Menings-mod sætter
salmevers skakmat
Pressen ser ud til at have fundet et modtræk til den politiske messe
Midt i det nedslående gæsteri, den uønskede danske statsminister er i gang med på Færøerne, er der også grund til at glæde. Det viser sig pludselig, at den elbårne billedpresse har fundet et modtræk til den magt, der ligger i politiske salmevers.

Helt tidsmæssigt sammenfaldende har Danmarks Radios TV-Avisen og TV2s Nyhederne fundet en form, der kan standse den politiske messe, der var ved at kvæle selve det samtalende folkestyre.

Salmeverset, den politiske messe, som fremelsker den altid enslydende propaganda-tale, er sært nok oprindelig blevet til, fordi politikerne ikke kunne klare sig over for pressens folk, især fjernsynets magt. Jo flere kanaler, jo flere forskellige nyheds-udsendelser i fjernsyn og radio, des vanskeligere blev det for politikerne at give udtryk for deres synspunkter sammenhængende, i hvert fald så tankerne fremstod for folket som en helhed.

Det var en gammel vanskelighed i politik, men den blev tydeligere, da fjernsynet delte sig i flere danske kanaler. Især efter at Danmarks Radio og TV2 holdt op med at sende nyheder på samme tidspunkt. Nu var politikerne på skærmen om samme sag med en halv times mellemrum. Hvad skulle de - og fjernsynsfolkene - stille op, når det ofte også var de samme seere, som så begge programmerne.

Journalisterne ønsker selvsagt, som en journalist altid vil gøre det, at udtalelsen til deres avis, deres radioudsendelse eller deres TV-kanal er en selvstændig udtalelse. Politikere skal selvsagt ikke være journalister for at deltage i lovgivningen, men alle ved, at den politiker, der hans sans for pressens vilkår og ønsker, klarer sig bedre. Det er imidlertid kun ganske få politikere, der har den evne. De få kan ud fra det samme grundstof, dagens emne, forskelliggøre deres udtalelser fra mikrofon til mikrofon og samtidig fastholde et grundsynspunkt.

En overgang havde den slags politikere uforholdsmæssig magt på Christiansborg. Erhard Jakobsen, brødrene Bernhard og Hilmar Baunsgaard, Uffe Ellemann-Jensen, Arne Melchior og flere endnu kom i forgrunden på grund af den slags evner.

I længden ville et Christiansborg, hvor gentagelsen er mere almindelig end fornyelsen, ikke finde sig i den ny magtdeling, som især fjernsynet skabte. Modtrækket kan man kalde politisk messe eller udenadlærte salmevers. Tvunget af den elbårne presses korte form så politikerne sig nødsaget til at skifte fra oplysning til slagord. Og tvunget af nogle politikeres særlige evne til at gøre brug af kanalernes ønske om forskellighed, opfandt de mindst fantasifulde pladerille-gentagelsen. På ethvert møde gjorde de sig rede til at møde pressen med helt korte slagord, og det nye var, at de sagde det samme foran hver mikrofon, så når man hørte deres ord på stribe, lød det som en gammeldags grammofon, hvor nålen ikke kunne komme forbi en ridse.

Overraskelsen for politikerne var, at den politiske messe havde virkninger, som slet ikke var forudset. Når de sagde det samme hele tiden og til alle journalister om samme emne, så virkede det som valgplakater. En helt ny propaganda-form var opfundet. Yderligere var det en fordel, at fjernsyn, radio og aviser ikke længere kunne sammenholde forskellige udtalelser om samme sag fra samme politiker. På den vis blev ordene om hver enkelt sag langt færre end før. Man havde fået oplysningen af et emne kortet ned til det mindst mulige. Og meget sjældnere end før fik en politiker skyld for at modsige sig selv. Ikke så sært, for politikeren sagde altid det samme om det samme emne.

Den politiske messe gik sin sejrsgang gennem hele Christiansborg og langt ud i embeds-bygningerne, på alle kanaler og i alle aviser. En politiker nu er ikke i sine indfalds vold, taler slet ikke om det reelle indhold i en sag, men har på forhånd lært sig det salmevers udenad, som skaber den rette mening hos seeren, lytteren og læseren. Hensigten er ikke længere at fortælle, hvad der sket på et møde eller i en sag. Hensigten er at påvirke folket til at synes om een, synes om partiet eller sagen. Det emne, der skulle være grundlæggende for folkelig samtale, er i stedet blevet et middel for politikerens salg af sig selv.

