke har noget imod
selvstændigheden i et land - bare selvstændighed er historie og ikke nutid.
(20. januar 1998)
Tvind og Færøerne
I Danmark er folketinget dømmende magt. Det er ikke noget, jeg finder på. Jeg har
det fra Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech, der finder det pinligt, at
folketinget med sin særlov mod 31 Tvind-skoler har optrådt som dommer. Man kan skylde
Venstre for meget, men ikke for at være varm tilhænger af Tvind-skolerne. Birthe Rønn
Hornbech siger det altså ikke for at få stemmer, for hendes synspunkt er der ingen
stemmer i. Hun siger det, fordi hun meget gammeldags mener, at der ligefrem er noget, der
hedder retstilstand.
I Danmark nu er der ingen retstilstand. Hvad der er lov og ret afgøres
af, hvad der er populært. Det er også regeringens holdning. Sådan kørte den
færø-banksagen igennem, vel vidende at færingerne let kan lægges for had blandt danske
skatteydere. Den billigste simpelhed er gjort til rigets højeste moral-målestok. Fordi
den lovgivende magt er blevet den dømmende. Man laver ikke dommer-undersøgelser mer,
fordi dommerne fælder dom. Man laver sagfører-undersøgelser, fordi sagførere spreder
forvirring, som folketingets flertal og regeringen kan gemme sig i, og så man kan gøre
sig selv til landets selvdømmende magt, der dømmer sig selv til frifindelse.
(29. januar 1998)
Ulovligheder og ære
Et tidligere folketingsmedlem i Hjørring har skjult en hviderussisk familie af
flygtninge. Det handler om flygtninge, der hjemme ville komme i alvorlige vanskeligheder.
Den hviderussiske magtpolitiks midler over for anderledes tænkende er grov.
De danske myndigheder har skønnet modsat. Flygtningene skal udvises og eftersøges af
politiet. Den hviderussiske familie er ikke længere hos det tidligere folketingsmedlem,
men er skjult et andet sted i Danmark.
Fremskridtspartiet råber på straf - til folketingsmedlemmet.
Vi har været der før. Under anden verdenskrig. Mange danskere skjulte jøder. Det var
ulovligt. Danskerne hjalp jøderne til at flygte. Det var ulovligt. Det var
menneskesmugling - nogen tjente endda penge på at smugle jøderne til Sverige. Andre
skjulte modstandsfolk, de danske frihedskæmpere. Det var ulovligt. De danske myndigheder,
også politiet, deltog i jagten på de folk, der kæmpede for Danmarks frihed.
Efter krigen var det dem, der havde overtrådt loven, som blev lovprist - af lovgiverne og
andre myndigheder. Det var lovbryderne, der havde reddet Danmarks ære.
(4. februar 1998)
Folketingsvalget
Det, der giver kampen - noget at vælge imellem - er modsætninger, som er hentet
nede i 1700-tallet, hvor mange vælgere stadig befinder sig. Ikke mindst på grund af
medierne, der elsker enkle modsætninger. Derfor har man kaldt det
præsident-valgkamp. Det er hørt mange gange før, men aldrig sandt i et
flerparti-demokrati som det danske. Kun et løgnagtigt vrangbillede.
I virkeligheden er det ikke præsidenter, men blokke, der afgør mange vælgeres
holdninger. Det er ideer fra 1700-tallet, hvor både socialismen og liberalismen har deres
udspring, der gør det til fodboldkamp.
(11. marts 1998)
Arbejdskampen
Herhjemme er solidaritet, der på dansk hedder samhørighed, ingen virkelighed.
Arbejdskampe har vi ikke længere, fordi nogen vil kæmpe de svagestes sag. Dem lader man
staten tage sig af og kymrer sig ikke et øjeblik om dem.
Derfor har vi ingen arbejdskampe haft, mens der var brug for dem. Der har blandt
dem, der var sikre på arbejde og løn, ikke været ringeste samhørighed med arbejdsløse
siden halvfjerdsernes indledning. Det har været ord på ord, men aldrig kamp.
Selvdyrkelsen var stærkere end samhørigheden.
(14. marts 1998)
Euroen
Marianne Jelved siger aldrig, at hun selv som minister har foreslået og
stemt for Danmarks nej til møntunionen. Hun siger aldrig, at hun har taget fejl. Det
fremstilles altid, som om det er det danske folk, der er modstræbende og vrangvilligt.
