De højtuddannedes klub
Det radikale Venstre har mistet sin folkelighed, fordi partiet ikke ved, hvad et
folk er
Det radikale Venstre fremstilles over alt i pressen som en klub, hvor højtuddannede, der kalder sig selv eksperter, sværmer som bier om lyngen. Det er så også det eneste billede, der knytter Det radikale Venstre til den lynghede, hvor det engang oprørske parti havde sit tilhold blandt husmænd, boelsmænd og fæstere.
Det radikale Venstres ældste historie tager udgangspunkt i Danmarks første parti, Bondevennernes selskab. Den egentlige baggrund for partiet Bondevennerne var et oprørs-arbejde gjort af husmands-sønnen fra Jelling Rasmus Sørensen, der siden blev lærer og folkelig forkynder i kamp mod præstestyret i sognene.
Rasmus Sørensen indsamlede underskrifter på oprettelsen af Bondevennernes Selskab på vandringer landet over. Da han nåede København, gik han til Grundtvig, som knyttede tråd til de liberale i hovedstaden, der dengang var ude i en nedtur.
For de liberale kom Rasmus Sørensen som en gave. Faktisk misbrugte de ham. Da Rasmus Sørensen vendte fødderne i retning af den landsby på Sjælland, hvor han holdt skole, udsendte de liberale i hovedstaden meddelelse om, at de havde stiftet Bondevennernes Selskab. Og Rasmus Sørensens indsamlede underskrifter brugte de som en liste over deres talsmænd og tilhængere landet over.
De egne af landet, der dengang kraftigst sluttede sig til Bondevennernes Selskab, blev siden hovedhjørnestenene i Det radikale Venstre, og det sporedes endnu, da de radikale 1905 sprængte sig ud af det fælles Venstre, der havde ført kampen for parlamentarismen imod kongehuset og Højre.
Det radikale Venstres grundlag var det folkelige Danmark, bonde-samfundet, som udgjorde den helt overvejende del af danskerne. I den folkegruppe var det igen de undertrykte, husmændene, boelsmændene, fæstere, jordløse og tjenestefolk, som var kernen, og fra 1905 i et forbilledligt samarbejde med dele af det velhavende borgerskab i København. Siden kom mange lærere til med den formidlende stilling, som læreren havde, selv halvstuderet røver og dog i stand til både at tale almuens og de lærdes sprog.
Denne helt usædvanlige baggrund, der gik hen over pengemæssige skel, kendetegnede Det radikale Venstre frem til midten af 1960erne. Fra og med Hilmar Baunsgaard, radikal statsminister fra 1968, gik der sygdom i partiets folkelighed. Hvor partiet før havde talt imod særinteresser, søgte det nu selv at blive "trediestandens parti", et parti for funktionærer, mellemledere og højtuddannede.
Marianne Jelved er i sin tankegang formet af den tid. På skrømt bruges de gamle ord om uafhængighed af særinteresser, men i virkelighedens verden er der gået café-stemning i partiet, et mere og mere indelukket klub-præg præger holdningerne, og mest af alt har Det radikale Venstre mistet sin folkelighed, fordi det i rå EU-guddommeliggørelse. hensynsløs internationalisering og brutal globalisering har valgt ensretningens vej - eller harmonisering som det hedder i partiets vrangbilled-sprog.
Det radikale Venstre har valgt, at der ikke længere findes et folk - hverken her eller i andre lande. Partiet er blevet en fårefold for ensporede internationalister, lige så lukket som Dansk Folkeparti, der modsat misbruger det folkelige fællesskab til forførelse.
Det radikale Venstre i indforstået klub-stemning tager sig billige café-grin over det danske folk - og al anden folkelighed. Sært nok er en af dem, der fører sig frem med latterliggørelse af folkelige værdier, det radikale folketingsmedlem Naser Khader. Man skulle tro, at hans værdifulde baggrund, som er et møde mellem to kulturer, ville føre til agtelse og fællesfolkelig forståelse. I stedet mener han sig kaldet til at nedgøre, hvad han ikke forstår eller ønsker ikke at forstå.
EKstraBladet bad nogle politikere vælge en fastelavnsdragt, og Naser Khader klædte sig ud i færøsk nationaldragt. "Jeg står vagt om frisindet" blev han i artiklen citeret for følgende svada mod den restriktive færøske abortlov: "Færinger er Nordens muslimer. Mange af dem er enormt fundamentalistiske." Sådan gengives ordene i Berlingske Tidende 8. marts 2004.
