Gud er ord
Folkekirken undergraver sig selv ved at gøre Gud til politik

Ingen kender Gud - og det, vi siger om Gud, er menneskelige ord, som folk i årtusinder har brugt til at skildre deres liv med det guddommelige - eller møder i glimt med det, vi kalder det hellige.

Gud er ord - menneskelige ord, vi har hjulpet hinanden med gennem tiderne. Og derfor kommer vi i kristendommen ikke nærmere Gud end netop udsagnet i Johannes evangeliet "I begyndelsen var ordet, og og ordet var hos Gud, og ordet var Gud."

Hos Johannes er Ordet stavet med stort - for at få tydningen Jesus. Det er da også, hvad Jesus er i kristendommen - ord om Gud. Nogen siger det sådan, at hans ord er det hidtil nærmeste, vi er kommet Gud.

De ord, vi bruger om Gud, er billeder - sindbilleder. Ingen har mødt Gud. Jo, Moses så Gud som en brændende tornebusk, men i disse tørre forsommer-måneder er det let at komme på tanken, at det jo kunne være en selvantændelse. Og Muhammed har set Gud som lys bag en sky, næppe det mest rammende, elfeldtske brystbillede.

Vi må finde os i, at vi ikke kender Gud. Vi bruger gamle skrifter af forskellig slags i de forskellige folk - og vi tolker dem meget forskelligt. Deraf opstår religioners forskelligheder, men på den måde får Gud også forskelligt udseende efter, hvilke ord vi får tildelt eller selv søger frem til.

Skrifterne har ikke mere myndighed end vore egne oplevelser med det guddommelige og de ord, vi finder frem til for at skildre dem. På den vis er Gud forskellig fra menneske til menneske, og det er også sådan, nutidig udspørgen af danskere siger, at vi gør. Vi stykker selv Gud sammen - af ord, vi modtager fra andre, læser eller selv vælger at bruge.

For de fleste er Gud sammenstykket af ord, vi har med hjemmefra og fra barndomstiden. Når de fleste kalder sig luthersk-protestantiske i Danmark, så skyldes det, at vi er født og vokset op her. Enhver, der er ærlig over for sig selv, indser, at var vi i stedet født i Ægypten, så ville de lutherske være en sær undtagelse, og tråden til Gud ville være knyttet af ord fra koranen. Gud er også et spørgsmål om geografi.

Men grundlæggende er det, vi ved om Gud, ord - om vi er fra Danmark eller Ægypten. Det er, når det handler om Gud, ikke videnskabelige udsagn, men ord, som er billedsprog.

Få tror, at Maria kropsligt var jomfru, da hun fødte Jesus. Bibelen tror det heller ikke selv. Jesus omtales som født af Josef's stamme, skønt Josef efter billedsproget ikke havde noget at gøre med undfangelsen. Men i billedsproget kan det sagtens være sandt, at Maria er jomfru, skønt Josef var far. Jomfrufødsel bruges også om andre forud for Jesus, og billedligt er det bare en måde at få sagt på, at den jomfrufødte er noget særligt, noget guddommeligt. Ligesom vi siger, at en digter rider på en vinget hest - selvom digteren kører Volvo.

Nogen mangler evne til at finde ord og siger om en fest, at den var "skidegod" eller "utrolig fin", mens andre skildrer samme fest som "et fællesskab, som opstod mellem mennesker, der ikke kendte hinanden, men som hen over alle skel og grøfter smeltede sammen i en stemning, der var skabt af festens ånd, en vilje til at nå hinanden".

Ordene, vi vælger, afgør vores tilværelse. Når vi ikke selv kan finde ordene, lever vi af andres. Og det kan være livgivende. Men ordene sætter også rammen for vor forståelse. Hvis ordene gør livet lille, skrumper vi selv ind. Når ordene blot skildrer livets alsidige rigdom som hverdagsgenstande, så ender vi med kun at tale om det, der er håndgribeligt. Men de stærkeste kræfter i tilværelsen er ikke håndgribelige. Videnskabeligt set er de kræfter slet ikke til. Det gælder kærlighed, mod, håb, lyst og længsel. Vi kan ikke sige noget håndgribeligt om de størrelser. Men vi ved, at det er kærlighed, mod, håb, lyst og længsel, der styrer os - selvom den slags videnskabeligt set ikke er til. I samme verden hører Gud til. Og troen.