Men uredelighedens højdepunkt er dog, at ganske uanset regeringens og folketingets
nej til møntunionen, så har Marianne Jelved mere end nogen anden tilrettelagt Danmarks
økonomi, som om vi skal være medlem af møntunionen. Det er forræderi over for
folketingets egen vedtagelse og løfterne forud for folkeafstemningen 18. maj 1993.
(26. marts 1998)
Folketingets formand
Men færingen stemte ikke for Birthe Weiss som formand for folketinget. Hun siger,
at hun har småtudet lidt over det. Men heller ikke det er hjerterørende i forhold til
den kulde, der har fået andre til mere end at småtude under Birte Weiss'
flygtningepolitik.
Hun blev vraget i den forrige regering, og man ville gerne af med hende nu. Men
formandsposten i folketinget er ikke lagerplads for vragede, ømme eller uheldige
ministre. Netop sådan har Nyrup Rasmussen brugt formandspladsen. Som Schlüter gjorde
det, da først Erik Ninn Hansen og siden H P Clausen på grund af deres urene hænder i
tamil-sagen efter tur fik folketingets formandsstol.
(26. marts 1998)
Statsministeren
Den hidtil ringeste statsminister. Det er ikke nogen rar titel. Den
indehaves af Thomas Madsen-Mygdal, der var Venstremand og statsminister 1926-29. Han var
uden sans for folkestyrets samarbejdsformer og faldt til sidst på, at han ikke ville
skære ned på militær-udgifterne, skønt Det konservative Folkeparti ville.
Det må siges, at Madsen-Mygdals uduelighed overgås af Poul Nyrup Rasmussen i vor
egen tid. Og det ses tydeligst af dem, der står tættest på Nyrup Rasmussen politisk og
er ellers åbenbar for enhver, om man er enig i hans politiske synspunkter eller ej.
Der mangler i Poul Nyrup Rasmussens tilgang til de sager, som møder enhver
statsminister, den ægthed, frodighed og grundholdning, som gør en statsminister
troværdig, så han er hele landets statsminister og ikke bare tilfældig partileder,
valgt ved et kup.
(2. april 1998)
Højesteret om EU og grundloven
Det er lykkeligt, at dommen er enstemmig, og at den så entydig fastslår
landets selvstændighed som en forudsætning for al handlen i EU. De mennesker, der har
anlagt sagen, bliver nu fremstillet som tabere. Det er de også i sagens anledning, men de
er vindere i spørgsmålet om, hvor langt EU må gå. Der har aldrig før været en dom,
som fastslår, at Danmarks selvstændighed i enhver henseende er overordnet unionen og
politikeres unions-drømme.
(6. april 1998)
Euro et politisk værktøj
Med alle de fineste ord fra idealismens opslagsbog var møntunionen og euroen
blevet fremstillet som en fortsættelse af den sædvane, der præger for eksempel den
danske nationalbank og den tyske forbundsbank. Det vigtige var i pengevæsenet at skabe
tillid til den politisk skabte euro. Den skulle være uafhængig. Den skulle ikke være
politisk.
Men ved fødslen blev euroen taget med tang, så nu både plat og krone har ar
efter de tyske og franske jordemødres langneglede fingre. Den møntunion, der skulle
styres af en uafhængig centralbank, har straks vist sig ikke at have andre gener end dem
fra de politiske fædre. Centralbanken bliver ikke en uafhængig bank, men får alene en
politisk ramme. Dermed bliver euroen, hvad mange økonomer også har varslet om, et
politisk værktøj i hænderne på farlige modsætninger i Europa.
(3. maj 1998)
Færøernes lykkedag
Færøerne har i dag taget et vigtigt skridt - for det færøske folk selv
og for alle selvstændige folks frihed.
Der er dannet et nyt landsstyre, som regeringen hedder på Færøerne med et langt
smukkere ord. Det er et landsstyre sammensat af de politiske kræfter, der vil
færingernes selvstændighed.
Landsstyret har Færøernes uafhængighed fra Danmark som vigtigste punkt. Enhver
dansker, der ægte vil kæmpe for et folks ret til frihed og selvråderet, må glæde sig
med færingerne.
(9. maj 1998)
Folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten
Intet har gavnet dansk erhvervsliv og dansk industri mere end det danske
nej i 1992. Man sagde forud det stik modsatte. Men det danske nej har skabt stærkt øget
tillid til Danmark og til dansk erhvervsliv i de øvrige EU-lande og i den øvrige verden.
Man ved udmærket rundt omkring, at danskerne tænker selvstændigt, og det har øget
tilliden.
Sandheden er, at efter det danske nej har dansk industri og erhvervsliv haft
fremgang hvert eneste år. De sidste år har været helt forrygende for aktionærerne i
dansk erhvervsliv. Efter arbejdskampen må man sige skamløst forrygende, fordi man ikke
ville dele med arbejderne.
Nå Dansk Industri og de såkaldte topledere i Over-Danmark nu vil have os til at
sige ja for beskæftigelsens skyld, så er det een gang til at love os fri juleaften.
Netop fordi Danmark har sagt nej i 1992, og fordi vi står uden for euroen, har
Danmark skabt sig den lille bid af handlefrihed, der har givet klejner i kassen til
erhvervslivet og mindsket arbejdsløsheden. I al økonomisk vurdering, også den mere
uafhængige amerikanske, kommer vi ind blandt de allerførste i verden. Netop fordi vi
sagde nej.
(14. maj 1998)
Vil afskaffe folket
Marianne Jelveds selvglæde er nu blevet så stor, at hun vil afskaffe
folket. Og hun har da selvsagt ret, for hvad skal man i længden stille op med et folk i
et demokrati? Man kan jo ikke styre landet ordentligt, når folket hele tiden blander sig.
Hvordan kan et folk, der jo er ren almue, ane noget som helst om, hvad der er godt for
folket selv? Nej, det har man politikere til. Især da Marianne Jelved.
Marianne Jelved spørger, om folkeafstemninger "er det rigtige instrument at
bruge i EU-spørgsmål". Sådan siger hun til Weekendavisen, her gengivet fra
dagbladet Politiken 16. maj 1998.
Gad nu vide, om Marianne Jelved ville sige det samme, hvis der blev sagt ja ved
alle folkeafstemninger? Og hvorfor er det lige i EU-spørgsmål, hun gerne vil af med
folkeafstemninger? Fordi danskerne ikke bare nikker og siger ja til at holde op med at
være danskere.
(16. maj 1998)
EU-folkeafstemningen
EU tabte folkeafstemningen i Danmark. Der er ingen EU-begejstring
at læse af stemmetallene. En fjerdedel af folket holdt sig helt væk. Jaget væk, fordi
politikerne gjorde Amsterdam-traktaten til noget, der med statsministerens ord gjorde en
snotforvirret.
Der er færre, der har sagt ja i aften, end der var i 1993, da vi stemte om den sidste
EU-traktat. Og der er flere, der har stemt nej.
(28. maj 1998)
Pinsepakken
Regeringens ventede økonomiske indgreb, som nok kommer med tal på
i dag, er i sit indhold et nyt forsøg på at tilpasse Danmark til møntunionen. Selvom
Danmark ikke skal med i euroen, så tilpasser politikerne og embedsmændene alligevel
landet til møntunionen, så man om få år kan sige, at vi slet ikke kan undgå at være
med.
Det bedste eksempel på tilpasningen er mindskningen af skattefradragsreglens
værdi. Den tanke, at man kan trække betalte renter fra som en udgift, når man gør sit
skatteregnskab op, er fremmed for EU. Derfor skal skattefradragsreglen væk i en fart.
Meningen er at tilpasse skattelovene, så de helt svarer til lovene i de andre
lande. Dermed bliver skattelovene et redskab for EUs fælles økonomiske politik, så man
ved fælles indkomstpolitiske indgreb kan styre alle EU-landes økonomi på een gang.
(2. juni 1998)
Rør ikke Ivar Hansen
Folketingets formand har landets højeste embede. De fleste tror,
at det er statsministeren, og den nuværende statsminister bidrager ikke i væsentlig grad
til at ændre folks fejlagtige opfattelse. Det er selvsagt utåleligt, at landets højeste
embede bruges til oplagring af regeringens uheldige helte. Måske har partierne allerede
lært det.
Men øjebliks-billedet med Ivar Hansen som formand peger på en løsning, der kan
give formandsposten værdigheden tilbage. Det bør være skik, at det altid er
oppositionen, der udpeger folketingets formand. Der er ganske vist ikke tvivl om
flertallets ret til at pege på formanden, men meget i folketinget er jo sædvaner, der i
en del tilfælde er ret gode skikke. Flertallet, der står bag kommende regeringer, må
altså være rede til magtafkald - for folkestyrets skyld.
(11. juni 1998)
Sejrens sejrende sejrherre
Danmarks Radio, der forud for folkeafstemningen gjorde sig til
statsministerens talerør, kunnæ næstan igge dale rent, når Nyrup skulle roses
dagen efter det lille danske ja-flertal. Halelogrende som rumænske fjernsynsfolk under
Ceausescu lod man danskerne vide, at i Nyrup var der fundet en leder, der ganske enkelt
var for stor til landet.
I dag kommer så to entydige meningsmålinger. Greens siger, at Nyrup ville miste
syv mandater, hvis der var valg nu. Celesta, en ny blandt målerne, siger, at Nyrup mister
8-9 mandater. Hver syvende socialdemokratisk vælger er gået.
Igen viser det sig, at statsministeren og politikerne lever i et lukket kredsløb.
Folket passer helt enkelt ikke til folkestyret. Statsministeren kender ikke danske hjem
bedre, end han kender svinestalde. På sejrens store aften trækker han sangen med
partikammeraterne i langdrag, for her kan han lide at være. Her blandt rygklapperne er
hans verden.
(12. juni 1998)
Højskolerne og staten
Men sært nok er den største skadelige virksomhed mod højskolerne ikke øvet i
højskolernes kamptid, men under Margrethe Vestagers forgænger, Ole Vig Jensen. Det kan
siges - og er sagt - rent ud, at det er Ole Vig Jensen, der har ødelagt højskolerne.
Det er derfor en dyb krænkelse, når undervisningsministeren netop har udpeget sin
forgænger Ole Vig Jensen til formand for et nyt udvalg, der efter hendes mening skal
komme med forslag til en enklere lovgivning for folkehøjskolerne.
Det svarer til at gøre højesteretdommer Asbjørn Jensen til formand for et udvalg, der
skal sikre mod ulovlig politi-virksomhed, eller at vælge Erik Ninn-Hansen til formand for
Dansk Flygtningehjælp.
(15. juni 1998)
Løfte om løbende tø
Der går folk med gamle faner
fordi de har gået der før
og inde bag brændende porte
ligger drenge og dør
for vejen er spærret
for faner og liv
og der mangler de ord
der er dødsfordriv
men de grønnes
som groende græs
der er drab
der ikke vil dø
du er sat i en istid
med løfte om løbende tø.
(13. juli 1998 om Nord-Irland)
Privatering og andels-tanken
Mit eget forslag vil være, at det danske folk danner nye
andels-selskaber til overtagelse af den fælles ejendom. Vi har selv betalt murstenene,
så overtagelses-prisen skulle være til at forhandle om. Skoler, sygehuse og de fleste
andre fælles områder overtages af andels-selskaber, som udgøres af folkene på den egn,
hvor skolerne, sygehusene og de andre fælles tiltag ligger.
Andels-formen vil for det første sikre nye muligheder for pengemæssigt at udvikle
de fælles områder. Andels-selskaber vil bringe det fælles ansvar for helheden tilbage
til det enkelte menneske. Andels-selskaber vil vriste den fælles omsorg for
sundhed, uddannelse og andre områder ud af hænderne på parti-magten på Christiansborg
og organisations-pamperiet. Og andels-selskaber vil hindre, at det folkelige fælleskabs
virke-områder havner i hænderne på de groveste penge-spekulanter eller i folkefjerne
multinationale selskaber.
(14. juli 1998)
Pressens demokratiets bolværk
Den fri presse er demokratiets sidste bolværk. Magtudøvernes forbrydelser mod
loven gennem årtier er så omfattende, at kun en fri presse i øjeblikket er det sidste
værn for folkestyret og eneste håb-bringer om, at demokratiet engang vil se dage, hvor
styringen er folkets.
(8. september 1998)
Arbejdsløse betaler euroen
Et tilsyneladende roligt magtskifte fra en borgerlig flertals-regering i
Tyskland til en eller anden form for socialdemokratisk ledet regering er et sundhedstegn
for det tyske demokrati. Alene fordi det er et skifte.
Søndags-valget i Tyskland spejler ganske vist store spændinger, der er helt
selvfølgelige. Fem millioner arbejdsløse er den regning, Tyskland har måttet betale for
deltagelse i euroen. Derfor var tidligere på året mere end 60 procent af tyskerne imod
euroen.
Euroen er blevet til i modsætning til folkeviljen i Tyskland og andre EU-lande.
Reglerne for optagelse i euro-klubben blev formet sådan, at det mer end nogen anden
gruppe var de svageste, der skulle gribe til bukselommen. Først og fremmest derfor er den
tyske regering nu faldet.
(28. september 1998)
Udnyttelse gav krise
Verdenshandelen bygger på tillid, men så snart internationaliseringen og
globaliseringen kommer til som selvstændige mode-ord, så bliver grundlaget folkelig
uvidenhed, manglende interesse og omsorg for kunden i det andet land. Vi så, hvordan
grove former for udnyttelse var det første, der mødte de tidligere østlande. Man ville
kun se sine egne muligheder, ikke de fælles muligheder for sælgerland og køberland.
Når det er endt sådan, skyldes det fraværet af handelsmæssig kunnen og alt for
stor tiltro til, at pengevæsenet i sig selv er indrettet på at give alle gevinst.
Den pludselige økonomiske krise skyldes først og fremmest en udbredt mistillid.
Der er kun een form for tillid tilbage, tilliden til egne beregninger, prognoser og
lysbilled-beretninger til virksomhedens aktionærer.
(5. oktober 1998)
Statsministerens Viagra-finger
Statsministeren fortsætter i den påtagede statsmandsrolle, der klæder ham så
dårlig. Uvidenhed på særområder fører altid hos ham til en belærende form med
løftet pegefinger, der ifølge natur-kundskaben er en potens-erstatning. Statsministerens
viagra-finger dirrer på skærmen og så lidt som den ny pille siger fingeren noget om
lysten og evnen.
(7. oktober 1998)
Vold og demokrati
Det røber i sig selv ukendskab til demokratiet, hvis nogen mener at kunne gavne en
sag med vold. Nattens og torsdagens vold mod demokratisk valgte medlemmer af Ribe amtsråd
fører ingen andre steder hen end et tilbageslag for demokratiet selv.
(9. oktober 1997)
Nu siger de andre også nej til atomkraft
Det er et lærestykke i selvstændighed og demokrati, at Danmark få år før den
danske tilslutning til de europæiske fællesskaber var i stand til at føre en
atom-politik helt modsat de omgivende lande, Sverige, Tyskland og England. Den folkelige
indsigelse mod atomkraftværkerne havde mulighed for at sejre, fordi det danske demokrati
i en frugtbar vekselvirkning mellem modstående synspunkter havde mulighed for at finde
samstemmighed mellem folk og folkevalgte. I dag ville man have skreget på europæisk
fællesskab og tudet os ørene fulde af, at den slags skal løses hen over
landegrænserne.
(14. oktober 1998 efter den ny tyske
regerings ja til afskaffelse af atomkraft)
Socialdemokratiets private efterretningstjeneste
Uhyggen risler ned ad ryggen ved tanken om, at EU bortset fra to stater er under
socialdemokratisk ledelse. Det er tilstanden, netop som politi-samspillet i
Schengen-aftalen inden for EU muliggør overførsel af oplysninger om de enkelte borgere
fra det ene land til det andet.
Det er historien, der viser, hvor alvorligt det er, og hvor hyggeligt landets
største parti ikke bare er indblandet i, men har været ledende i ulovlig virksomhed.
Socialdemokratiet i Danmark har haft sin egen efterretningstjeneste, der har ladet
oplysninger om danske borgere sive til den amerikanske efterretningstjeneste CIA og til
politiets efterretningstjeneste.
(24. oktober 1998)
Bombefly uden FN-godkendelse
Den nødvendige forudsætning var ikke på plads, da Danmark sendte
bombefly til Italien for at true serberne, overvåge Kosovo og bombe, hvis serberne ikke
følger FNs krav.
FN stod ganske enkelt ikke bag NATOs forsøg på indgriben. Der kunne ikke nås
enighed i FNs sikkerhedsråd, som tydeligt ikke havde samme tidsmæssige pres som det, der
har styret først USA, siden NATO i tiden op til det amerikanske valg.
For Danmark var følgen, at efterkrigens mellemfolkelige grundlag blev brudt.
Regeringen var stemmepolitisk bange for, at især Venstre skulle komme til at stå stærkt
med et krav om NATO-indgriben uden om FN.
(26. oktober 1998)
Fødevare-industriens skraldespand
Danmarks vandring fra velfærdssamfund til skidtfærdsstat med voksende
dødelighed, øget sygelighed og dårligere sygepleje hænger tidsmæssigt sammen med
landets deltagelse i EU.
Grunden er den enkle, at markedsøkonomien i EU altid vinder over menneskelige
hensyn. Det kunne ikke fremgå tydeligere end af Danmarks Radios Journalen, der
mandag viste, hvordan EU tvinger danskerne til at være fødevare-industriens
skraldespand.
Det handlede om fisk - dårlige, opløste, gamle og i nogle tilfælde rådne fisk,
der af EU godkendes til salg. Det er EUs regler, der gør, at auktionslederne i landets
fiskerihavne er tvungne til at godtage uspiselige fisk til salg som spisefisk.
(24. november 1998)
Finansloven og Fogh Rasmussen
Det har været tydeligt, at Venstres førstemand, Anders Fogh
Rasmussen, hele vejen har været leder af årets forhandlinger om finansloven og ikke
- som sædvanen er - finansministeren, Mogens Lykketoft.
Anders Fogh Rasmussen har dermed for første gang som partileder fået oprejsning
for den tort, han måtte lide ved selv at trække sig som minister, da han blev grebet i kreativ
bogføring, smykning af regnskabet.
Var han ikke gået i tide fra den borgerlige regering, ville han være blevet
fældet, fordi Det radikale Venstre ikke ville støtte ham. Ved selv at gå banede han
vejen for at kunne komme tilbage. Det skete for alvor i nat - i samarbejde med Det
radikale Venstre.
Det har dog på Christiansborg ligget klart længe, at Fogh Rasmussens tvungne
frivillige afgang som minister ikke skulle hindre ham vejen tilbage til en minister-post,
og Fogh Rasmussens mesterstykke i årets forlig om finansloven sikrer ham endog, at det
bliver en statsminister-post.
Så vidt jeg husker, var det sociologen Erik Høeg, der allerede tidligt i
1970erne læste ud af tal og kaffegrums, at Venstre ville blive Danmarks største parti
ved årtusindskiftet. Vi, der mente os selv noget så kloge dengang, nærmest skreg af
grin. Om samfundsforskerens spådom for tre årtier siden skyldtes held eller håb kan
være lige meget, men man har altid selv godt af at blive sat på plads af virkeligheden.
(25. november 1998)
Den store moster kommer
Økonomiens minister, Marianne Jelved, har det seneste år ikke kunnet
åbnet munden uden at tale om adfærd og psykologi.
Hun har ikke politiske, økonomiske eller sociale grunde til sine handlinger,
men har som hoved-hensigt at ændre danskernes adfærd ved hjælp af psykologi.
Marianne Jelved er blevet den politiske Desmond Morris - sociologen, som kan tyde
menneskelivet ud fra adfærd, vi har medbragt fra aberne. Når vi klør os i håret, mens
vi snakker fartbøde med en politibetjent, så skyldes det, at vi har overtaget abens
signal om ydmyghed over for overaben.
Senest er Marianne Jelveds bidrag til tolkningen af forliget om finansloven et
udsagn om, at hun ved hjælp af psykologi vil ændre vor adfærd.
Hun ser folket som adfærdsvanskelige børn, der ved hjælp af lovgivning skal
ledes på den rette vej. Men dermed ophøjer hun sig selv til gudinde, der retleder
kyllingerne, som skjuler sig under hendes skyggende vinger.
(27. november 1998)
Demokrati er annoncer
Statsministerens udgave af folkestyret udtrykkes ikke ved Hal Kochs ord
om, at demokrati er samtale. For statsministeren og for mange politikere også i andre
partier er det nutidige demokratis slagord: Demokrati er annoncer.
Poul Nyrup Rasmussen havde forud for valget lovet, at der ikke blev rørt ved
efterlønnen under nogen form. Nu mister nogen ifølge centrumdemokraten Mimi Jakobsen
140.000 kroner. Men det skal klares ved annoncer og statsministerens rundtur i
minister-bilen. Man er rendt fra eget ord, men det skal ordnes gennem kampagner og
annoncer, iøvrigt betalt af politikernes tagselv-statsstøtte til partierne. Folket skal
forstå politikerne, men politikerne ikke folket.
(8. december 1998)
© Poul Erik Søe - Stikpille-samling fra meninger i Enmandsavisen i 1998, samlet 30. december 1998. Den enkelte artikel i sin helhed kan nås ved at trykke på datoen under citatet.
Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.