Vi ved, at i det danske folk kan vi uden vanskelighed latterliggøre det nationalistiske. Alle håns-ordene mod "klaphat" og "rødgrød med fløde" er sagt i revy efter revy, i avis efter avis og i den ene fjernsynsudsendelse efter den anden. Og intet er bedre end smil- og latterfremkaldende selvovervejelse, når det handler om folkelig selvforståelse. I denne nødvendige indsigelse mod stordanskhed er Naser Khader selvsagt velkommen som enhver anden.
Men det er smagløst og stærkt selvovervurderende, når den radikale politiker, uimodsagt af sit parti, tager fat på at håne andre folk. Og det er jo, hvad hans narre-udklædning til fastelavn går ud på. Det er en krænkelse at kalde færinger Nordens muslimer alene af den grund, at han dermed udtaler sig om muslimer som ens mennesker med ens holdning.
Men det er også en krænkelse af færingerne som folk. Igen stempler Naser Khaders ord færingerne som mennesker med ens holdning og ståsted. de fremstilles som nationalister. Naser Khader synes at være aldeles uden kendskab til, at færingerne i århundreder har åbnet sig mod verden, aldeles som islænderne.
Når færingerne, nogle af dem, lægger vægt på sindbilleder i festklædning og selvstændigt flag har det intet at gøre med manglende mellemfolkelighed. At fastholde folkelige skikke på Færøerne har foruden det historiske fællesskab på øerne også at gøre med holdningen for og imod samhørighed med Danmark og dansk undertrykkelse og i lange tidsstræk ren udnyttelse af Færøerne.
Naser Khader gør den fejlslutning, at et folks kamp for selvstændighed i sig selv er udtryk for modstand mod mellemfolkeligt samvirke. Det er rent vrøvl. Ethvert folk, palæstinensere, irakere, estere, irere, baskere, kurdere har retten til at kæmpe for selvstændighed og selvråderet. Færingernes kamp for frigørelse fra Danmark har samme stilling folkeretligt set som de mange andre stridsmål i verden.
Intet dansk parti har tidligere haft så stor forståelse for færingernes selvstændigheds-kamp som netop Det radikale Venstre. Den radikale indsigt og forståelse sprang af, at de radikale landet over selv havde undertrykkelsen som baggrund, og de hørte selv til mindretal, som folkeligt måtte kæmpe sig til godtagelse og ligestilling.
Det er historisk vigtigt for Det radikale Venstre, at da de første færøske selvstyre-folk dukkede op i folketinget, så var det en selvfølge for færingerne, at de sluttede sig til Det radikale Venstres folketingsgruppe. Nu har enhver historisk følelse og enhver agtelse for folkeligt fællesskab forladt partiet, der aldeles holdningsløst nu lever af at slå jelvedske streger på papiret for at tegne forlig, der er uden hensyn til meningerne i folket og alene har magt-indflydelse som mål.
Færingerne selv har i to slægtled kunnet gøre dygtigt grin med tilløb til overdreven nationalisme. Ethvert folk evner at holde sig selv i skak, også færingerne. De trænger ikke til hjælp fra en Naser Khader, der er klogere på færingerne, end de selv er.
Ligesom vi har "klaphat-danskere" ,har færingerne i to slægtled haft "hudeskomænd". Det er det færøske øgenavn til folk, der lukker sig selv inde i selvtilfreds nationalisme. Jeg husker et maleri af en af Færøernes store nutids-kunstnere, Barđur Jakupsson. Det havde netop titlen "Hudeskomænd", malet i hans ungdom og en barsk undsigelse af nationalismen, skønt han samtidig var båret af stærk færøsk folkelighed. Hudesko er egentlig skindsko, lavet siden vikingetid, brugt indendørs, nu oftest af børn, også til inde-idrætter, men samtidig i 1960erne et sindbillede på indelukkethed eller gammeldags-dyrkelse.
Færøerne har klaret sig uden Naser Khader, der gør sig klog på en historie, han ikke kender, dømmer mennesker, han ikke ved nok om, og fordømmer med nutidens ensgørende religiøse stempler.
Naser Khader sagde sine ord til EkstraBladet i frisindets navn, hævdede han. Men han mangler selv helt det frisind, der ville fratage ham retten til at håne andre. Og da Det radikale Venstre lader ham fremture, må man tro, han latterliggør andre i rigsfællesskabet på partiets vegne. Dermed røbes det, at den socialdemokratiske statsminister Nyrup Rasmussen ikke var ene om den hidtil mest forfejlede og fordummende politik i forhold til Færøerne. Det radikale Venstre som regeringsparti sammen med Nyrups socialdemokrater må med de hånsord, Naser Khader bruger, have stået bag Nyrup i nedgørelsen af den selvråderet, som Det radikale Venstre engang var ivrigste værner af.
© Poul Erik Søe 30.5.2004
Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.