Nogen er gennem årtusinder gået videnskabeligt frem og har villet sige noget om Gud ud fra følgestreng tænkning. Andre har brugt ord fra de oplevelser, de hævder at have haft med det guddommelige. Nogen kalder den slags oplevelser for åbenbaringer. Altid har der for det enkelte menneske været et valg mellem de to fremgangsmåder, et fakta-sprog ud fra tænkningens påstande om sammenhæng, eller et billed-sprog ud fra menneskelige erfaringer med, at der er noget, der er større end een selv.

De to former støder for tiden sammen i folkekirken, hvor præsten i Tårbæk, Thorkild Grosbøll, har skrevet en bog, der - selvsagt ud fra Grosbølls synsmåde - lægger vægt på logikkens sprog, den følgestrenge tænknings sprog. De tre hinanden nærtstående religioner - jødedom, kristendom og islam - har haft den strid kørende indbyrdes og hver for sig århundred efter århundred.

Grosbøll har sagt, at han ikke tror på "en skabende og opretholdende Gud". Det er der intet nyt i, og det er kun på grund af vor egen tids åndløshed, at folkekirkens overtal bliver vred. Vi burde vide eller få at vide, at Grosbølls ord har lydt igen og igen gennem kristendommens historie.

Grosbøll på sin side kører i sin bog los med fakta-sproget om den Gud, vi ikke kender, og han har ikke meget til overs for os, der enfoldigt færdes i barnetroen. Men det har han nu for længe siden sagt undskyld for, og så er den potte ude. Og han har da også lov til i sin tro at stå på det, der er redeligt for ham - ligesom vi, der foretrækker billedsproget, har aldeles samme ret.

Nu er der selvsagt forskel på, hvilke ord hvert enkelt menneske vælger for at skildre en gudstro, og så en kirke, der har ord fælles - sådan som den danske folkekirke bruger den augsburgske bekendelse. Denne fælles bekendelse, som stadig er de bindende ord mellem folkekirkens medlemmer, var imidlertid fra første færd heller ikke et endeligt svar. Ordene bygger på Luthers opfattelser, rettet til af Luthers Ven, Melanchton. Faktisk var ordene i bekendelsen tænkt som et forlig mellem katolikker og protestanter. Det vil sige, at protestanterne ikke valgte de ord, der bedst dækkede deres gudstro. De tilpassede ordene - som når man fortæller ens gamle mor om en ny kæreste.

Folkekirkens grundlag er altså menneskeværk, ord, valgt med omhu både for at udtrykke trosgrundlaget, men også for at tilnærme sig pave-katolikkerne. Alligevel er de tilpassede ord grundlaget for folkekirkens ja og nej, når det passer dens top at lave lærestrid.

Til daglig har der altid været modsætninger. Det kan jo ikke være anderledes, når troen jo grundlæggende handler om en Gud, vi ikke kender. En Gud, der også efter folkekirkens mening er uden for tid og rum - og som vi ikke har mulighed for at møde.

Der har været præster i tusindvis, som ikke tog kødets opstandelse så alvorligt, men gav en snak om sjælens udødelighed, skønt den snak ikke har noget med kristendom at gøre. Det er langsomt blevet rettet til. Andre har det ikke så godt med Jesu mirakler, tvivler på, at vand blev til vin, men snarere ser det som en tryllekunst, der i nutiden spærrer for det åndelige. Arvesynd er et ord, som kirken uden grund i de kristne skrifter har føjet til kristendommen. Andre har haft det svært med treenigheden, den tredobbelte gud, som er een.

Der har været valgmuligheder, og kun hvert enkelt tids fælles-valg af ord og begreber har afgjort, om en præst kunne være præst eller ej. Sådan er det stadig. Grosbøll udfordrer præster og bisper, som for et flertals vedkommende - så vidt man ved - mener og siger noget andet end Grosbøll.

Nu kan man vanskeligt mene andet end Grosbøll, da vi ikke ved noget om Gud - udover hvad andre har fortalt ud fra tænkning eller åbenbaring. Fra Gud selv ved vi ikke noget. Og Thorkild Grosbølls forbrydelse er da, at han har sagt, hvad han mener.

Grosbøll siger, at han ikke tror på nogen "skabende eller opretholdende Gud". Så stiger forargelses-raketterne mod himlen. Men her har vi da en redelig mand, som siger, hvad han mener og tror på. Havde det ikke været langt værre for folkekirke og menigheder, hvis manden havde tiet stille? Er det ikke kendetegnet på redelighed lige ud at sige, hvad man tumler med i tankerne - og da først og fremmest at tilkendegive sin tvivl? Tænk, hvis han havde hold kæft - så havde han da været uredelig og utroværdig.

Det er en elendig præst, som ikke undervejs i gerningen kommer i tvivl. Man kan næppe forestille sig en eneste forkynder i den danske folkekirke, der ikke som præst igen og igen har været i tvivl, ofte endda i dyb fortvivlelse over modsætninger mellem kirkens bekendelse og sin egen tro. Ingen ved det bedre end biskopperne, for mange præster søger bispers sjælesorg, når de er på spanden. Redelige præster er dem, der også i menigheden og dagligdagen tør vedkende sig deres tvivl. Og er det en tvivl, de har gennemlevet eller overvundet, så er fortællingen om det forløb vigtigere end mange ord, der hittes på lørdag nat før en prædiken. Den troende tvivler mest, som vi ved fra Søren Kierkegaard og os selv.

Folkekirken kan selvsagt ikke som fællesskab sige noget om, hvorvidt der findes en "skabende og opretholdende Gud". Vi, der tror på det, ved med os selv, at det er ikke en skudsikker viden, vi går rundt med - det er tro, et valg, vi har truffet. Nogle af os kan endda sige, at det er helt grundlæggende for vores tro, at der findes en skabende og opretholdende Gud.

Men hvis det grundlæggende tages for givet, selvom det langt fra er givet, da vi faktisk ikke ved, om der er en sådan Gud, ligesom der intet kan bevises om, at der ikke findes en sådan Gud, er da ikke en Grosbøll og andre en hjælp netop for os, der føler sikkerhed i vort billed-sprog om den ukendte Gud?

Den, der ud fra egen tro, tænkning og personlige oplevelser, siger til os, at Gud i det billed-sprog, vi har valgt, ikke er en fast, given størrelse, fører jo redelig tale. Tænk, hvis Grosbøll havde gjort det modsatte. Hvis han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud, men tav om det for at tækkes andre præster og bisper! Så ville kirken jo være ren svindel.

Jeg mener, at folkekirken kan være stolt af præster, der taler åbent og redeligt sprog, også om deres tvivl. Vi er godt tjent med dem, der tør dele også tvivlen med os. Bedre tjent end med de skråsikre, der bare kan slå op i den gamle augsburgske bekendelse og finde alle svarene uden at tænke selv. Den augsburgske bekendelse er Hjallerup marked for troens sprog, tilpassede ord - og når den stadig er brugelig som grundlag for det fælles i kirken, så skyldes det jo alene, at den igen og igen er blevet tolket ud fra hver tids sprog.

Det er da også kun vort eget årti og slægtleddets åndløshed, der er årsag til, at når en præst siger, hvad han mener, så vil vi straks dømme ham for noget, ingen kan gør sig til dommer over, da ingen har mødt Gud. Grosbøll fjerner jo på ingen måde grundlaget for den tro, vi har, når vi siger, at Gud er ord - gamle ord og nye, der mødes. Det forældede gudsbillede må stå i glans for os, sagde Grundtvig. Fordi det religiøse billedsprog er skabt af den gamle tro.

Biskop Lise-Lotte Rebel i Helsingør har med eet slag ført folkekirken tilbage til inkvisitionens tid. Der er gået politik i Gud. Et overtal af præster og formentlig også i menigheden er uenig med Grosbøll. Så skal han smides ud. Det åndelige spørgsmål, som er rejst, er ikke det vigtigste, men at blive af med den, der siger noget andet end toppen. Grunden til, at det skal ske nu efter sagens lange forløb, er tilmed hemmelig. Vi er tilbage i pavestatens og inkvisitionens bedrevidende domsudøvelse.

Grosbøll har fået det valg at komme på ventepenge eller blive suspenderet, mens der føres læresag mod ham. Biskoppen stiller sig politisk snu an og håber, hun med ventepenge kan købe sig fri fra de svære ståsteder hos Grosbøll i Tårbæk. Menigheden har intet ønske om at slippe af med præsten. Men ingen kan være i tvivl om, at biskoppen er under pres - lige ud eller skjult - fra kirkeminister Tove Fergo. Hvis Grosbøll må gå, skyldes det ikke hans tro, men Anders Fogh Rasmussens meget tilfældige og uheldige valg af kirkeminister, da partiet Venstres sidste frisinds-værner, Birthe Rønn Hornbech, sagde nej.

Tirsdag aften fortalte Fergo i fjernsynet, at hun skam ikke har blandet sig i Grosbøll-sagen, men det er lodret vrøvl. Allerede den første aften, da sagen kom frem, var hun i fjernsynet og lod ingen tvivl tilbage om, at en præst skal tro på Gud, og at det gør hun skam selv. Hun havde ikke undersøgt noget som helst, men sin vane tro plaprede hun bare politiske ord ud over folkekirkens åndelige indhold. Tove Fergo har lagt den politiske linje mod Grosbøll fra allerførste færd, og da hun er påvirket af de to præster i Dansk Folkeparti, der har ændret den kirkelige retning Tidehverv til en politisk sekt, så er det med Tidehvervs fortid, Tove Fergo bør slås i hovedet med.

For snart halvtreds år siden, nøjagtig i 1956, sagde en af Tidehvervs grundlæggere, præsten K. Olesen Larsen, helt det samme som Grosbøll. Ordene stod tilmed i Tidehvervs blad. De lød sådan:

"For kristendommen er Gud ikke verdens oprindelse eller grund; Gud er heller ikke historiens Gud, når det som i megen teologi betyder, at Gud er det inderste i historien, historiens inderste væsen; Gud er hverken i det ydre eller det indre og kan hverken konstateres, erkendes eller sandsynliggøres. Selvfølgelig kan vi heller ikke tale om Gud. Ordet Gud er et nødråb, et nødvendigt udtryk for en nødvendighed; i det taler mennesket kun om Gud ved at tale om sig selv som den, der ikke har og ikke kender Gud, fordi det jo ikke selv er Gud - og således taler det virkeligt om Gud som Gud."

Der var ingen opstandelse i folkekirken af den grund. Olesen Larsen blev ikke smidt ud. Han fik ingen irettesættelse. Han blev ikke som Grosbøll sat under bispens skærpede tilsyn. Fordi dengang var Tidehverv på mode i kirken. Selv vi, der var grundtvigske, løb med på vognen og kaldte ofte os selv grundtvigsk-tidehvervske eller blev påduttet den betegnelse.

Dette syn har præget store dele af folkekirken, og præster, som mente sig knyttet til Tidehverv, kan kun af dovenskab være uvidende om dette væsentlige grundlag. Grosbøll har vundet sine lærestrid på forhånd. Alt andet er utænkeligt - eller politisk. For lige nu virker det, som om det er de partipolitiske kræfter, der i tidens onde og åndløse skyhed for åben og fri tænkning og tro, stik imod al kirke-skik og -brug er trådt ind som folkekirkens åndelige lederskab - eller skjult gennemtvinger et sådant lederskab. Tove Fergo har på forhånd sagt, at hvis Grosbøll-sagen ender på hendes bord, lader hun den gå videre til statsministeren. Det siger hun ikke uden på forhånd at have aftalt det med Anders Fogh Rasmussen. Det politiske spil om folkekirken og Grosbøll har altså været i gang længe. Da hun samtidig mener, at hun ikke er inhabil, må vedtagelsen af at sende sagen til statsministeren skyldes, at hun selv ved, hun er uduelig. I så fald har hun ret for en gangs skyld.

© Poul Erik Søe 9.6.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside