Verdens længst virkende
højskole 150 år i dag
Poul Erik Søe om den folkelige højskoles egentlige "moder" i Uldum

Højskolen i Uldum er den, der har haft den længst samlede virketid af alle højskoler i verden. I dag, 8. januar, fylder den 150 år og er altså født i i første måned af det år, hvor også Danmarks grundlov blev til i juni. Højskolen i Uldum og grundloven er barn af samme folkelige drøm.

Med Uldum Højskole fylder de grundtvigske folkehøjskoler 150 år. Uldum Højskole er de folkelige højskolers egentlige "moder". Den nemme historie-skrivning standser altid op ved Rødding Højskole fra 1844, men Rødding Højskole var sine første mange år hverken folkelig eller grundtvigsk. Rødding Højskole var ikke skabt af folket selv, men af højtuddannede, som fra deres høje stade ville undervise bønderne. Og Rødding Højskole ville de første år ikke se en grundtvigsk lærer inden for dørene, fordi det grundtvigske blev set som det oprørsk folkelige, hvad det også var.

Modsat blev Uldum Højskole som den første højskole skabt af bønderne selv, og det var bønderne, der udvalgte skolens leder og lærer, den navnkundige Rasmus Sørensen, som er det almue-menneske fra 1800tallet, som har efterladt sig mest skriftligt. Alligevel er han undertrykt i højskolernes historie, fordi han aldrig med sin bonde-baggrund og sine oprørske folkelige tanker var fin nok for de andre højskoler.

Uldum Højskole er barn af det folkelige gennembrud i forrige sekel. Af samme æt, som gennembruddets andre børn, folkestyret, de folkelige bevægelser, friskoler og frie menigheder, andelsbevægelsen og de folkelige kunstnere, der i samme spor brød igennem sidst i 1800-tallet med det store slægtled, Jeppe Aakjær, Marie Bregendahl, Johannes V. Jensen, Thit Jensen, Thøger Larsen, Martin Andersen Nexø, Johannes Skjoldborg, Carl Nielsen en række især fynske malere plus Larsen-Stevns og fler endnu.

Højskoletanken var Grundtvigs. Men folkehøjskolens virkeliggører var Rasmus Sørensen. I 1843 udsendte han den første plan for en højskole. Dele af hans plan blev brugt, da Rødding Højskole tag fat året efter, men altså ikke med det folkelige indhold, Rasmus Sørensen tilsigtede med Grundtvig som affyringsrampe.

Når Rasmus Sørensen både i højskolernes og den politiske historie er blevet kvalt i lovprisningen af de mange efterlignere, blandt dem Chresten Kold, så er 150årsdagen i Uldum grund til at genindsætte ham som førstemanden, da Grundtvigs tanke om Skolen for livet skulle have arbejdstøj på.

Rasmus Sørensen blev født i Jelling i 1799, så vi er også i 200 året for hans fødsel. Hans forældre var fattige, men åndeligt opvakte bønderfolk. Faderen kunne "ikke læse, men huske alt".

Drengen blev opkaldt efter Jellings sognepræst, Martin Møller, tidligere præsi i Uldum, hvor sønnen, forfatteren Poul Martin Møller, blev født. Rasmus Møller var plejefar til digteren Christian Winther. Med de to hoveder havde Rasmus Sørensen tæt venskab i sin opvækst.

I Jelling blev Rasmus Sørensen med hentydning til sin navne, sognepræsten, kaldt for "den lille magister". Det satte ham fluer i hovedet. Han ville gå universitetsvejen, sådan som det var givet, at legekammeraterne Poul Martin Møller og Christian Winther skulle. Da han gik til præsten med den tanke, blev han sat på plads. Almuebarn gør højst en degn, mente præsten. Rasmus Sørensen blev sendt i lærerskole.

Inden da havde Rasmus Sørensen fra sit trettende år udgjort hele Jellings skolevæsen. Vel var der en degn, den uduelige Terkel Thorbrygger. "Han katekiserer som et får, men synger som en engel," sagde bispen om degnen. Børnene syntes om Thorbrygger, for han var for tyk til at nå dem med ris og ferle. Han kunne ikke komme rundt ved skolebordene.

Den tilsynsførende præst skriver til Ribe-bispen om drengen Rasmus Sørensen i lærer-rollen, at han underviser "til Alles Fornøielse og til de Unges Held". Myndighederne forudså ikke, at de havde med en oprører at gøre.

Men Rasmus Sørensen blev en folkelig oprører med frugtbare afkast. Påvirket af Grundtvig deltog han i 1830ernes gudelige forsamlings-bevægelse som modstykke til præsternes rationalisme.

Han var den første, der lavede aftenskole i Danmark. I de seneste tyve år er det blevet hævdet, at netop aftenskolerne i sognene fik den afgørende virkning i folke-oplysningen - også mer end højskolerne. Det er nok rigtigere end i den slags snævre stil-øvelser fra indlærings-skolernes karakter-stræbere at se den folkelige oplysning i sammenhæng, sådan som Rasmus Sørensen selv gjorde det. Men der er ingen tvist om, at de slægtled, der ikke kom på højskole, mødte højskolernes tanker på aftenskolerne.

Rasmus Sørensen var den første, der slog til lyd for en afholdsbevægelse mod tidens livødende druk. Han grundlagde bladet "Almuevennen", det første talerør for den gryende folkelige, politiske vækkelse.

Rasmus Sørensen gik til fods fra sogn til sogn Danmark igennem for at opildne det folkelige gennembrud. Mod ham og en anden vækker var regeringens "bondecirkulære" rettet - deres omvandrende politiske igangsætter-virke skulle standses. Det var ikke muligt. Rasmus Sørensen fortsatte.

Rasmus Sørensen var på de rejser den første talsmand for højskole-bevægelsen. Samtidig havde han lavet den første plan om udstykning af herregårdene. Han samlede underskrifter landet over på et krav til kongen om at løse bønderne af fæstet hos herremændene.

Han fik ideen til, lavede planen for, gjorde hele forarbejdet til og fik tillidsmænd landet over til at danne Danarks første politiske parti, Bondevennernes Selskab. Akademikernes i København løb af med hans ide og forarbejde, sådan som mange af hans tanker blev overtaget af andre uden megen tanke for ophavsretten.

Uldum Højskole fra 1849 er en følgestreng udvikling af Rasmus Sørensens virke. Skolen i Uldum blev den første folkelige højskole i landet. Ikke lavet af universitetets folk i den hensigt at tale oven fra og ned til bønderne. Men lavet af bondefolket selv som del af den folkelige rejsning mod enevælden.

Det er kendetegnende, at højskolen i Uldum ikke straks satte sig i gæld for at rejse skolebygning. Højskolens første undervisning skete i køkkenet på en gård i Uldum. Det danske bondekøkkens langbord, som var sognenes kulturelle midtpunkt, og hvor samtale, fortælling, sang og oplysning var gammel skik, er i egentligste forstand den kerne, der er blevet forstørret i al væsentlig højskole-virke siden.

Rasmus Sørensen er den mest ukendte af højskolebevægelsens førstemænd. Han har aldrig været fin nok for de andre skoler. Han mente jo noget alvorligt med sin folkelighed. Han var dem også for oprørsk, for sikker. Folkestyret var endnu ikke så grundfæstet i riget, at der var plads til en Rasmus Sørensen.

Den frihed, han ikke fandt, men skabte dele af grundlaget for, søgte han til sidst i Amerika. Her grundlagde han en dansk koloni. Han døde på en tur hjem for at hente flere danske til det ny land.

Forinden havde han sat meget i gang, der aldrig er standset igen. Uldum Højskole er imellem.

Meget, som Chresten Kold får æren for, skete tidligere og uden tvivl afsmittende hos Rasmus Sørensen i Uldum. Forud havde Chresten Kold mødt Rasmus Sørensen som folkelig vækker på Mors. Rasmus Sørensen blev af politiet bortvist fra Limfjords-øen, men Kold fulgte efter Rasmus Sørensen og har siden fortalt, at han lærte meget af Rasmus Sørensens skoletanker på turen væk fra Mors. Chresten Kold blev selv en kort overgang lærer hos Rasmus Sørensen på Uldum, og  også her har han tilegnet sig den skoleform, han siden i højskolernes ensidige historie-skrivning fik æren for.

Rasmus Sørensen var den første, der talte om sammenhæng i højskolernes undervisning. Han vendte igen og igen tilbage til ordet sammenhæng - højskolen skulle være for det hele menneske. Det er den tanke, der gør ham nutidig. Hans virke er stadig et svar til nutidens modetrælleri, en løftet pegefinger mod nutidens undervisningsminister, Margrethe Vestager, der er træt af at høre om højskoler og det hele menneske. Hos hende og i hele tidens undervisnings-tænkning er målet del-oplysning til gavn for arbejdslivet og erhvervslivet, ikke skolen for livet, men skolen for markedsøkonomien. Der er stadig brug for Rasmus.