Brugen af udenadlærte salmevers til politisk messe i fjernsyn, radio og aviser er langsomt groet til et uhyre, der er ved at standse den folkelige indsigelse, som enhver journalist selvsagt bør være første del af. Når det er gået så galt, skyldes det, at selve formen, messen, salmeverset, havde så gode virkninger - for politikerne. Og den første salgsfremmende virkning fremkaldte den næste.

Politikeren havde nu fået udryddet de selvmodsigelser, som politikeren kunne rende ind i ved at udtale sig forskelligt om samme emne til forskellige kanaler og aviser. Men tilbage var een modsætning, som nu blev tydeligere. En politiker havde et standpunkt før et møde, havde en vinkel på et emne, havde et sigte, et mål før et møde. Og politikeren røbede til den elbårne og trykte presse på forhånd, hvad målet og hensigten var i hver enkelt sag, målet for enkelte politiker eller for partiet. Politikeren var glad for på den vis at få presseomtale forud for et møde, især hvis politikeren på forhånd vidste, at der nok ikke ville være meget indhold i de efterfølgende enslydende salmevers og derfor kun få muligheder for omtale.

Men følgen var, at der kunne være modsætninger, ofte meget store modsætninger, mellem mål og hensigt før et møde - og så det, som politikeren reelt fik ud af mødet og dets drøftelser. Og disse modsætninger kunne så bruges af pressen til at fremholde selvmodsigelser eller resultat-svaghed hos politikeren.

Det førte efterhånden til en videre udvikling af den politiske messe. Danske politikere lærte i udlandet, den internationaliserede nedkæmpning af folkeoplysning, hvordan man fortæller mindst muligt til folket og samtidig ublufærdigt giver pressen skylden for, at man ikke kan komme til orde.

På dansk jord er det blevet til et helt selvstændigt kunstværk, magtmessen. Kræfterne bruges nu på forud at beregne, hvad et møde eller en sag vil ende i. Hvis det forudsete resultat er imod ens egne ønsker eller ståsted, så opfinder man et andet emne, andenstemmen i magtmessen, og mens presse og politiske modstandere synger los på hoved-salmen, så holder man sig selv til andenstemmen. I virkeligheden er andenstemmen den bortforklaring, man før var nødt til at give, når det var gået skidt på et møde. Det frække, men virkningsfulde, er at udregne den nødvendige bortforklaring på forhånd og så at bruge den før et møde, før en forhandling, som om bortklaringen er selve emnet, ja, gentagelsen af bortforklaringen kan ende i, at en politiker fremtræder i pressen som sejrherre, skønt politikeren led nederlag på mødet.

Andenstemmen i messen, bortforklaringen, som før i tiden altid kom nølende efter forhandlingerne, sørger man nu for at give presse-udbredelse før et møde. Andenstemmen, bortforklaringen høres i fjernsyn og radio, læses i aviserne. Og pressen er tilbøjelig til at bringe bortforklaringen, fordi det kan være svært forud for et møde at skaffe vigtigt stof om mødets indhold.

Bortforklaringen, andenstemmen, har ikke meget at gøre med det egentlige emne. Den er, hvad der i tamil-sagen blev kaldt en falsk melodi, men nu ikke som en undtagelse. Den er blevet del af den politiske koncert. Når så seeren, lytteren og læseren efter et møde, efter et politisk sammenstød, efter en forhandling påny hører andenstemmen, så virker den allerede genkendelig. Bortforklaringen virker nu som en forklaring! I hvert fald modsiger politikeren ikke sig selv, tænker seeren, lytteren og læseren. Politikeren må da have klaret sig godt på det møde, for politikeren kan fastholde ordene fra før mødet...

Det nyeste blandt mange eksempler er statsministerens rejse til Færøerne.   Statsministeren havde i årevis ikke turdet sætte sine ben på øerne. Grunden er den banksag, der måske udløses om en uges tid. Ræd for banksagen, der kan koste statsministeren og dermed regeringen taburetterne, vælger statsministeren at tage til Færøerne kun ti dage før rapporten om sagen, men det eneste, han ikke vil tale med færingerne om er - banksagen. Statsministeren føler sig tvunget til at gennemføre rejsen, især efter at Uffe Ellemann-Jensen har frarådet ham at rejse.

Før statsministeren rejser, udregner han rejsens resultat. Han indser, at det bliver ikke den mest festlige tur, han har været på. Han ved også, at om banksagen kan han kun sige ligegyldigheder. Sådan er det jo også gået. Han har aftalt med nogle få færøske politikere, at de skal tage sig tid til at læse rapporten om banksagen. Mon ikke den aftale kunne have være gjort uden at krydse Atlanten?

Statsministeren indser også, at færingernes rolige vrede vil vende sig imod ham, når folk hernede ser den på fjernsynet. Derfor forbereder han sig med omhu på andenstemmen, bortforklaringen. Han forbereder at spille på, at de fleste danskere ikke kan gennemskue den færøske banksag, endsige da statsministerens mulige medvirken til, at færingerne pludselig sad med den gæld, der før var Den danske Banks gæld. Derimod er det en fornemmelse hos en del danskere, at færingerne har brugt for mange penge, vel at mærke danskernes penge.

Han kan selvsagt ikke opføre sig som statsmand. Han kan ikke sige, at færingerne ikke har haft større overforbrug end danskerne. Han kan ikke give sig til at sammenligne Færøerne med Bornholm og krisen derovre. Den andenstemme giver ikke pote. Den duer ikke som bortforklaring.

Nej, han vælger derfor kun at tale om danske udgifter på Færøerne. Han siger ikke, at danskerne måtte låne færingerne penge til at betale den gæld, der faktisk før var en dansk gæld, indtil statsministeriet hjalp danskerne med at få gælden gnedet af på færingerne.

Nu er andenstemmen klar. Danskerne har gjort en stor indsats på Færøerne, siger han forud for mødet. Danmark har brugt mange penge deroppe. Kan taler ikke for meget om, at det er lån. Men ordet gæld er godt at bruge. Og snart er andenstemmen klar. Bortforklaringen er blevet til en forklaring.

Og pressen har næsten ikke haft andre muligheder end blot at stille mikrofoner op for at gengive statsministerens mandige fremførelse af andenstemmen i blæsten. Journalisterne, som er uden modtræk til den politiske messe, er tvunget til være mikrofonholdere. Deres pligt til at være samfundets sunde selvkontrol kan de ikke komme til at udøve.

Indtil i aften! Pludselig blev det klart, både i TV-Avisen og TV2-Nyhederne (7.1.1998), at der findes et modtræk til den politiske messe, det udenadlærte salmevers og magtmessens andenstemme.

Både Danmarks Radio og TV2 havde udsendte medarbejdere, der på samme tid opfandt det modtræk, der i længden er det eneste mulige mod den politiske misbrug af fjernsyn, radio og aviserne. Pludselig hørte vi begge journalister have standpunkter. De havde menings-mod. De satte deres egne vurderinger op mod statsministerens andenstemme.

Der er grund til at prise dem for at have deres meningers mod. Men det bør ikke være en undtagelse. Efter at Erhard Jakobsen og hans propaganda-lytterforening i årtier har haft indflydelse på journalisters omgang med Christiansborg, så er tiden inde til, at pressen genvinder sin plads som fri og selvstændig iagttager, som modig tilkendegiver af synspunkter. Journalistikkens fagkyndige, til eksempel i politik, har lige så megen adkomst som enhver politiker til at ytre sig. Modsat politikeren har de endog pligt til det.

Der er store omkostninger ved at genvinde journalistens plads som fri iagttager og meningstilkendegiver. Der bliver seerstorm, lyttervrøvl og læserbreve i hobetal. Men for folkestyret er det en nødvendighed, at journalisten kæmper sig sin ret tilbage.

Det er ikke gjort med disse fastansatte kommentatorer, som i ny og næ læser ord op, som de har skåret karvesnit eller lavet oliemaleri på i timevis. Det, der skal vindes tilbage, er den umiddelbare frejdighed hos journalisten, mod til mening i det øjeblik, der er brug for det.

© Poul Erik Søe 8. januar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside