DAGDIGTE
er ufærdige myte-digte i deres tilblivelse, åbne mens de bliver til og lavet om.
Poul Erik Søe

1. januar – Tilblivelsens dag
Hvis  jeg havde vidst,
hvad jeg ved nu, 
ville jeg ikke have vidst det.

 
2. januar – Længslens dag
Ord foran døre
er nøgler
til det næste nu
 
3. januar – Stenens dag
Det evige bor
i skælvende arme
pludrende læber
rislende vand
smuldrende sten
og skødåbne ord
 
4. januar – Frihedens dag
Navngivet
er blomsten fredløs
allerede overtaget
alt for kendt
til at være værnet
kedsommeligt genkendt
selvom den
sprang ud i morges
 
5. januar – Søgningens dag
Mens vi reder
angstens tråde ud
flettes vore fingre
ind i hinanden
 
6. januar – Genfødslens dag
Lykke er de øjeblikke
vi ikke stræber
efter at blive lykkelige
 
7. januar – Knudens dag
Ordene
står stille
ved angstens dør
lystent ventende
på at blive skrig
da en gammel kvindes suk
blidt bringer tilliden tilbage
-
Jorden gjort skriveklar
af ny sne,
tavlen visket ren
sindet spidset,
tanker tømt,
god plads til en ny time.
 
8. januar – Træets dag
Dagen har nyt navn
for at gøre sig fri
til historie
 
9. januar – Stilhedens dag
Fra bølgebilleder
og luftord
styret støj
og glidende luftlarm
synker jeg stum
i stilhedens kar
der løber over
i mig
 
10. januar – Løftets dag
Mens min
gamle hud
brunes uden
sol vil jeg
sidde og
se rønnens
bær rødme
uden skam
 
11. januar – Magtens dag
Afkald
er at kalde på
uvidende
at gribe
mens du slipper
muligheden
er at mangfoldiggøre
ved at miste
 
12. januar – Ormens dag
Skyldskyggen
følger dig billedløst
og står efter dig
uden krav
 
13. januar – Barkens dag
Tiden
er delt
for at døve længslen
klokken slår
for at hævde
genkendelse
i uendelighedens
stædige ny
 
14. januar – Tællerens dag
Det haster
med vårens håb
for sommeren
har ingen længsel.
 
15. januar – Tindens dag
Viljen er oppe
mod smerte
og kommer ud
bærende på sin krop
 
16. januar – Bondens dag
Det er vigtigere
at blive hørt af den ene
end troet af den anden
 
17. januar – Rodens dag
Selv mure
står bedst
op ad andre mure
 
 
18. januar – Bruddets dag
Hen på dagen
den første bræmme
af hvidhed på havet
strømstriberne grønnes
hvide sejl søger indad
skyerne må videre
 
19. januar – Troens dag
Vi gør tegn
i stedet for
at genskabe tillid.
 
20. januar – Gensynets dag
Den mest fremmede
i følget
står frem
med skovlens trøst
valgt til at tolke
et fremtidsmøde
den aldrig før sete
lover et gensyn
 
21. januar – Fundets dag
Hvert skridt
går du i trods
mod tiden
som du undskylder
skridtet med
 
22. januar – Følelsens dag
Ord
der vises af
skal vende sig
i døren
som var de
på vej ind.
 
23. januar – Ildens dag
Ånden taler
i angstens drift
gennem
mundens skaberøje
 
24. januar – Guldets dag
Gæst
i din tid
bosæt dig
og gør vilkårligheden
til vilkår.
 
25. januar - Vennens dag
Du hørte,
hvad jeg sagde
og spurgte kun igen,
fordi du ikke
ville høre
Derfor tvivlede jeg
i gentagelsen,
og du hørte den tvivl
du ville høre.
 
26. januar – Tårens dag
Sidder lammet
af omsorg
mens tilliden
drypper af fingrene
 
27. januar – Varslets dag
Trækfuglene
skriver med kileskrift
et tilløb
til udråbet Vent
mens de hastigt
fjerner sig
 
28. januar – Mindets dag
Trøsten
leder efter
andres varme
gridske fingre
bag lådne hundeøren
 
29. januar – Ordets dag
Evigt ejes
kun det talte
mands minde
i mistet mæle
 
30. januar – Hemmelighedens dag
Her er vi blot grene
vildgroede
ind over fremmede hegn
rede til at skæres bort
for at pynte
i håndgjorte krukker
blomstre som vidner
 
31. januar – Spurvens dag
De nærmer sig
sagkyndigt
med ordknivene
for at skære dig
ud af din angst
klippedukke
i fortæppelys
så ingen ser
kludepappet
der holder dig oppe
 
1.      februar – Brøndens dag
Ledetråde
ude fra dit selv
er som årer
i jordens lag
siver gennem dig
og holder dig mørk
 
2. februar – Flammens dag
Lad det skrevne
gå gennem din mund
skær formen af ordet
med læbernes skarphed
og lad det lande
på puder af smil
 
3. februar – Øjets dag
Søg at sætte
dig imod
stå mellem
drøm og minde
bo mildt i modsætningen
 
4. februar – Granens dag
Hvis jeg
kunne standse
ved en blomst
og se meningen
ville jeg oftere gå
langs grøfterne
 
5. februar – Frøets dag
Det siger du ikke
siger du
selvom jeg sagde det
du godter dig
ved gentagelsen
overhører
min overdrivelse
gør ordene til dine
og går videre med dem
 
6. februar – Barnets dag
Holder hus med smerten
for at sikre
hudløse dage
nok til at blive trøstet
 
7. februar – Flodens dag
Vilkårlig vind
leger leve
med slattent strå
livløst løv
drømmedanser
i huggende hvirvel
rå raslelyde
tolker tomheden
 
8. februar – Gentagelsens dag
Du er en klode
i drift
om brede rum
en leg
i stjerners
hinkerude
en dråbe
over altets glas
et navn
i himmeltræets hjertebark
 
9. februar – Dybets dag
I angstens anelse
vishedens visdom
frihedsfrygt
binder gravkranse
af grønne bodsgrene
løfter løber
larmende
gennem golde gyder
 
10. februar – Svarets dag
Vi stod stille
hvis ordet
ikke havde lyst
 
11. februar – Mørkets dag
Ord
er skæbne
fri skæbne
fordi vi kan opsøge
andre ord end dem
der er vores skæbne nu
 
12. februar – Gryets dag
Du er dråber
på min kind
rande under
mine øjne
sorgrynker om
min søgende
mund
livets ar
glædens åsyn
 
13. februar – Hjemkomstens dag
Ord er trækfugle
der svigter
for trofast
at vende tilbage
 
14. februar – Legens dag
Dvælende
gensamler jeg livet
i dråber
til et stille væld
og heles under lyd
af førstefugle
og nedfaldsfrugter
mens bladene vakler
mellem grønt og rødt
 
15. februar – Mundens dag
Spørg venligst til min lidelse
så jeg siden kan ligge
skyldig i løgn
 
16. februar – Hammerens dag
Du har billeder
i din magt
flytter dagens vinkel
fra krog til krog
sætter virkeligheden
på plads
over bøjede søm
 
17. februar – Selvstændighedens dag
Du vil ikke genkende
ord du satte i omløb
men møde dem
som nye nedslag
på din angstager
 
18. februar – Færdens dag
Du hævner
dit nederlag
på mig
og gør mig stærkere
 
19. februar – Dansens dag
Håbet skjuler
sig i skyer
og røbes kun
i randenes lys
 
20. februar – Broens dag
Havet hænger
ikke sammen
Vandene bor
hos hinanden
uden at blandes
Havet står stille
som du selv
Larmen bølgerne
brændingen
er rynker
på et stille livs
ansigt
 
21. februar – Vingens dag
Alle slægter
ligger som billeder
i jorden
og venter
på fremkaldelse
 
22. februar – Frydens dag
Dråbedåb
pletvis genfødelse
drivliv
i flager
 
23. februar – Gavmildhedens dag
Hvis det evige liv
er det næste nu
er min dødsangst
lidt for overkommelig
Jeg vil lige vente
og se
 
24. februar – Sværdets dag
Går i
rusen
fri
sidder i
dør
på vej
 
25. februar – Hjulets dag
Larvelængsel
efter det ikke
savnede
sommerfugle
fri af digtets krans
ord fletter fingre
uden at tælle livlinjer
 
26. februar – Dødens dag
Jeg skærmer
en stilhed
der får brug for mig
snart
 
27. februar – Rosens dag
Mageløs og blind
på parrenes ark
sender jeg duer
ikke efter land
efter viljens kurs
og sejler siden
på trods af mig selv
ind i ødet
hvor tvivlen retter
viljen til
og plukker valmuer
på golde vidder
 
28. februar – Dalens dag
På stadig vej opad
synker vi ned gennem tiderne
tilbage til drømmen
tilbage til øjeblikket før tiden
mere og mere uvidende om
hvad der er opad
 
29. februar – Overskuddets dag
Græsset gror
ikke for lydens skyld
men for at du
kan høre dig gro.
 
1. marts – Den hemmelige videns dag
Ord leder efter os
mens vi søger dem
 
 
2. marts – Indsynets dag
Alangst drypper stjerner
minder flytter sig frit
trækker spor over øjet
bringer dig ud af drift
 
3. marts – Undfangelsens dag
Arvesynd
er historieløs løgn,
arven er evig undren,
og livet er svar
 
4. marts – Livgiverens dag
Længslens mål
bor ikke
i sin egen indre kraft
men i mødet
med hver af de andres
længsler
 
 
5. marts – Lyets dag
Selv er jeg intet værn
men vi er sten i diger
 
6. marts – Sendebudets dag
At være ordets arving
er kun
at ville mødes
 
 
7. marts – Faldets dag
Ord er skæbne
mulighed for stævne
sammenløb af stier
trådt af søgende skridt
du hører dig hjemme
i lyden af fodtrin
 
 
8. marts – Talens dag
Ordet er ikke en rest
af det tabte
men altid ny tone
i det eviges røst
 
9. marts – Ufødtes dag
Sender tegn
som raketbårne billeder
til rummets muligheder
men her blot stilleråb
lige om hjørnet
er jeg
har i hvert fald været
og hvis jeg er væk
er det sikkert tegn på
at du er efter mig
 
10. marts – Nordlysets dag
Ordet
i stenens form
gråslidt, rundet af bøgers brug
ligger slængt på opskyllet strand
indtil en salthungrende
slikker dets tørre flade
og giver glans igen
 
11. marts – Levningens dag
Gud var gammel her i landet,
talte dansk som dagligsprog,
da fra vandet kom et andet
ord om Gud med blæk i bog.
Danskeren blev ej forskrækket,
men tog bare pænt mod blækket,
satte bogen i en krog.
 
Der har bogen stået siden,
pyntet pænt med gylden ryg,
rokket blev ej folkets viden,
som fra oldtid gjorde tryg.
Der var nyt i bogomslaget,
folk dog havde før opdaget
guddomstanken uden tryk.
 
Odin sad bag Valhals volde,
så med sorg på Danmarks strand,
fællesskaberne var golde,
myteblomsten mangled vand:
Hvis det folk skal vinde helsen,
må jeg sende båd med frelsen,
Valhals allermindste mand.
 
Væk fra Valhal sejled skuden,
Odins søn var vel ombord,
halmstrå byttet ud med puden,
og han lalled efter mor.
Bølgen ligned moders bryster,
og han savned Asgårds kyster.
Savn gør ikke sønnen stor.
 
Skibet strandede i Lønne,
sendt fra borg i vesterled,
sat i land midt i det grønne,
som enhver slags Jensen ved.
Danskerne gik ned og kigged,
hæved overrasket blikket -
drengen i sin tommel bed.
 
Odins søn fik flæsk og dramme
og et svedet brød med sild,
så han voksed med det samme
og blev vågen, varm og vild.
Han fik bad en gang om året
og en lusekam i håret,
så han vakte kvinders ild.
 
Konge-valg er danskens vane,
gammel skik fra hedenold,
ingen snak om arv og ane,
bedste mand får enevold.
Drengen valgte de til herre,
tænkte, det ku' være værre,
gav ham kongenavnet Skjold.
 
Derfra fik hver dansker agten,
derfra fik hver dansker mål:
barneblidhed hele magten,
krigsråb kvalt af barneskrål.
Den, der altid slår for panden,
for at kue ned den anden,
spytter i sin egen kål.
 
Danskere er ikke bedre
end de andre folk på jord,
de kan også hylde, hædre
magtens brug af vold og mord.
Men før magten topper tinden,
straks i Danmark vender vinden,
skib blir meldt med Skjold ombord.
 
Dansk er gladest ved det milde,
sådan sejrede kong Skjold.
Uret bødes med et gilde,
hånd i hånd gør vold på vold.
Hænder fremstrakt imod fjender
ender med at vinde venner,
tæmmer tampelysten trold.
 
 
Skjold fik givet Danmark retning,
drengeblidhed, børnesmil,
så på dansk er stærkest sætning:
voldens vej har længste mil.
Og da Skjold lå død i sengen,
bar de ham som førhen drengen
over strand - til sidste hvil.
 
Han blev lagt på Odins skude,
sat fra land med stavn mod vest.
Mens han vippede derude,
holdt de danske gravølsfest.
Drak til gudesønnens ære,
han, som dansker ville være,
skønt i Valhal der er bedst.
 
Mange bølger brød i stranden,
mange år blev lagt til år,
men fra syd en dag en anden
mand til dansker-kysten når.
Han har frygt for dansker-sindet,
er af rygter helt forblindet,
tror, de ham til plukfisk slår.
 
Odin har nok været gnaven,
danskerne så glade ud.
Manden var sendt ud af paven,
som sig regned selv for Gud.
Og i Sønderjyllands mave
steg han ud i Danmarks have,
sagde, han var sendt som bud.
 
Knap i land han åbned munden
til en gammel jydesvend:
- Hør mig, her er lykkestunden,
Gud har sendt sin søn som ven.
Gudesønnen kom til jorden,
I skal høre det i Norden.
Jyden svared: - Nu igen!
 
- Han kom nøgen her til jorden!
- Nu igen, sa' jyden kry.
- Jeg skal sige det i Norden,
først i hednings Hedeby.
Gud har skabt sin søn med omhu,
så han fødtes af en jomfru.
Jyden svared: - Den er ny!
 
Gud er gammel her i lunden,
sønnens tegn er Dannebrog,
går omkring som ord i munden,
gemmes væk som blæk i bog.
Dansken vidste som den første,
at den mindste er den største.
- Nu igen! er Danmarks sprog.
 
12. marts – Kloens dag
Det usagtes
mulige ordlyd
er det næste liv.
 
13. marts – Dønningens dag
Det angstløse
dødeland
ligger i faldne blade
og venter
vårvilje
med spirende frygt
 
 
14. marts – Grøftens dag
Livet
hænger på væggen
uden snor og søm
Rammetræet
ligger ubrugt ventende
på kistesnedkerens høvlbænk
 
15. marts – Højens dag
Det, du gør
mod en anden,
i enemagt
dømmer dig ikke
ude i dig selv,
men alangstens dom
er til stede
i handlingen.
 
16. marts – Karrets dag
Disse nattimer
over et tømt
landskabs af ar
er ikke mine egne,
påbudt knælen
over arret oksehud
kan strækkes
ud over ordregiverens død
og dræbe mig
i ordenes bånd,
tungen
et fodformet fængsel.
 
17. marts – Drengens dag
Vi stjæler
hinandens dage
uden at kunne bruge dem.
 
18. marts – Klarhedens dag
Liv-øvelse
er prøvelse
til en vækst,
du først kan måle
i genoplevelsen.
 
19. marts – Dobbelthedens dag
Ordsyn
er en skikkelse
af ånd,
et væsen
i høren og seen,
ordsynet taler til øjet
i tavsheden,
til øret i mørket.
-
Viden
overlever ikke
viden.
På livets hav
er viden
kun bølger
for vinds vilkårlighed.
-
Vilje og værdighed
får også høje pander.
-
Våren
går som påklæderske
gennem landet
og hænger grønt
på helligtræerne.
-
Det er tvivlen i
den rene tvivl
der gør dig levende blandt
døde.
-
Du er selv
myten
om livet,
sagn og saga
i dig selv,
sindbillede,
som dit sind
ikke ser i tiden,
men som er slået op
ude i dig selv,
hvor kun myten
er virkelighed.
-
Svig styrker
harme hærder
løgnen løber i ly
for lægende latter
-
Magtarven
går krævegang
i dine kår,
angsten slikker
dine sidesår.
 
20. marts – Glemslens dag
Jeg skriver
syg på tavlen
og triller kridtet
i mit næsebor.
 
21. marts – Tilgivelsens dag
Din modstander
ser dig svagest
i de sindtråde,
der er din styrke.
 
22. marts – Tegnets dag
I sved, læder
jord
og udsondring,
død hud
og vindslebne stene -
opsluges viljen
for at udspy
ny handling.
I træt tåge
kæmper is og ild.
mens liv
i et tilfældigt
øjeblik
har gode vilkår.
 
23. marts – Enighedens dag
Himlen kun en flade
denne morgen,
nåletræerne
en gammel stregtegning,
kaffen et minde
i næseborene,
hunden krummet
ind i søvnen,
trinlyde i huset
fra gammel tid,
fluefangerne fra i fjor
for tidligt ude,
men musvitten sidder frækt
på foderbrættet
og hævder, det er vinter.
 
24. marts – Nitallets dag
Dommen
dvæler i vejen
- for enden
fejrer friheden
feje skridts fest.
 
25. marts – Indgangens dag
Hvordan ligger
angstlykke
mig i munden,
nådelykke,
ensomhedslykke?
 
26. marts – Pælens dag
Om lidt
hoster du igen
for at hindre mig i
at komme nærmere.
 
 
27. marts – Genkendelsens dag
Et ord
er et ord
og rammer
uden sigte,
kommer ugenkendt
tilbage
og vises rundt
som ny på stedet.
 
28. marts – Saltets dag
I gusens
karbund
løber dråber
sammen til klarhed
 
29. marts – Ravnens dag
Du er allerede
en svamp i mit indre,
din stolthed
har stjålet farven
fra mit blod
 
30. marts – Pilens dag
Du kan ikke flygte
ud i dig selv
kun trygt vandre
ud af dig
 
31. marts – Skrøbelighedens dag
Vi er tårer
indvendigt på
glasruden,
løbesod
i glidende ovne.
 
1. april – Skuddets dag
Vår
er udækket angst,
bløde næb
røbet
blandt spirer
i grelt lys
 
2. april – Mytens dag
Slib de gamle skår
af ordene
og skær friske billeder
i dem
til kernen knibes
for nye udsagn.
Også livstræet
har knaster
 
3. april – Frigørelsens dag
Puster en lille glæde
op til en stor
og fryder mig
over glædens føjelighed
 
4. april – Kildens dag
Hvis kun ja var til
ville det få
to tydninger.
Den ene ville
ryste på hovedet
 
5. april – Sejlets dag
Da tro
blev tænkning
stod vi tilbage
med det tabte
og måtte bøje os
for at samle agern
til nye livstræer
 
6. april – Rettens dag
Viljen går
til hånde
angsten
tager skridt
troen står
i tvivlsjord
og venter på bedre tider
 
7. april – Rollingens dag
Du lider
ved at være
liv i tiden.
Du lyder
ved at være
tid i livet,
din egen tid
-
Kærligheden
mødes på
tilgroede stier,
hvor angst,
ønske, magt,
lidelse, tegn,
drift og tillid
kæmper om
lys og jord.
Sådan fødes foråret
af dvalespirens
pludselige opdrift.
 
8. april – Sadlens dag
Hugormen
dør af sit navn
ikke af sine handlinger
 
9. april – Valgets dag
Hvorfor tør du
ikke spørge først.
Hvorfor er din samtale
kun svar
Du tager svaret
som den andens håb
ud af samtalen
ved at give det
 
 
10. april – Aksets dag
Prøver at fjerne
sidste penselstrøg
for igen at stå
med tilladt håb
om det fuldkomne
 
11. april – Oldingens dag
Den der ikke vælger
vælger også
og dømmer sig selv
til at miste
valgmuligheden
 
12. april – Indbydelsens dag
Sorg
er et mirakel
en fastholdt viden
om tilhør
helse
fra hængende hænder
 
13. april – Glassets dag
Børn i slægtled
har sået
skolevejens sidebed
med særgrønt,
tabte holdepunkter
på vej til skadeviden
Byen ligger lammet
med det tabte grønne
langs hofterne
under gamle lugte
af kridt og sæbe
Fire øjne
aftaler nye børn
Fremkraften siger ja
og holder i hånd,
mens sværme af løfter ikke ved,
hvor de skal lande
 
14. april – Gunstens dag
Du dingler i
drifttrådene ude fra
selvet i
dig.
 
15. april – Fremtidens dag
De andre
er trådene,
der usynligt
trækker i dit liv,
mens du vildt
svinger skarpe sværd
over dit hår.
 
16. april – Nådens dag
Der drypper
øgler for dine øjne,
masker for din mund,
og i angsten
står du med hænderne
i søm.
Sådan husker du
at bygge hus.
 
17. april – Tilsigelsens dag
Lyngen står sejg
uværnet
mens billerne breder brunhed
over fladerne
Under jorden venter fremkraften
på groplads
 
18. april – Sikkerhedens dag
Du ser en
læderskal,
jeg ser en
viljeform,
stillet under
mine sanser
som tøjrpæl.
 
19. april – Gådens dag
I min længsel
er jeg genopstået,
når blot dagene
til døden
ikke var imellem
med tolkningskrav
 
20. april – Indvielsens dag
Kun på nedturen
finder du
i generindringen
den kraft,
der førte dig op.
 
21. april – Brisens dag
Livets mål
er tilvænningen
til døden,
ensomhedens
fuldendelse
 
22. april – Mulighedens dag
Når fremkraften kaldes ro
står solen stille i sindene
At skifte fjende
kaldes fred
 
23. april – Snævringens dag
Du lå altid død
i mine arme,
så drømmene
steg
af asken.
 
24. april – Spillets dag
Lyv ikke angsten
bort,
søg den op
som sandhed
og hils den
med åben favn,
indtil du rummer.
 
25. april – Tordenens dag
Stilstand
samler ikke skyld,
men indhentes
af gældarv.
Du overhales
midt i din retfærdighed.
 
26. april – Tvivlens dag
Kloder går, og kloder fødes,
liv omsættes skæbneskabt,
liv opstår, og livet ødes,
og dog går der intet tabt.
Vi er grundstof i guds tanke,
kun det rygte gør os ranke,
skønt det hele virker skrapt.
 
Jordens undergang får være,
den er til at leve med,
trøsten er den skøre, sære,
at vi alle skal af sted,
og hvis verden går af lave,
dør jo høje folk som lave,
derfor er jeg ikke ræd.
 
Nej, det dræbende ved døden
er ej fælles undergang,
for den enkelte er nøden,
at ved graven lyder sang,
andres liv har stadig kræfter,
lever stærkt og længe efter,
gravøls griske efterklang.
 
Ensomhed er dødens mærke,
ikke smerte eller gru,
selv den åndelige stærke
må i døden gå itu,
skilles fra sig selv og livet,
miste alt, hvad der blev givet,
tabe alt, der er i brug.
 
Trøst dig med, du er en klode,
du er Jorden i dig selv,
og i døden, alt der bo'de
i dig, svarer gammel gæld.
Du betaler nu tilbage
til den gud, der gav dig dage,
liv er mer end svineheld.
 
Trøsten er den skøre, sære,
at vi alle skal af sted.
Held og lykke - det får være,
sikker død har alle med.
Det er livets sikre vinding,
at du ender bag guds tinding,
i guds tankes gemmested.
 
Krop og sjæl blir mæt af dage,
begge dele går fortabt,
krop og sjæl går kun tilbage
til den gud, der har dig skabt.
Derfor er dit liv usårligt,
du er ikke skabt vilkårligt,
derfor går der intet tabt.
 
gud er skæbnens redningsplanke,
langt fra en tilfældighed,
du er grundstof i guds tanke,
og det er du heldig med.
Liv dør ud, men intet tabes,
derfor kan igen du skabes
af guds tankes vældighed.
 
27. april – Hundens dag
Kuskens råb
er i hestens øren
som smerte
af pisk,
andres ord
når dig som snert.
 
28. april – Penslens dag
Angsten
navngiver magten
for at mindske den
 
29. april – Lastens dag
Tør du hverken
kaste dig ned
eller svinge dig op,
bliver dine drømme
mindre og mindre rum,
indtil du er væk
i en væg.
 
30. april – Soens dag
Tonen
er nodens fange,
vejen spærrer
for nye stier.
 
1. maj – Vejens dag
Den
der brænder
sine ord
i begge ender
står oplyst
i tavse gange
 
 
2. maj – Løvspringsklemslens dag
I aftenvåd eng
stille duftgliden
adskilte spor
synger i kor
for sanserne
og et knækket strå
bløder hvidt
uden håb
mens mørket
lægger bind
om smerten
i mine øjne
 
3. maj – Jublens dag
Jeg har brugt
din krop
til at elske
mine drømme med.
 
4. maj – Bladets dag
I gensynet
bærer I
mindets maske
og taler til andre
end jer selv.
Genhør
er dødes sprog,
tabt tid
trækker hornede lag
over mulighederne.
 
5. maj – Håndens dag
Selvsagt tager jeg
din løgn alvorligt,
hvor skulle smilet
ellers komme fra
 
6. maj – Brændingens dag
Til sidst
er alt i dig
og du er ene
i din styrke.
 
7. maj – Livets dag
Ventetids
søde dræ
det ukendtes
tåge
for vidende øjne
kroppe
der spændes
i anelse
 
8. maj – Indsigtens dag
Savn
er viden
om fortid
anelse om fremtid
vintersmag
af grønne strå
 
9. maj – Vildnissets dag
Stien fører mig
til ukendtes
ukendte mål
Jeg stoler trygt
på deres efterladte håb
 
10. maj – Agerens dag
Når timetælleren
standser af slid,
er dine timer
stadig utalte
 
11. maj – Spørgsmålets dag
Mor lå i sengen
og kaldte det influenza,
turde ikke gå med,
ræd som altid,
fordi hun ikke var med.
Mørkelægnings-gardinerne
blev ikke taget ned,
verden skulle holdes ude.
 
12. maj – Salgets dag
Det hørtes som frihed.
Du bøjede dig
under grenene
med guldringe
for at samle
nedfaldsæbler
 
13. maj – Slægtens dag
Stregløs
om ukendt hjørne,
strøgliv
ved prangende
boders dugruder,
strigle
foran lukket dør.
 
14. maj – Nærværets dag
Hvad er mig
træets trøst
mod disse dage,
da feber røber
jeg er til.
De syges ret
til riget
rejser sig
som en pæl i kødet.
-
Billedet
er der stadig,
når kunstnernavnet
blegner.
Livet er der endnu,
mens døden udvisker
dine øjnes ord,
dine læbers billeder.
-
Sidder på stilk
i min vase,
som lammet for neden,
husker ikke meningen
med at gå.
-
I dristig
talerstolsrytme
kaster han sig
mod strømmen -
øjeblikket
før den vender.
 
15. maj – Livsytringens dag
Mine ord
er ikke mine.
Jeg ejer kun krop.
Jeg er mark for ord.
Træl under ord.
Jeg dør,
når dine ord
vandrer videre
uden mig.
-
Du er fremmed her,
fordi du har sendt dig
fra det fjerne
ude i dig selv.
-
Dit mål er ikke
en fremmed evighed,
men igen at mødes med
det i dig,
som engang sendte dig afsted.
 
16. maj – Medlevelsens dag
Sangene går
imellem os
som pisk
på dvælende lemmer.
-
Du har hjemme
i din stedløshed,
lænker fastgjort
i tider,
der kommer dig imøde.
Uventet
skal du møde,
hvad du hele tiden har vidst.
-
Al rige
ej set før
lige nu
da du gik
videre blind.
-
Man kan sætte sig
med ordene
og bygge spil med dem,
lege dem til nyt liv,
indtil man ikke ved,
om ordlegen
var før
ordlegemet.
-
Sejren er at
overgive sig til gud,
men i mødet
mellem sejr
og overgivelse
kan gud ikke
være til stede,
fordi løsrivelsen
fra viljen
kræver vilje.
Du taber
ved at sejre
og har ingen mødt.
-
At elske
en anden
som sig selv
kræver en ordsynlig ånd,
ikke at elske
ved at måle,
men at elske
gennem det ordsynlige.
-
Alt
er genoplevelse,
men da du
stadig skifter ståsted,
ser du kun
nye vinkler
af det samme.
Du er usynligt glas,
der kun ses
ved dine genspejlinger
af de andre.
-
Det, vi ville,
førte os sammen,
og siden så vi,
at viljen ikke var fælles,
men tavsheden hindrede,
at vi røbede
den fælles viden.
 
17. maj – Sindbilledets dag
Fremmed
trukket
fra vand
landsat
oppe mod
billede
gemt hos
hver dag
 
 
18. maj – Livsmodets dag
Længst tavshed
straffer
indtil ordene
står hæftet
i guld på kranse
og køres bort,
når jorden
falder til
om svar
der omdannes
i råd.
-
Overflødige børn
strides om
pålagte gøremål,
mens latteren
hindrer lærdom
om stilheds gydelov.
-
Stjernerne
er pandebånd
om livets hoved,
pålagt stramning
om tænkning og tro,
magtens lænke,
alangstens reb.
-
Livet er altid
ved lukketid,
og vi er selv dørene.
-
Man ser sit liv
kogt ned til omtale
og står dog frihalset
ved sætningernes port.
-
Smag
af jern
og lugt
af angst
som aldrig før
i mund og næse
og dog let genkendelige.
-
Genoplevelse
er lægeurt
med fremtidsrødder.
-
Tider
kommer dig imøde
forfra
med lyd
af gentagelse.
Bred armene ud
for at tage imod.
 
-
Grådkvalt
af ydmygelser
fremtvinger stemmebåndet
nødlyd af oprør,
vrede spærrer
for barneblidhedens konge,
der allerede har ankret op
i jammerens bugt.
-
Elsk linjerne
på det blanke ark.
De er tråde,
der løber skabende
ind i din tomhed,
fast grund
under verseføddernes
drømme.
-
Mågerne fra Tøving
sidder på magtens kobbertag
og holder sprogøvelser
for at være på højde
med løgne i laksko.
-
Gulvene flyder
af tøj, plast og bøger.
Vi bukker os ikke
efter det.
Sådan fyldes graven op.
-
Kalk væggen hvid,
streg livet ind
som et mødested,
stråler,
der løber sammen
i en stjerne,
veje,
der vælger at krydses.
Den trofaste tvivl
smiler fra sammenløbet,
indtil du ikke kan se
skilteskoven
for bare muligheder.
 
19. maj – Digets dag
Jeg vil stå
ved bundløshedens livskar
og drikke
af den stilhed,
der giver mig ordets styrke.
-
Tærskelsnog
for mine fødder,
ventehegn
om mine ben,
gærdedød
på mine øjne,
højvandsdiger
om livets håb.
Men det pibler
ved digets skråfod.
-
Hængslet
gør
dør til dør,
håb
er livets drejemulighed.
-
Svar
er kun
venlig stræben
efter at fylde
mer tomhed
i din tomhed.
-
Frygten for natten
er en ven,
en vis viden
om kræfter,
der er oppe
for at nyføde dagen.
 
20. maj – Sydlysets dag
Tab
er at miste
det eje,
der aldrig var dit.
Vinden
stjæler dit træs blad
for dine øjne,
mens du klager
til årstiden.
-
Når du er ude
af dig selv
på grund af angst,
står du ved siden
af dig selv
på angstens grund.
Tag dig i hånden
og følg dig
ind i dig selv.
Se,
du kommer til dig selv
udefra.
 
21. maj – Håndsrækningens dag
Gør dig ven
med angsten
ved at dele den
i frygt og budskab,
spørgen og tilbud,
krav og svar.
Ven er du kun
med den
du trænger ind i
og kender
ved at dele.
-
Når
mørkekræften
æder din sol,
fødes de fjerne dage.
Den enes nat
den andens dag
-
Jeg er selv bølge
uden viden om den næste
taktslag
med længsel efter puls
 
-
Jeg har ikke mer
at give,
og du spørger
ikke efter det.
 
22. maj – Takkens dag
-
Jeg sidder og længes
efter det, jeg er midt i,
og smiler ved den overflod
både at være midt i og endnu
at kunne længes
-
 
Du kan vride
dig dvælende
under magtens vellyst,
til du trættes
af trældom
og træder
foran friheden
for at lade dig favne.
-
Magtafkald
er at stå
i angstens åbne land
og se den anden nærme sig
med alle våben strittende.
 
23. maj – Sortsygens dag
Skræmt længsel efter
storhed ophøjer det
syge ved at tage
sandheden ud af
sundheden.
-
Nu lægger hun sig
med ord om,
at en ny uge
er på vej,
og inden søvnen
når jeg at smile
ad hendes flotte omgang
med ordet ny.
 
24. maj – Navlens dag
Til overs
under pyntetræet,
ene med
ensomhedens gave
under dryssende nåle.
-
Ja under tvang
har hovedrystende
børn, der løber
ud og bliver fler.
 
25. maj – Synets dag
De vil skabe
min sorg,
lokke mig
med lidelse,
mens lysten
flakker i mine øjne
på vej gennem
bogens slutning.
 
26. maj – Opdriftens dag
Også uret er træl,
trukket op med tvang,
skønt det er herre
over sin herre.
-
Grønt og gult
løber lokkende
om karrets kant
for at flytte
lystens billede bort.
 
27. maj – Trefoldighedens dag
Tilliden
med mine åsynsdrag
og kroppe
af min egen støbeform
slår vogtende kreds
om min lyst,
hindrer mine
skridt, øksehug
og vinkende hænder,
så jeg står med livet om mig
uden at kunne
slippe ud af det
-
Hold dig nær vandet,
så dets tilværelsesformer
opdrager dine handlinger
-
Dit navn
står skrevet
i evighedens krumning
som tegn
på din trefoldighed -
den
som er til
den
som er på vej
den
som er i tiden
-
Hjertegræsset
har navn af
form
ikke af
følelse, spinkle omrids
bæver i formdansens
grønne kæde
forgæves famlende
efter hjertesproget
 
28. maj – Smertens dag
De vil
godstemple
dine følelser,
måle din gråd
og veje din vrede,
men ikke ænse dine ord
-
Glædeshøjden
er det smertefri nu,
der kan udstrækkes,
hvis lydigheden
er fuldkommen.
Længe før
straffens smerte
lugtes viljens nej.
Højere når jeg
ved at indhente fejlen,
før slaget falder.
Livshøjden er
modstykket mellem
at dvæle i det rette
efter fejlene
netop i det nu,
straffens smerte
når mig.
Sonings og strafsmertes
samtidighed
er lydigheds storstund.
-
Stilhed
henter ikke
sin fylde
fra tomhed,
men fra muligheden.
Håbet øser
af stilhedens kar.
-
Den billedskærm
der drejer sig
i mørket
over jorden
har lys
fra mit ydre liv
og bruger mig
til strøm
for nye kloder.
-
Din verden går ud fra alangsten
Du er til stede
men har hjemme i tidaltet
Smerte
er rådhuller i din dør
nedfaldne tagstrå
brogede blade på mulden
stivstilke over vintersne
digebrud
og sprængte murfuger
Frygten for smerten
er skolen for livet
Mejsel og hammerslag
former en krop uden livshele
og kalder den billede
 
29. maj – Gabets dag
Taltid
er enfolds kamp mod
altid.
Formtabte guldhorn
for levende okser
Narren vågner
for at svare sin skyld
-
Lyd
af lydende vilje,
pligt under pisk
og en klukkende undren,
der gør indvendigt fri.
Snyder uret
og står op før tiden,
der først skal have tøfler på.
-
Den første sang
lyder ikke mer.
Skyerne finder ikke på
nye billeder.
Smerter
går ad gamle stier
og avler ord.
Krokus har længe
været for nedadgående
for at vente på nye tider
-
Døden kunne ikke
komme til
for et forstående kor
af pudevendere.
-
I modsigelsen
mellem styret og fri
er spændt det reb,
som skæbne
og tilfældighed
har hængt sig i.
Modsigelsen
hedder angst
og truslen
er løgnens krav
om at ophæve
modsigelsen ved at vælge.
 
30. maj – Hvalpens dag
På overfladen
går stormfloden
som ødelægger
over kysterne.
På bunden renser den
seklers affald ud.
-
Om lidt får
jeg sagt farvel,
om lidt træder
jeg ud af tårerne
og drejer livet
ud af læet.
-
Ordene
ligger i lag på
vintermøddingen og
venter en greb, der
vender dem opad
til frihed
-
Træet står
som trøst
over dig
og breder grene
over sekler
uden styrevilje,
men under
dit bøjede hoved
ligger en del
af en menneskedragt,
tømt for liv,
men i sin magt
levende
af ord,
der har gjort din
ydmyghed til vane.
-
Børn holder hænder
for åbne øjne
og ser gennem fingre
til deres jæger
i kådhåb om at blive fanget
og være tvunget til
selv at skulle
tælle til hundrede.
-
At følge
er også
valg af frihed.
Slaget standses
af lydighed,
livet leves
under krav.
-
Angst
for angsten
er ikke angst,
men lydigheds fravær.
 
31. maj – Lindens dag
Den røde morgen
stiller blomster
ved mit hus,
synger om fugle,
som fløj uden farvel.
-
Ventevane,
dvæledrift,
dvaledag
i lovet sols fravær.
-
Ordet natur
spærrer sig ude
fra græssets grosmitte,
lukker for næsens
sugelyst
i en frodig eng.
Ordet natur
er som et nyfødt barn
med skævt brillestel.
-
Du skal elske
herren, din gud,
og din næste
som dig selv,
ikke hver for sig,
for kun i mødet
er gud gud,
din næste sig selv
og du dig.
-
Ser du ikke
stigen
for dine øjne,
så du ikke
fristes
til at gå op?
-
Ordene
er tyvegods
fra døde slægter.
 
1. juni – Rynkens dag
Magten svarer ordrigt
på det,
der ikke spørges om,
tager din spørgen
fra dig
uden at svare
-
Hegnet er væltet
ind mod
usikkerhedens mark,
og jeg tøver bundet
af de minder,
der hedder nuet,
mens lysten flår
i fine fødder.
-
Tal ikke
for døve døre,
men løft dem
af hængslerne
og gå ind
i anelsens samvær
-
Brød og vin
er mødesteder,
billeder på
at dit møde
med de andre
kun sker
for at gud bliver til,
mens du og de andre
stadig er de samme.
-
Du falder
hele tiden
af livets kroge,
fordi ingen
har vendt dem
opad.
-
Hvert ord
er lån
fra tilblivelsens verden,
men ved at være
selvtid i livet
skabes nyord,
som du tager med
ud i dig selv
som et frø.
-
Hvor kummerligt
at vi er kristnet
til lede ved
ordet lykke,
mens kineseren
kækt knytter det
til den glæde,
man selv kan gøre noget
for at kalde frem.
-
Ensomhed
er den drift
der tvinger dig til
at skabe gud
i mødet med de andre
- ensomhed
driver dig til
at genføde gud.
 
2. juni – Syvtallets dag
Angst
er en spore
til glæde,
varselviden
om at livet
kan drejes
op mod døden.
-
Stjernegudindens slæb maler for øje
huskningens billedbog
Overskud af fremkraft
leger tyngdeleg over hvælvet
for at tyde tidaltet i dine sind
 
Du avles
af far og mor
for at gå ind
i det skabende
kredsløb,
hvor hvirvlende møder
sætter gud
i verden påny.
At være tabt
er ensomhedens lukke,
hvor vi uden
mødets mulighed
går forbi
gudsfrøets ørkenleje.
-
Alangstens sorte hul
som et minde
en mulighed
kaster søstjerner
mod nethinden
Et vogntog kører gennem tidaltet
med eftergaver til dit arveblod
 
3. juni – Stolens dag
To tar
alle pletter.
To er at vaske
det gamle væk
og blive ny.
-
Truslen
vender tilbage til munden
og tar sig kvælende god tid
i struben,
indtil jeg må gøre den voksen
og lade den forstå,
at gamle trusler
er for store til at få hjemlængsel.
-
Elskov
er ikke mer natur
end at sætte
ord sammen.
-
Ord
føjer
liv
til
syn.
Udsagn
er evige billeder.
Ord
er øjets
skaberværk.
-
Du ser kun
det sete.
Der er ingen
nye billeder
penslen.
Men træder du et skridt tilbage
lyser det inde bag farven.
Den tomme stol
er sat frem til håbet.
-
Som ord
er lykke
ikke mer slidt
end kærlighed,
men måske har vi ikke
slidt nok for
at give lykken
indhold, mening
og fylde
 
4. juni – Hesteskoens dag
Stil ikke din afskårne trøst
på mit bord,
spær ikke min smerte inde
bag vasevægge.
Rejs mig et mandskøn
omhyllet af kvindens
og kald det grønne smykke
mødefavn
Gå fra dit sted
og bliv en anden
Se dig ikke tilbage
Men tag saltet med
Kransene vil endnu kalde
når sommeren soler sig.
-
Hen under aften
dis mellem græsserne,
skjulte former
i stilheden,
før mørket
sluger ængstelsen.
-
Først var ordsynlighed
åndens anelse
om de billeder,
virkeligheden
blev streget ind efter.
-
Styringen
ligger
under dit sind,
men er tøjler
i rummets stjernehånd.
Det kommer derudefra,
hvor du skal blive engang
ved ventetidens ophør
-
Søgndage af
syg skiften mellem
smerte og magt,
stadig færre
sekunder mellem
skiftene og stadig
større slaphed
i skelneevnen.
-
Skyld
er et budskab
gennem tiderne
om tilhør,
et tegn
fra aldrig tabte
troskaber.
-
Det er kun
den overraskende
gentagelse,
der sætter i
gang.
-
Sværtefyldte snøringer
glider mod næsebor,
underlæbens
indre hinde
gnider mos grus,
mens smerte bag mig
fordrer fejlfrihed.
-
Du nærmer
dig krydset
og ser form
for dine øjne
spor efter dem
der uden undren
ville her forbi.
-
Du låner
ikke liv og form,
ånd og fravær,
men ejer
stilhed og støbning.
-
5. juni – Øksens dag
Sindet vil ikke
skille kønnets
smerte fra
sygdommens og
sorgens.
-
Du er skyldig i
ikke at være skyldig.
Det næste skridt
bringer dig på ret køl,
så den gode gæld
atter skriver kladder
til dit liv.
-
Ord
der ikke vil høres
skal siges påny.
-
Rendyrkelsen
af valget
fører ikke til
altet,
men ender
i dig selv.
-
Øjnene leger
guvltavl,
og liver løber
videre i hvide
og sorte stens
slebne streger.
-
Smiler med
viljens mund,
hængt op i
smertens tråde,
mens tillidens dråber
pletter mulden
under lattergalgen.
 
6. juni – Udfylderens dag
På selvopgivelsens rand
på håbets sorte tavle
skrev du
alt livs mulighed
i ordene om
endnu at være for ringe
til at dø
-
Vi løber
efter ny form,
ny stil
for at glemme
ælden i egen form.
-
Ved at vælge målet
vrager du
det større mål.
-
Hovedløs er dragen
og kvindeformen
efter kampen
Marken bløder efter sværdet
Frugten vil smage af jern
Friheden glor med sine ar
efter udfylderen
Den brændte by
graver efter ler
Dagen er alt for ny
til at værne din tryghed
-
Jeg går hånd i hånd
gennem græsset
med sin søn,
mens ordsynlighedens ånd
vandrer gennem håndfladerne
i små tryk.
-
Du sidder
i angstens
gem med udve,
mens du
presser
håndtaget opad.
-
Min tunge
glider langs tråde
igen og igen,
indtil en sål
ridser mine læber
og fylder min mund.
 
7. juni – Forløsningens dag
Forsommerens
grå formdækker
diser dagene
før livkuglen
løber løbsk
og gør dagene lange
med trinfri lys.
-
Den der svigter
for at vinde egen fred
svigter dobbelt
-
Hvem har haft magt
til at gøre støvet
til billed på død
og at gøre andre
til støv
for sine fødder,
mens den støvgjorte
føler magten over sig
strømme til
som liv?
-
Ord er pinen værd
De hænger for enden
af den stumme smerte
Når knoglen er brudt
marven suget
ligger de farlige ord
i forløsningens bukkehud
og kaster sig frem
gennem tidaltet
-
Kendt krops
kedsommelighed
dødevarsel om
drifttrældoms ophør.
-
Ordsynligheden
svævede
over vandene,
før der blev sagt:
bliv lys.
-
Det evige livs
tag-selv-borde
kræver
medbragt spisegrej.
-
Tak
tomhedens tilråb.
Tiden tømmes
for tro,
og tilliden løber til
og tætner det
tærede hul.
-
Tvætte
er det ord, der gør
tæer tilbedte,
Gammel Jehannes
vasker fødder,
han er på vaskefad,
ikke hviskefod
med det jordnære.
 
-
Gud er
ikke helheden,
Gud er ikke i
al væren
i sin adskillelse,
gud er ikke
samtidig hel
og i det skilte,
nær og udenfor,
gud er mødet
mellem helt og skilt,
mødet mellem
stjerne og støv.
-
Gud er
som det lys,
den vældige eg
levner granspiren
ved dens fod -
som grundvandet,
der i tørken
emmer fra topskuddet
og når min visne kind.
-
Dødsstraffen
byttet ud
med tilsyede læber
er død
i levende live.
-
Mennesket skaber gud,
fordi gud har skabt det
til at genføde sig.
I mødet mellem os
gror den kraft,
der presser gud
gennem fødslens snævring
og fylder os
med livgiveres pligter.
-
Du ejer mig
og deraf
springer din skyld.
Jeg er
dine muligheder,
deraf dit valg
og dit ansvar.
Når du strammer
mit bidsel,
trækker det
i dine egne mundvige.
-
I ordenes mødested
fødes gud af død,
som er kærligheds
fravær.
Kærlighed er
at give liv.
 
8. juni – Underkastelsens dag
Ved at nægte
dig selv
et ønske
opfylder du
kun et andet ønske -
om ikke at være
i ønskers vold.
Du er ønskets slave,
indtil du opfylder det.
gud er ikke
i afkaldet på ønsket,
men i de veje,
du vælger
til opfyldelsen.
-
Bagmuren
er på den anden side
foran.
-
Knæler du
på krav,
eller synker du
ind i dig selv?
Kræver du ordrer
ved at lade
blikket spørge,
også hvor du
kender sikker vej?
Så er legen krig
-
Skrænten
synker i stranden
og bliver bund
under mine ben.
-
Du lever
i den krop,
der dag for dag
nedbrydes til ruin.
Der er stadig
færre rester
med plads til liv.
Snylteplanterne
har allerede lange rødder
inde i dine fuger.
Men livet indretter sig
og hygger sig i gamle kroge,
genfinder gamle minder og møder,
bliver helt opmuntret
ved generindring,
bøjer sig med vidensmil
under de lavere lofter.
-
Krigens fingre
aftrykker sig genkendeligt
i landskabet
Det uskyldige
slæbes til dom
Medkraften
er uden held
Står magtesløs
ved magtmøllen
og kværnes til sejr
-
Kurrestemme
søger at skjule
vellysts vilje,
mens påtaget døvhed
holder indsigelsen
ude.
-
Alangsten
er kun et tilløbsord,
den første åbning
til et endnu
ordløst landskab.
Men jeg vil stille
ordkæden op.
-
Angst sår
den tvivl,
der tvinger.
-
Du står
billedløs
bag dig selv
og træder for hver dag
længere ind
i din skygge
for til sidst
at blive eet med den.
 
9. juni – Livlinens dag
Kald ikke dine
drifter kærlighed.
Lænk løfterne,
mens kroppene leger.
Parring har ikke
lighed med det kære.
Kærlighed
bor ikke i kroppene.
Kærlighed er
de mange knoer,
der banker på yderdøren.
-
Hvad skal navngive
det hindrende og igangsættende,
det dræbende og genfødende,
det lammende og løbende,
de modsætningstråde,
livet er spændt ud i,
nettet, der bærer os oppe
og hindrer vildskud,
livlinen
-
Samler sig til
storslået slutning
for at sløre
små dages sorg.
 
10. juni – Ordsynets dag
Ranke
er også ord
for vejrkuet
drueliv
i snoninger
om kroge og snore
-
Kærlighedens magt
dræber hensynsløst
også kærlighed.
-
Hvor troen
byttes ud med viljen
handler håb
om allerede døde dage.
-
Tilfældigvis
er vi til.
Det ved vi -
heldigvis.
Er vi skabte,
er vi overladt
til en mening
med os.
Nu er vi
tilfældigvis
frie
-
De kan dele din sjæl
i landskaber,
kortlægge
dit sind i snit,
men de ser ikke
din klode dreje
med dem og med Mælkevejen
-
Der er dom.
Der er ret.
Der er helhed.
Der er sammenhæng.
Dommen har du med.
Retten
er din hemmelige
viden
om helhed
og sammenhæng.
-
Ordsyn
er måske
- nu får vi se -
det ord,
jeg vælger
for gud
-
Vi bor trodsigt
under træ og tegl,
mens våbnene
fjerner kloden
fra deres bane.
-
Magtord
hænger ikke sammen.
Magt
er eet ord.
Ord
er
ordre
er
magt
-
Du står
på hver side
af klodernes skel
og strækker hænderne
frem for at nå dig.
-
Stå midt
i vejenes
sammenløb
og se samtidig
mod deres fire mål,
guds form.
-
 
 
11. juni – Tryghedens dag
Den sidste tid
er blevet den senere
og lagt bag mig,
mens jeg finder
fremtiden frem
i mine gemmer
og skraber muglaget af.
-
Sidsteord
er stræben
efter at lænke
det levende
Derfor gentag dem
for at blive bundet
Fortsæt dem
for at komme videre
Følg dem
for at blive fri
-
Mæskedag
før høst.
Sidste gemmesmag
af gammelavl.
Smulerynker,
omsider tandløs
kønsmund
-
Skal
er værnende tryghed
om spiren
og ordet,
der byder vækst.
-
Du vælger
den nære angst
for at døve den fjerne,
nærmer dig
for at flygte
længere væk.
-
Ord som liv
er uden udsagn
om indledning
og slutning:
Ord drejer os
om hjørnet
til ukendte steder.
-
Gud
er det varige
i væksten,
det levende i døden
og dødens medrejse
i spiren.
-
Mit hus
er to
kroge
i samme snoning.
Du sidder
i mit ord
og ser kun væggene
uden samtidig
at ane først og sidst.
Mit hus
er livets ordbillede,
rammet ind
af buede vægge.
Der vil du sidde
med håb på læberne,
tryg i lyttende liv,
vis på at høre til.
 
12. juni – Hiets dag
Jeg er den, jeg er,
tømrersøn,
vil hele, glatte, runde.
Fyldes, så intet
kan føjes til.
Færdiggøres,
så intet kan tages fra.
Omsluttende.
Indkapslet.
Ved korsvejen
må I standse
for et optog
med birkegrene
og flag.
-
Slavens oprør
er den lydighed,
der driver magten
til det afslørende skel.
-
Hvert ord
et møde
mellem det virkelige,
det umulige
og det usynlige.
Ordet er
ikke virkeligt,
røber ikke
mulighedens indledning
og virker kun
ved usynlighedens kraft,
men i virkningen
bliver det virkeligt.
-
Sten
forskudt
for sten
er det murvæv,
der bærer
lidelsen oppe.
-
Her nede
sænket af skibe,
jeg selv satte i vandet,
skærer jeg glæde
til mit bord
og dukker op
mellem retterne
for at skrive på dugen,
at alle træer vokser
ind i deres egen himmel.
-
Viljens almagt
viger for
viljen til afkald.
-
Ingen går forbi
hinanden.
Vi går igennem
med en sitren
af dalende blade
i hændernes hårlag.
Blade
bliver muld og liv,
men den førende vind,
det bærende vand,
afgør hvor.
Ude i dig selv
styrer angsten
dig ind gennem de andre
og aflejrer din del
i dem.
 
13. juni – Mælkebøttens dag
Vi taler om
kærlighed
uden at elske,
men lykken
kommer kun
over læberne
med et skævt smil.
-
Al gudstro
er lagt øde
af ord om,
at gud er uden for verden.
gud er i verden,
delt imellem os
og alt,
og kun til stede,
når det delte
samles
i et møde.
-
Angsten
driver døden
fra dørtrinet
og jævner gruset
for gryets fod.
-
Viljen er den
mørnede broplanke
mellem tro og tvivl.
-
Stoffet, formen
og farverne
tiltrækker mig,
men gå ikke
i den trøje
for min skyld,
så jeg ved,
at det ikke er den,
der binder mig.
-
Aftaler om
kærlighedens spil
er at give afkald
på vilkårlighedens
muligheder.
-
Ser du
marehalmens billed
for dit øje,
klittens
midlertidige leje,
mælkebøttens
tumleleg mod frø,
et strå mod vinden,
sand blæst sammen,
et stativ
for nye blomsterslægter.
Dit øjes vædsker
vil synke i sandet
og holde på det.
-
Håb
har altid
historie,
indbygget
længsel
efter gentagelse.
-
Nej
er kun muligt,
hvis du kender
et ja.
-
To
må tro
hinanden ny
for ikke at ældes
dobbelt.
-
Skæbne
og tilfældighed
er i dine
egne fire hænder
i og ude i dig selv.
-
Tyskernes russer-slave
skudt
og slænget i sand.
Hvert år henter havet
en klump af klitten.
Snart åbnes russerens grav
i siden mod gushavet.
Han glider til randen
og sejler hjem til Rusland.
Hitlers hærværk
er ingen hindring
for hjemlængsel.
 
14. juni – Blodets dag
Selv drømmenes
yderkant
dækker kun
grader af
mulige forskelle
-
Følger du mig,
så dvæl ikke
ved det een gang døbte,
men lad dig tvinge
til dagligt håb.
-
Mens mit tøj visner
i tidens stil
lader træerne høfligt
som om de kender kalenderen
og breder blomster og blade
over det rigtige halvår.
-
Virkeliggørelse
af drømme
kræver i søvnen
kun små skridt,
men i virkeligheden
en anden verden
-
Uden lidelsen
ville vi ikke slippe
livet,
men stivne i krænkelse,
dø med
krængende læber.
-
Dagene venter
på at blive hentet
og givet
op påny,
mens legen
endnu er god
-
Vi er planter
i tidaltets have
med rødder
ude i os selv.
 
-
Gør ikke kærligheden
så stor
at du ikke kan nå den,
gør ikke kærligheden
så fjern,
at du aldrig så den.
gør kærlighedens vej
så jævn,
at du kan gå den.
 
 
15. juni – Mæthedens dag
Hans mor sad i afmagt,
men han standsede
hver dag på samme tid
ved hendes dør
for at vedkende sig tomheden.
Da han døde,
standsede ligtoget i gaden,
og de førte kisten
hen til hendes dør,
satte den dvælende
på gangstenen.
Da de var gået videre,
skændte den gamle på ham,
som hun plejede.
-
Ordsyn
skaber hvad det nævner -
forsyn, fader, herre,
mester, dommer.
Brugte billeder blegner.
Men i det usynlige billede
ordsyn
kan vi se det vi hører,
høre det vi ser,
men også høre,
hvad ikke kan ses,
også se,
hvad ikke kan høres
-
Bondeblomst
i gartnerhænder
skøgenavn
for blomstrende bægerbegær
tappet for tydning
fremavlet, fremdyrket
i kalket glasgrav
er du der evig
og altid
breder sig snart
ud over hele året
støbt i grisk klarhed
under lagengule neonrør
og salgsuret bakker
dig ned i pris.
-
Dræb ikke
din fjende,
for krig står ikke til ansvar,
byd ham
trældom,
for slaveri skriver
fremtidsregninger ud
med dit navn som
skyldner.
-
Alangsten
er de andre
i dig selv,
 de velkendte lyde
af fremmede.
-
Liv
er en øvelse
til død,
til genliv
ude i dig selv
og atter i tid.
-
Menneske
men
ske
ene
sne
se
ens
sne
sene
enes
Nem
Men.
 
16. juni – Brøkdelens dag
Du afskrev mig
for at skrive
dig selv
øverst
på indsamlingslisten
uden at vide,
hvad midlerne
skulle bruges til
-
Ude fra dig selv
i evighedens krumme tid
sender du dig
igen og igen
angst
nok til at være i live.
-
Kryb under mine læber
i søgende kys
og find ydmyg lyd
af ordsejr.
-
Navnløse
er vi et fællesskab
af muligheder,
tillidvækkende fremmede
i gæstfri omgang
med nære ukendte.
-
Krybevarmen
når kroppen,
men næppe knoglerne,
smerten synger
som stille sorg
på stadigt nye stier.
-
Smerten
er ikke dødens
hylster,
men alangstens
hjælp
til at slippe livet.
 
17. juni – Rundingens dag
Angst
er stråling
fra din kerne,
et tegn bagfra,
et valgvarsel.
-
De døde
står hånd i hånd
mellem dig
og kloderne.
Angsten
bæres gennem
kroppene
for at trække dig
ind i kæden.
-
Den magt
du giver afkald på
gør din angst delsom
sender livtråde
slyngende ind i den
som tog magten
til sig.
-
Din krop er saga.
Rundinger hentet
i glemte led.
Træk fra fjerne fædre,
mødre i muld.
Hver kropsans arvet
fra sanseløse kroppe.
Alene mine ord
er føjet til
og gør dig til dig
under mig.
Ord kan ikke hentes.
de kommer selv
uden at spørge mulden.
-
Vi går ikke rundt
hver for sig
som et billede på gud,
men i hver af os
er en billedstump,
som først lagt sammen
med de andres tumper
tegner gud helt,
så vi i mødet
træder ud af billedet
og ind i gud.
-
Ensformede
takttramper
krigsdyrkelsen.
At dræbe
er at miste
muligheder.
-
Renhedsdyrkelse
er magtstræben efter
at feje angsten ud.
 
18. juni – Stormflodens dag
Månen stirrer
fjernt forelsket
uden at drage slutninger
eller komme nærmere.
-
Et ord
er et søgende øje,
der uden for sig selv
vil fæste det billede,
det samtidigt
trykker i åndens
eget skaberlag.
-
Nu tændes
viljen i månens lys,
og stjernerne kappes
om at stråle i magt.
Solen har sænket
spyddet i skyggen
-
Skabelse
er at tillade
ændring,
uden ordre
at gøre det muligt.
Det,
der angst vælger
at blive stående,
nægter skabelsen
vokserum.
-
Huden skaller
af sit sind
i sorgsolen,
mens stormfloder
skyller selvet
for synkeminder.
-
Munden
spørger ikke
bidslet om mål
tøjler
svarer ikke
på spørgsmål
men hænder bag dig
sender krav
ind i din tomgang
og du render ind i
et håb
du aldrig har mødt
-
Vragene
står ligsorte
langs kysterne,
mens hvide sejl
glider forbi
i det fjerne.
-
Under isen
løber det første vand
allerede mod varmen
for at gøre genfødslen
mulig.
Nogen kalder det genfødelse,
så man ikke skal vente sig
alt for meget.
-
Uden ulykken
vidste vi ikke,
at sår heles,
sorg rundes
og sortsyn lysnes.
-
De første tilløb
til ordstreger
styrer digtet
mod form
og fylde,
mætheden skyldes
det første skridt. men undervejs
får du magt
over tilløbet.
-
Børn taler
krænket
om egen uret
for at blive
vist tilrette
for krænkelsen
i stedet for uretten.
-
Skik og brug
tillader søgen
efter det svundne,
ikke efter det
aldrig fundne.
-
Vi står nikkende,
besøgstidens nelliker,
naboer og de nærmeste,
trippende for at komme
videre,
og i den syge krop
vinker
opløsningen til livresterne,
den sengebundne
fastspændt mellem
fjernende skridt.
 
19. juni – Usikkerhedens dag
Lapper,
rynker
og skår
er vidner
om glemt helhed.
Og du lever fyldt,
mens du modigt overser,
at der er
gået noget af dig.
-
Det onde
er ikke et påfund,
et vrangbillede
af livet,
men til stede
som støbeform
for det gode.
Mulden gør plads
til døden for livets skyld.
-
Græs skiller sig
fra græs,
mens alangsten
vandrer gennem alle sprog.
-
Den sikreste måde
at elske en anden på,
elske den anden
som sig selv,
er ikke at elske
sig selv,
men den anden
som om du selv
ikke er til.
Derfor har de fleste
let ved at elske andre
og svært ved at elske
sig selv.
Derfor elsker de fleste
kun sig selv,
fordi den anden
ikke er til
i virkeligheden.
Hvis man selv tror,
man er de fleste,
er der færre
at elske.
 
-
Ordenes orden
er gyldig,
for ved den yderste
tilpasnings grænse
flytter ordet
yderligere skellet.
-
Jeg vil gå rundt
om ordet lykke,
indtil døren går op
og tilfældighederne
falder ud
eller jeg ind.
I det mindste
må jeg slå
ordet op,
før jeg slår
det ned.
Men så ser jeg,
at bogen ikke kender
andre tydninger end
"lukke" og "skæbne".
Måske er det lykken
at skrive en ny
opslagsbog.
-
Af al
den kærlighed
blev der end ikke
lidt smerte
til overs
til den elskede.
-
Pludselig
glider min tunge
forventningsfuld frem,
standser spændt
mellem tænderne
i søgen
efter anede krav,
som virkeliggøres
og får mig til at hente
jord til min mund.
 
20. juni – Nyfødtes dag
Jeg venter
på skaberordet,
tilblivelsens kortskitse
over sammenhængen
i al væren,
eet ord,
som ville åbne,
men som nu
gemmer sig i gåden.
-
Bøjes
af at udrette,
skæver lige
til sidemanden
og går i stå
i dødsangst
til midt på livet.
-
Runding råber
om lyst,
lys, ly,
løfterige omrids
svarer på
truende, tryglende
trang til tryghed.
-
Den rem,
der hverken skal trække
eller holde fangen,
er lagt på dig
for ydmygelsens skyld.
-
I overgangen
til helbredelse
breder hadet
sig mellem
magten, der ville hjælpe
og viljen
der lå under tunge fjer.
-
Tavs ligger jeg
med den nyfødte
på bryst og mave
og knytter
ordsynlighedens bånd
-
Håb
er at vente
det uventede.
-
Jeg ængstes
for lyden
af mit åndedræt,
som måske overdøver
det viljetegn,
der gør det værd
at trække vejret.
 
21. juni – Smeltningens dag
Hvidheden
holder mig tilbage,
hindrer
hændernes søgen,
håner
håbets tøven,
hæmmer
helhedsdriften og
haler farverne
hen til hullets dyb,
mens dit ansigt
bliver en maske,
der ikke kan fjernes.
-
I orden,
i orden,
på plads.
Faldende regn
ved ikke,
den er svulmende å.
-
Til sidst
kan viljen ikke
trænge igennem
lag af ubrugte ord
og ligger
som løgspire
og venter på ny vårjord
-
At give
sig
ind under
er at overgive
sig -
at underkaste
sig
ved at overvinde
sig.
-
Hvor mange
slægtled skal dø,
før flagets
farver er glemt.
Hvor mange bål
skal brænde
for at slette
erindringens
sammenhæng
-
Sandheden
er ikke et budskab,
retfærdigheden ikke et krav
til andre,
men valget af ledetråd
i den handling at være til.
-
Det fjerne i
drømmene er
døden,
det nære i
længslen
livet.
-
Døden er større
end stilnet sidstesmerte,
kilden løber
i sig selv
som på tørre somre,
og græsset gemme sig
i rodens skjulte løfte.
 
22. juni – Tåresmilets dag
Nu
er påstanden
om nærværende liv,
påtrængende
som indledning,
men dødt,
før det blev skrevet
færdigt
-
Ordsynligheden
sandsynliggør
kærligheden,
skønt videnskab
ikke vil vide
af den.
-
Stumhed
er ubrugt genliv
ordlager
til kommende tider
-
Viljen
lejrer lag på lag
og synker til sidst
selv gennem lagene.
-
Der skal to ben
til et skridt.
-
Den,
der skiltende
bærer rundt
med sin
tilsvinede gadedør,
kommer
i klemme
i samtalens svingdør.
-
Bogbrand og bulle
bliver lygte og fællessang
tro bliver vane
modig ordsøgen
fast udenadslære
-
Jeg er den sten,
du løfter,
du føler,
det budskab,
du venter.
-
Håret rejser sig
på dit hoved,
fordi angsten
rummer længslen
mod ude-selvet.
For nedagående
vil alt opad.
-
Gentagelsens ord
er stejle.
Nyordet famler sig frem
ved erfaringens skel
for at finde et hul
at smutte igennem.
-
Du giver slip
på vilje
for at vælge
dage til styrke.
Selvtvangen
er fjedre
under din hvile.
-
Mine håb
og drømme
er svigtede stammer.
De kommer
for at fælde,
skønt saften står
i roden.
Inden længe
slæber de evigheden bort
med traktorer.
-
Tag blot en sten
i strandkanten,
hold den i hænderne,
føl dens former,
så hører du
åbent dig selv
ude i dit selv.
-
Gud dør og dør
dræbes dagligt,
og at skabelse
stadig sker
vil ikke sige,
at du skabes påny,
men at gud
lader sig skabe,
genføde, stå op påny
i mødet,
som angst og ensomhed
tvinger dig til.
-
Stoltheden
stiger til tops
med stramme skridt
uden at kende
sandheden,
som smiler
bag hænders skærme.
-
Tømt
for angst
står jeg
i magtens vold.
 
23. juni – Årens dag
Sandhed
er et møde
et fælles punkt
mellem muligheder,
først fuldkomne
i sammensmeltet
helhed
og dog synlige
hver for sig.
-
Varsel
er vårlyde
af rindende kilder
over blødt mos
på hårde sten,
varsel om ventetid,
hvor du standser
dit løbende selv,
så magtmosset
blidt kan mildne
faldet mod
angstens hårde sten
-
Hvert ord bag dig
er løgn nu,
om de var sande engang.
Løgnbjerget vokset
ved nedbrydning.
-
Krigen malkes
fra moderkagen.
Hære hverves
med hoppehove.
Moderkærlighed
fødte ordet min.
-
Vi gror
når livet
tager livet
af planerne.
 
24. juni – Stråets dag
Før
havde jeg lige fat
på livstolkningen,
klarheden
var afskåret
til vasebrug,
men nu
leder jeg
efter vasen
-
Egernets spring
er skabt af dig,
panterens parring
har dit præg,
vandet viger
som afkaldet
i din agt
-
Det aldrig sagte
ligger som en
trodsbyld
under læberne
og spærrer til sidst
for ord
-
Regnen
siler ad din krop,
kendte veje
gennem hårstier,
du har med
som fjerne tiders
støbekanter.
-
Kun svalen
gør mig til helt.
Den bygger rede i mit hus,
gør mig til skjold i dens værn,
og jager jeg den ud,
bygger den forfra
så tæt på mig som muligt
selvom den må vide,
at jeg ikke er tilliden værd.
Dens forfølgere
ved det blot ikke.
-
Måske mærker
du aldrig
angstens smerte,
magtens seler,
føler ikke
trækstængerne
spærre i siden,
er døv for drivelydene bagfra.
Tror du løber for livet.
Alligevel spørger du om vej.
-
Frit valg
til at smile
med leen
på læberne
-
To tilsammen tar det tomme,
trænger intetheden ud,
fylder ensomhedens lomme
op med kærlighedens gud.
Kærligt klirrer kuglerammen:
en og en er to tilsammen,
ender dog med overskud.
-
Marehalmens
visne strå
kæmper for sin
egen skønhed
og stikker dig
overskud
til side.
-
Den sindrige tænknings snedige tro
skænker evigt liv mellem tolv og to.
Blot ved at vælge vrangt eller ret
viskes der ud på dit regnebræt.
Hvert sekund har et valg,
hvor din sjæl er til salg,
men da ingen kan vide
om valget af side
er godt eller ondt,
så går viseren rundt
og skyller din skyld
ud som en byld.
Den urene hud
renses af gud.
-
Jeg vil,
når jeg dør fra alle ord,
som skiller mig
i krop og sjæl,
rejse mig
i eet ord.
-
Tro
avler ikke gerning,
men lammer
i sin undren.
Stryg ordet tro
af din tro
og se
hvordan du
svarer i tillid
-
Ordren
kender to svar -
tillid og frygt.
Lyden af
fremkaldte skridt
røber aldrig svaret.
-
Hun ligger i med mosemagten,
men taler afmagtsdyd til folket.
Hun ophøjer sig
gennem sin ydmygelse
og udstråler fra magtens talerdyb
kære ord om skik og brug.
-
Ingen er guddommelig
men bliver det
i mødet.
Dine foldede hænder
er kun kød mod kød,
knogler mod knogler.
Din hånd i min
er det guddommeliges
mulighed.
-
Jaget
i stigningen
af snerrende spydstager
ind i venlige
ords vindfang.
-
Du sælger livet
ved at skubbe
din angst
over på andre.
 
25. juni – Trappens dag
Det frie valg
voldtager
det næste frie valg.
-
Usynligt for øjet.
gribes ikke af hånden.
Når aldrig tanken.
Men ført til
dine dybeste lag
af ordsynligheden.
-
Så vidt jeg husker
har jeg glemt
du handler på ny
helstøbt
i huskede
genhændelser
og kalder dig opdager
med kalkede ord
-
Det uudsigeliges redskab
er ordsynlighedens ånd.
Det mindste ja
er allerede et landskab.
-
Din rygs øjne
ser det onde
og kræver,
at du gør front,
så det onde
går gennem dig
på magttrinene
til møde
med alangstens
modstand.
-
Tolk tvivlende
trælleslægters
taktfaste tælleremser,
til tro-ordet tvinger
tankens tale
til tugttrappens toptrin.
Tab tvivlen
til toneordene:
Tillad. Tilgiv. Tilhør.
-
Dødens dagordener
sænker kvælende klammer
om ordene,
skærer dem ud af mulige
skabelsers sammenhæng,
så de står
skilte
som råb og bud.
-
Legefri atter
at lænke sammen
er gud.
-
Har du først
blik for råd,
ser du nyt græs
grønnes
og tillader lammet
spring uden reb.
Hurtigt
bliver livet dvælende,
tag ikke pynten af døden.
Du må springe,
før du kan længes,
løbe,
før du langsomt
går det rodløse
forbi.
-
Det højeste
med navne som gud
er eet
og dog altid et møde.
Det ene ord gud
siger intet om det højeste.
Eet billede, fadervor
eller frelser,
herre eller almægtig,
eet billed
er en tom væg.
Det højeste
er en vandring
fra rum til rum.
-
Ængstes ikke
for dig selv,
fordi du er mer
end form af menneske.
De andre former
er dine endeløse
muligheder.
Vandet græder ikke
som is,
og det har ingen længsel
mod tø.
Skyen skyer
ikke isen.
Isen ængstes ikke
for vandet under sig,
men breder sig
tillidsfuldt
under den varme sol.
-
Stillet over
for kærlighed
spørger vi, om den
har næsten som mål
eller er egenkærlighed.
Lykken er måske
et redskab,
der ikke bruger os
i tvivl,
som kan bruges
i begge ender
af giver og modtager.
-
Gråden ved grav,
glædens gråd,
barnehåndens trøst
glidende over rynker,
de pludseligt
grønne blade
i brystet,
er ordsynlighedens ånd
givet som grund.
-
Indtil jeg
har ordfyldt dig,
sig de gamle ord
og tilføj mig
i gættehåb.
-
Iveren ude
af de dæmpede ord
over den døende,
netop som ordene
skulle skynde sig.
 
26. juni – Hjertesprogets dag
Unge kaldes
under våben
i viden
om erfaringens
værgende eftertanke.
-
Lykke
fri fra
skæbne og held
har vi inde,
når det lykkes
at lukke
lykkestræbet ude.
-
Tyven
har hånden
i sin egen
prøvelse,
stjæler sig
til en ellers
nægtet samtale.
-
Det, der røres,
uden om vor egen
magt over os selv,
er ordsynlig ånd.
-
Følelse
slidt af misbrug.
Følelse,
det tilnærmelsesvise
udtryk
for din ordsynlige
ånd.
-
Du er
helt menneske
i dine tre former,
ikke en stadig
opløsning,
men vedvarende
med alle muligheder
inden døre.
-
Gråd
er længsels vande
på tidens sten.
-
Du går igennem mig
og vandrer videre
med fundene,
jeg har tabt.
 
27. juni – Naboens dag
Årtusinder
har ikke lært
os kærligheden,
som stadig står
krævende foran os,
måske er det for meget
at kræve.
Kærligheden
nås stykkevis
af byggeklodser
med stemplet lykke.
Lykke må kunne
læres,
hvis man ikke gør
kærligheden så stor,
at man ikke
kan komme i nærheden
af den.
-
Tilpas dig
ikke tiden,
gør ikke tiden
tilpas,
men stil de spørgsmål,
du har levende med
fra evigheden.
-
Du rummer
selv opskriften
på tilværelsen,
men du er
ikke opskriften.
-
Vælger du
vækst,
skærer du
faldet
af dit livs
form,
nægter
at være spændt ud
mellem omdannelsens
poler.
 
-
Den sidste
fejlfri rejse
har skår
i taskehanken,
og målet
fjerner sig
ved fremrykkelsen.
-
Ord er redskaber
på lager,
varigt værktøj,
mens deres tydninger
bliver til
i brugen.
-
Du kan ikke elske
den
du elsker med,
at elske
har ingen genstand.
-
Det er levninger,
der går igen,
ikke dødninge.
De er til stede
midt iblandt os
uden tågetegn.
-
Da vi fik brug
for alangsten
havde vi afskaffet den.
Nu leder vi
uden ordenes søgelys.
Vi har brug for,
men ingen sprogbrug.
I slutningen
var der intet ord.
-
Den inderste gru
kan ikke være
mig fremmed,
siden den skubber
til min brunst.
-
Der er dage,
hvor dødens
dørvogter
åbner mer på klem
end aftalt.
-
Ingen har ord
for det usynlige,
men det usynlige
har ordet.
-
Ånd er
ordsynlige tråde
mellem tilblivelsen,
gentagelsen
og fortsættelsen.
-
Skriv nye ord
liggende
med øjne og mund
mod kloderne,
hvor ordene
får deres karvesnit.
-
Vinden
bærer altid
ind til en nabo,
sand
lægger sig kun
for en stund.
-
Lidelsen
er fjernere
end lykken,
svære at indhente
samtidigt.
-
Sidste ryk i græs,
vind gennem ungers dun,
fugle stemmer næb,
lige før solen
går op og slår an.
 
28. juni – Bidslets dag
Døden henvist
til bagtrappen
som bude,
betlere
og betalingsopkrævere,
der falder over
stille træsko.
-
Fremtidens bidsel
krænger dine mundvige
i et ryk bagfra
og standser dig
-
Alle finder
døden
uden at finde den
døden er ikke
til at finde sig i
-
I enrum
møder du ikke gud,
men dyrker
kun længslen
efter mødet,
fylder hullet
med tomhed.
-
Kun fortiden
ændrer sig.
Nuet og fremtiden
er fastlagt.
Fortiden
er i nutids vold.
Nuet og det næste
hænger i tråde
uden for tid.
-
Vi er
vindenes venner,
men løber også
sammen i
det rodfæstede træ.
 
29. juni – Tålsomhedens dag
De svar,
der påstås
at være hentet
i livet selv
har spørgsmåls form.
Midt i snoningen
synes livet endeligt.
-
Glemte
jeg dig,
mens jeg med
omhu
talte græsset?
-
Solen ler ikke
den lyser
solen smiler ikke
den varmer
det er noget
jeg bestemmer
-
Ildmænd,
alsidighedens
afklip,
kæmper
enøjede
med gamle guder
uden at gribe
alle tiders tolkningers
spørgende indhold.
De gamle slægtled
gav os ikke svar,
men de kan stadig
lære os at spørge.
-
Magt
er at være
en andens angst.
 
30. juni – Hælens dag
Hvis jeg ville,
hvad jeg gjorde,
hvis jeg vidste,
før jeg skrev,
sad jeg endnu
i samme stue.
-
Pagten er
ikke
det middelmådiges
klods om benet,
men en fælles
trædesten
på vej
til den anden bred.
-
Det skrevne
er trygt værn
mod spørgende
munde.
-
I magtens farlige
stræbestrid, hævespil
må der være håb
om den vilkårlighed,
der af vrimlen
blot en gang
sammenstykker
menneskemagt og guddom.
-
Længsel
er ve uden håb,
håb
er længsel uden ve.
Ve
er ikke at skelne
længsel fra håb.
-
Først når du er solgt
af den, du aldrig købte,
kender du tårekortets
målestok.
­-
Kun ved
den yderste grænse
ser vi klodernes midte,
kun i skellet
mellem angst og magt
er vi seere.
-
Det
du sætter til
er dit afsæt
til modtagelse.
-
At elske
en anden
som sig selv
er at være
den anden
og ude af sig selv.
-
Hjemfølelse
er afstanden
til øjeblikket
redningen
fra tidstrælleri
Smertesavnet
holder dig på plads
i længslen
efter den
du ved du er.
-
Men først lægernes
dødsdom
tages alvorligt.
Der er intet håb,
siger de og løfter
sig.
Med de ord
kan man også modtage
den nyfødte.
 
1. juli – Skyens dag
Springet i dig.
Dalende gulblade
og opsparket tørløv som forløbere.
Oplæg til leg og hårde greb,
løb i snoninger fra og til.
gemt i overspringet
af tillært ung medynk
varslet om gammeltid
med fingerløb på smertestrækkere.
Grænsesprængende fordomsfejl vejet
og hvirvlet ind i glædens vane.
Krævende fodskrab,
glattende hænder,
spørgende kinder.
Lystlugt
og dvælen foran krumme ege,
rustne bænke
og toner fra slag
på skovglemte brændestabler.
Næstennærhed nok.
Afstandsnærhed dragende.
Strimler,
bælter,
mælkebøtter.
-
Vand til vin
og frøers mængde
er den kvækkende ranke
om min tro.
-
Høsttegn af modenhed
om slaplivets yderste dvale,
liglykkelugt over ragemarker,
bare fødder nødvendige
før genfødsel
-
Bragevande
på glasruder
krymper mit indre
før ny dvælen
i stilhedens kar.
-
Ved nidkært
kun at bruge
nye ord
nåede han
aldrig
nærhed med
nogen.
-
Drifter er ikke
død restarv
men tegn
fra tiderne
ude i dig selv
-
Kærligheden
trængt op i øjenkrogen,
omringet
af valgløse
synsvinkler.
-
Jeg har det mål
afgørende
at gøre det af
med det gøremål
at have mål
for min gøren
-
Vinduer
er gjort af børn,
låse af modne
og nøgler af gamle.
Børnene
kaster de gamles nøgler
ud ad vinduet,
før de ser den låste dør.
-
De andre
i mig
mødes med mig
ude i mig selv,
hvor kun andre
møder mig
-
Hvis jeg vidste,
ville jeg vide,
hvad jeg ved
-
Den drømmende
er dødfri,
kun i sine
trådes tale.
-
Det er et slid
at være bedre
end sit ønske.
-
Flokke efter
mine armes flyver,
der kaster
det kæreste i grams
for at se kærlighedens
skygger på de andres jord.
-
Løgn
er det sande
i fornyelsen
-
Drengene
spiller med strandsten
på Drachmanns stålyre,
unge tyskere
leger efterkrig
med købevåben
på glemt beton,
mens digteren
føler presset
fra stenhøjens overligger.
 
2.      juli – Arrets dag
Stækket
ved voksdugen
af værkstøjsar
snittet i grønne
streglandskaber.
-
Mine drømme og håb
står som svigtede træer.
Plantet på række,
men aldrig tyndet ud,
så blot nogle af dem
fik grorum.
Nu står de som krat,
flettet ind i hinanden.
Et bredt grønskær,
der aldrig er skåret igennem
-
Angsten går ikke
i rette med dig,
den retleder dig.
Angsten vil ikke knuge,
men gøre muligt,
åbne for et landskab
med kendte spor.
Angsten
er helbrederen til livet.
 
-
Det er først
i døden
du får navlestrengen
skåret over
og sejrsskjorten
trukket af.
-
Angstglæden
er den lavbenedes fryd
ved dryp fra den højes tagskæg.
Sygdommen
til glæden.
 
-
Angst
kommer udefra,
ikke fra de andre,
men ude fra sig selv.
Du er et sted ude
i dig selv,
ellers kunne man
finde dig
med knive.
Ude i dig selv
sender du angst
som kalden og slag
til det liv,
alle andre ser
som dig.
Liv er at svare
angstens slag
og kalden.
Død er at overhøre,
død er den tro,
at du er inde
i dig selv.
Når du lukker dig
om angsten,
sprænger den sig igennem
til grostedet
ude i dig selv
på anden side tiden.
-
Rodløst, splittet, tvedelt
ligger nu endelig
det hele menneske
samlet i sin kiste,
død
for sammenhængens skyld.
-
Kærlighed
kvæler,
hvis fortidens former
ikke fornyes,
kærlighed stivner
i vedtagelsens skal,
hvis den kan regnes ud
uden ny sols under.
-
Stilhedens kar
kan ikke tømmes.
Jeg øser
ødselt af den
over mine dage
og dog
er karret dugfyldt.
-
Tryk peststemplet
over tungetalen
og tving de ældste ord
igennem dig,
indtil vejen er banet
for nyordet af mig.
-
Nu synker
solbrønden
i stilhedens kar,
det uendelige
svinder
i uendeligheden
og tager sig god tid.
 
3.      juli – Skønhedens dag
Du er dig
og dog fler
Helt dig selv
Dog en gentagelse
fra tidaltet
slægten og gårsdagen
trænger lettere ind i dig
-
Det øjeblik
du genkender
det fremmede i dit indre
som dig selv
er du hjemkaldt og elsket
af hvælvets gamle former
-
Den andenfødte
træder modigst frem
Lader sig ikke standse
af det høje græs
Bøjer ikke grenene til side
Men sætter sig
som hørte bænken, bordet
huset til livshelet sikre ejeret.
-
Ord slår ned som svaler,
der bygger rede
i ly af det,
de frygter.
-
Det er først i døden,
du tager form -
af vedvarende liv
ude i dig selv.
-
Når magten
tager længslen
fra mig,
giver alangsten
mig længsel
efter længslen.
-
Navnløshedens
enkle farver
gør atter
heden brun,
og solen er kun
uudsigeligt lys.
Ordene peger
på det
unærmeligt smukke.
-
Krav i vente
er kærlighed
på vej.
 
En hue
på skrå
er allerede
en stillingtagen.
-
Prøver pressende
med vild viden
at fri sig fra
fra Medeas moderskød,
hovedet ude, hængende
blåligblidt
mælkemildt,
livet vil ikke lykkes,
ude til sidst, men ufri,
fandenfanget i fødslen.
Heksehænder holder
hovedet hen over håndvasken,
døber til døden
og smyger alt for store sokker
op over flugtfødderne.
-
Havene
glider over hinanden
for enden af
sandtangen,
hvor strandede
vandmænd
ikke nåede frem
til mødet.
-
Det unge
gpr galt
forbi dig,
mens stolen synker i sand.
-
Skriv dit navn
på livdørens
inderside,
så du ved,
hvor du bor.
 
4. juli – Gruens dag
For hugorme
er kulde
fred.
-
Tvivlen står i
troens tegn
og vidner
om trods.
-
Det utilgivelige er ikke
hadets lokkende frygt
men de øjeblikke
der er spildt på
at overveje svar
-
Mættet af salt
ligner det døde
træværk liv
-
Tilfældigt
ikke spildt,
tilfældigt til.
Uden for havde
flere frø
samme held
-
Måne efter måne i
mistet smerte,
ventetid på ve,
vellystig
ved mindste
varsel om ny smertes
mulighed
-
Livsformen
er støbt trældom,
herseråb og smæld,
ydmyghedens lærestol,
så vi vakler
i venten
på dødens fred
eller dødens frihed
-
Giv mig et slidstærkt ord
for angst, skabelse,
valg, frihed, kosmos-tråde,
uendelighed.
gud.
-
Gådetåge
bårelåg
fåredåre
nådemål
råderå
rågeråb
såleså
skånestrå
strålesår
tåbetåre.
-
Alligevel:
tiden skal tolkes,
livet tydes,
og du må
ikke springe
forældede ord
over
for nemheds
skyld.
Du nemmer
en lærevej
i det gamle,
hvis du
har klippet
alangstens føletråd over
-
Skyld
springer ikke
af viljen,
men af viljens
ufuldkommenhed.
 
5. juli – Dybdens dag
 
Hesten løber til hegnet
for at få grimen på.
Hånden, der klapper,
spænder selen.
Hesten for vognen løber
uden at komme
længere fra sin hammel
-
Ordbilleder
har ingen
gyldne rammer,
fordi de er
uden grænser
-
Dvæl i digt
med de døde
træk deres toner
i langdragssang
sig
I er sammen
-
Du står
med favnen
fuld af frihed
og hælder
kærlig hadmagt
ned i hverdagene.
-
Isen tøer.
Vandet løber ned,
skifter form, stiger
for atter at blive
nedløbende vand.
Dit liv har
vandets
former.
-
I modstand
er dine nærmeste
længst væk.
Den lille tvivl
er et større tab
end undsigelse.
Spørgsmål
er større svig
end nej.
-
Bøn
er tråd
til dig selv
ude, hvor styrken
knæler
for at samle
din tabte tillid op.
-
Sivet segner
under sviesol
og jord jævnes
til jagtdans.
-
Jeg ville
plukke roser,
men på stien
spærrede
dine tårers tale
om ensom lykke.
-
Jeg holdt
den døendes hånd
for at indhente
et livs kulde,
og han slap mig
på grund af sveden.
-
Hvem rejser
vippebrønde
ved stilhedens kar,
hvem sætter den første
hvinende pumpe
i dybet,
hvem trykker på knappen,
så karrets fylde
løber i plastrør
og sælges for sedler
på nærmeste torv.
 
6. juli – Adskillelsens dag
Var der afkom
uden afkald -
børn
uden brynde?
-
Vi har låst
tilliden inde
i nattens tegn
tolker tydninger
i tidens sprog
men tør ikke
sætte nyt ord
på den tillid
der stivnede i tegn
-
Mens du
stjal min ære
fik du også
tilgivelsen
op under beglene,
så jeg kan
ikke give dig mer
 
7. juli – Uerkendelighedens dag
På toppen
er skrænterne
ikke farlige,
den tynde line
er sikkerhed
for danseren.
Løse sten
løber ikke opad.
-
Ord er
hemmeligt hyllende
dislag
over hinanden,
muligheder
i overgang.
-
Om alle andres
enemagt
ranes,
så er den tilsammen
ikke almagt i een,
fordi dens rødder
sidder i mulden.
hvor den blev skåret.
 
8. juli – Støbeformens dag
I stilhedens kar
ses på bunden
i de klare vande
ord undervejs
til rundhed
i bølgernes formning
nærmere og nærmere
læbernes kyst.
-
Et sekund er du faldet til svin,
men minutbrød og klokkeren vin
gør dig fri til at hjælpe din næste,
men sker det til eget bedste,
falder klokken i slag
på dommens dag,
som dog bare er fire sekunder,
før viserens næste runder
gør dig fri påny
på en paradissky,
som du helst skal dele med en anden,
eller er du forvist til fanden,
dog kun til 13'13'',
så er forladelsen atter på pletten.
-
Stilhedens kar
løber over
af sparet kådhed
og sender smilbække
hen over tørre læber.
-
Mens
alangsten
æder dig op,
bliver du til
i modets støbeform
 
9. juli – Fasthedens dag
Vore læber
er bredder
om stilhedens kar.
-
Et sekund er du faldet til svin,
men minutbrød og klokkeren vin
gør dig fri til at hjælpe din næste,
men sker det til eget bedste,
falder klokken i slag
på dommens dag,
som dog bare er fire sekunder,
før viserens næste runder
gør dig fri påny
på en paradissky,
som du helst skal dele med en anden,
eller er du forvist til fanden,
dog kun til 13'13'',
så er forladelsen atter på pletten.
-
Stilhedens kar
løber over
af sparet kådhed
og sender smilbække
hen over tørre læber.
-
Mens
alangsten
æder dig op,
bliver du til
i modets støbeform.
-
Her skal bygges
borg af ord
fæstning af søgelyd.
Her skal graves
dræn af orddøn
åbne pladser
sprænges
i mælefjelds side.
Her skal jeg
komme igen
og holde vedlige.
-
Klædninger
klæber til
rådnende hud
sko synker
om smuldrende led
hår hænger
over tomme øjne,
og farverne glider
ind i selv
samme skønhed
som ormædte grene
i vanelivets vaser.
-
Ordrer
er bedre
end tavshed.
-
Vi må tage
vilkårligheden
ud af lykken
og gøre den
til pligt.
-
I græsset
bor en vidende saft,
som røber
græssets fællesskab
med mennesket
i groangsten.
-
Hvis kun ja var til,
ville det få
to tydninger.
Den ene ville
ryste på hovedet.
-
-
Når angstremmene
længe har gnavet
den samme hud,
er de en dump,
overhørt smerte i siden -
eller deres træk kan løsnes,
fordi du under
gentagelsens sårvåde smerte
hurtigt skifter mål.
-
Selv er du
enheden,
der kredser om andre
i den anede hårdhed,
som udgør
de størres hvilepunkter.
 
10. juli
Det er mistro
til almagten
ikke at tro dig til
i tre formers mulighed.
Gør dig ikke ringere
end vand, sky og is.
 
11. juli – Græssets dag
Der går folk med gamle faner
fordi de har gået der før
og inde bag brændende porte
ligger drenge og dør
for vejen er spærret
for faner og liv
og der mangler de ord
der er dødsfordriv
men de grønnes
som groende græs
der er drab
der ikke vil dø
du er sat i en istid
med løfte om løbende tø
 
12. juli
Vinterhvidhed,
vårvande,
vindvæde -
sådan er enhver
barn, gud og ånd.
 
13. juli
Stilhedens kar
er det søgende
tungemål
for kysset.
 
14. juli
Vi er til
i nuet
i tre former
på een gaang -
bagude, nu og forude,
eet færdigt billede bag os,
eet nærværende
og eet i kommende tider.
 
15. juli
I kysset
ligger vi
med åbne munde
i kilderne
fra stilhedens kar.
 
16. juli
På koldkroppenes
overfolkede loppetorv
er gensjæle
en mangelvare.
De fleste går bort
med tomme hjerter.
 
17. juli – Digterens dag
Midt i sommeren
falder et gult blad
ned på asfalten.
Sådan sker der
hele tiden
meget her.
 
18. juli
Løgnen,
ligegyldigheden,
livsleden
og latteren
synker
i stilhedens kar
uden at bundfælde sig.
 
19. juli
Først
når du er fyldt
med nødvendige ord,
når overflødigheden
er faldet fra læberne,
når hvert ord
er lov,
står du ved stilhedens kar.
 
20. juli
Vellysten
i magt og lidelse
er uden hjælpsom
vejviser
til angstegnene.
 
21. juli
Nød
er lammelsen
fra grænseløse
muligheder.
 
22. juli
Lydighed
ser kravet
af de lydløse
læbers form.
 
23. juli
Vandenes synken
i jordens lag
er dit sind
i tidernes strøm.
-
Hør brændingen
ved randen
af stilhedens kar,
fraværets
blide bølger
bæres mod larmens kyst.
-
Oprør
er et råb
om ny lydighed.
Vrede standses
af det ja, der formes
af nej-læberne.
-
Dåben
skulle
være det virkelige skel,
den egentlige død
men er vandet
gustent varsel om
gendød?
Skellet dog kun
indledning til
indøvelse i
død?
-
 
24. juli
Død
er at skifte
formdragt.
I nye klæder
synger du
under månen,
endnu med
trådrester i læberne.
 
25. juli
I stilhedens kar
hedder bjergenes gensvar
blide hænders strøg
over rynkede læber.
 
26. juli
Solbrønden
spejler sig
i stilhedens kar,
mens fraværet
skriver noder
til nye toner
mellem strålerne
-
Vilkårlig vind
leger liv
med slattent strå.
Livløst løv
drømmedanser
i huggende hvirvel.
Rå raslelyde
tolker tomheden.
 
27. juli
Blind lytten,
lyd uden øjnes
selvglade vragen,
iværksætter,
hvor døv seen
bremser op.
-
-
Trælleklædte mænd
træder forbi hinanden
med de to rædselsord
som eneste varsel:
Husk livet.
-
Jeg stræber nedad
mod døden,
men angsten
vil op til overfladen.
 
 
 
28. juli
Den, der ikke
mestrer friheden,
må først lade sig fæste
som ufrihedens svend
 
29. juli
Solens
lysbrønd
løber over
med farvers fravær,
intethedens
tænder livet påny
som del af mørket.
En stol er sat frem
til håbet.
 
30. juli
Tøjler
et udsagn
om tøjlers fravær.
Kun den,
der har båret lænen,
glæder sig
over daglige, målløse skridt.
 
31. juli
Tapdråbers hulletragter
toner tvungent
med faldelyde
af vinterkræft
og står fyldbare tilbage
som vårvaser i muldjord.
-
Af ordets sider
vokser nye ord,
så udsagnene
dag for dag
er nye,
men endnu
er ja
aldrig kommet
af nej.
-
Knæl
ikke for mig,
men for at slippe
dig selv.
Vend dit ansigt
mod angsten.
 
1. august
Følelser
fødes ikke af tiden,
du er sat i,
men er alle tiders
tilstedeværelse,
rettesnore
bundet fast
ude i evigheden.
 
2. august
Former
er signaler
til sindet,
handlingskrævere
i urskabte billeder,
rundheden
møder sin modsætning
i kræveord,
skarpheden
den blide hvisken.
 
3. august
Det er de
mange tydninger
af samme ord,
der gør ordet helligt.
Tydningernes flerhed
går ordet åbent,
tildeler dig muligheder.
Eet ord
mmed mange tydninger
er et landskab
at træde ind i.
 
4. august
Historien
skriver skyld
på din pande,
mens dit hoved
endnu tvinger
din mors kønslæber
vidt åbne
under din fødsel.
 
5. august
Øjet digter
billedformer
i stens vilkårlighed,
finder livstegn
i størknede flader.
 
6. august
Vinden løber
med minder
i sit hår,
stryger om kroppene
med fortidens
varme strømme.
 
7. august
Solbrønden
tappes for trøst
af kolde øjne
i tø,
dit sind
er endnu for gammelt
til at dø.
-
Ord
har ikke plads
i mønstre,
kun legelyst
i sammensatte
vellydes gårde
-
Du kan
også drives frem
i blinde,
fordi magtens
og angstens fremdrift
altid kommer bagfra.
Frygten for det fremtidige
skyldes kusken bag dig.
Det er ikke  stenen
på vejen foran dig,
du vil træde uden om,
men stenene,
du lod bag dig.
Det truende sorte
i støvhvirvlen foran dig
har lånt fortidens farvekappe.
 
8. august
Stregerne
stiger mod arkets
øverste venstre hjørne,
hvor et asiatisk bjerg længe
har ventet på at fange dit øje.
-
Du har ikke livet
med dig,
men løber det op
undervejs,
indhenter det,
går forbi det,
aner det straks forude påny,
men selv når du standser,
ved du ikke,
at det er lige i hælene
på dig.
-
Det billede
ordet skaber i dig
har du med fra
det fjerne før fødslen,
hvor altets
billede evigt
løber iver rammen
og knækkes af
i brudstykker.
-
-
Vi vælger
at være oppe
imod de kræfter,
der stærkest
holder os nede.
-
De nærmeste
skånes
for den sandhed,
der skaber
nærhed.
-
I billedet
af faldet,
ser du
håbet
løbe opad.
-
Dryppende grene
i sol
er allerede
evighed,
dråber
der udhuler døden.
-
Gennem hudens huse
synker sorgens saft
tabte tider tærer
kampmod, vilje, kraft.
Sorgens ven
er igen
 
9. august
Sådan
går jeg bag min ryg
og peger på håbet
foran mine
fyldte øjne.
 
10. august
Døden
synker halvt
i knæ,
tilbedende
din tavshed
og dine trin
på vej væk.
Sortsyg
selv over
lydløst liv
 
11. august
Nåden
i din morgenskål
flyder fra
dit selv
ude i dig selv,
et løfte
om at indlede påny
for at nå genskabelsen.
 
12. august
Hvis du kalder
angsten sjæl,
vil du løbe forgæves
efter den.
Du er ikke
et gemmested for sjæl,
men et mødested
for angst og magt.
 
13. august
Hvis livet
ikke løb i dig
udefra,
ville du
være hjemme her.
 
14. august
Naturen
er ikke
et sætstykke,
men et tegn p
længselsformer
i skiftet
mellem liv og råd.
 
15. august
Over for
stor magt
må du ikke spare
å hævn,
for stor magt
har ringe mulighed
for at møde
angstens iværksætter
uden i hævnens dragt
 
16. august
Nuet har ingen
udstrækning.
Nuet er ikke til
uden før og efter.
Lige nu
er ikke livets mål,
men at strække
nuets hud,
så det dækker
sket og sker.
 
17. august
Barnet
spørger ikke
for at få svar,
men for at fylde
ensomheden.
 
18. august
At ville ses
for at ses
er en søger
efter svar
på ustillede spørgsmål.
 
19. august
Nederst
i nuets udløb
flyder ordet ind
og avler.
Uden
ingen fremtid.
 
20. august
Det ubundne nu
i handling
er uden ansvar,
men må kues
af historiens dom,
som tilhører fremtiden,
og håbets krav,
som gror af fortiden.
 
21. august
Kommende dage
er historie
om vi bruger dem
eller ej.
-
Jo større løgn
des større overskrift
Jo større overskrift
des færre ord
Jo færre ord
des større dumhed
Jo større dumhed
des hurtigere dom
Jo hurtigere dom
des fjernere sandhed.
-
De første blade
plukket af stormen
og føget i bunke
der tørt melder
mildhedens mørke.
-
Månen lidt for tæt på
i sin fuldskab
snakkesalig
som om vi har mødt
hinanden før.
-
Netop orden
i livet
bogskabene
dagbogen
regnskabet
og så denne augustdag
med sjuskeklædte
legelystne
poseskyer
vildt vandrende
hen over solen.
-
En sen mariehøne
har overlevet
solbranden
tørken, tørsten
og vender vingevrangen
udad for at blive sendt op
og bede om godtvejr.
-
En kløftet rod
som en horngud
mod lyse gardiner
i et oplyst vindue
nikker mørket i møde
og længes efter lang
fimbulvinters dybde.
-
Stæreungerne
fra i år
kommer tilbage
efter flyveøvelserne
over Tippernes engdrag
for at sidde
en sidste gang
på fødekasserne
og sige farvel -
et holdepunkt
før verden går i luften.
-
Livets fravær
er mødet med
det sidste krav.
 
22. august
Afklædt
er helligdage
hverdage
med navn.
-
Helt ude af sig selv
af den kærlighed,
der slipper sig selv
for at vinde den anden
for sig selv,
kærligheden er kønnest
blandt selviske drifter.
-
Nærighed
kræver
at fylde ud,
bruge til
brat kant
uden plads
til mulighedernes
øsle trivsel.
-
Tiden
kan ikke tælles.
Den går
mod dig som en strøm.
mens du
skruer viserne frem.
Tiden
står kun stille,
når du er
oppe imod den.
Som tidaltets lys
kommer dig i møde
fra tid, der er gået,
men gemt i lyset,
sådan kommer alangsten
stadig ind i dig
fra levet minde,
værnet tid i sindene
-
Angsten for lykken
snerper vore munde,
spærrer vore smil.
Jeg må lære det ord,
før jeg tør bruge det.
 
23. august
Børn larmdigter,
fordi løgnen
længe holdes fra livet,
og sandheden
er for leddeløs
til at stå alene.
-
Jeg er
hvert øjeblik sprængt
af de krav,
tiden har på mig
og heles af
forsømmelighed.
 
24. august
Liv og lyng
blomstrer trodsigt
frodigt
i trampende
støvlers spor.
-
Da stigen
blev sat til lugen,
kiggede freden
ned ad trinene
og vedtog
at blive oppe.
-
Inderst
i den lukkede hules
tryghed
truer angsten
for det lukkede.
 
25. august
-
Den, der ikke vil ejes,
ikke vil tilhøre,
hører ingen til
og kan ikke spørger efter
fællesskab.
-
I mødet
mellem to og tre
nævnes gud,
og ordet skaber
i mødet,
hvad det nævner.
-
Magt
går fra hånd til hånd
uden at deles,
og dog står alle
med piske
i de før tomme hænder.
-
I ensomheden
naglet til træ
er du nægtet
mødets mulighed,
forladt af
mennesker
og derfor af gud.
 
-
Dommen
dirrer dødbringende
i hvert ords fødsel,
og angsten hægter
ord til ord,
så livet
hænger skælvende
i sætningerne.
-
Under fremdriftspres
kun henvendt
på smukke næsebors
dalen og stigen
i ilttrangens skønhed,
at køre en hest,
der voldsomt
presses fremad
for nydelsens skyld.
Hvor er ret og uskyld
i nydelsens nygørelse?
 
26. august
Hold dig ikke sky
for munden
når du taler
for ordene er mine
Spær ikke mine ord
inde i dig
Gør dig ikke
til mit fængsel.
-
Tomme ord
vaskes
og gives over bordet
til endeligt spil
med ukendt makker,
der tager
stikkene hjem
og lægger dem i bunker.
Ordene stables
som små sejre,
der hygger sig bunkevis.
 
27. august
Jeg har livets mening
lige på læben.
Det første ord
er allerede på vej.
Kun det inderste
af svalens rede
hænger fast på det lodrette,
resten lader sig ikke gøre.
-
Kastes du
af hjemlængsel
ved du,
hvad tilhør er
og har bredtråd
til dit selv
ude i den krop,
der tæller
klodernes hårgræs.
 
28. august
Uden spørgen
er du under
magtens svar.
Må jeg spørge?
er et ugyldigt spørgsmål.
 
29. august
Slangens dag
Kan det læres
at gå
fri fra død
frem mod døden?
Kaster korset
ikke skygge -
løber helligt vand
ikke nedad?
Kræver tro
ingen landkending?
Kan det læres
at gå
dag for dag
uden viden?
-
Du er en
skygge,
der kaster lys,
som bølger
sluges af strand
og løber
formløse
i sig selv.
 
30. august
Tiden står stille
undtagen nu.
-
Lyset lyser kun,
når det bruger
sig selv op.
 
31. august
Vi kan ikke
hjælpe
kun friste med håb.
-
Løgneren
træder første gang
i skoven
og taler om væksten.
 
1. september
Længsel
drager jorden rundt
med dig
uden at flytte sig
af stedet.
-
Sådan stille
løber livet
ind i blodet igen
når hundredogti
husmødre har hørt på een
i fire timer
og siger farvel
ved busserne
og tak
for den dejlige mad.
-
Tryg tåge
om hyttens hæl,
våde angstlyde
gråmættede
ind under skægget,
mens vægøjne
mattes af fugt.
Inden for kolde hænder
mod feberpande.
 
2. september
Du vil stadig
tolke den vilkårlige tid,
der er tildelt dig.
Du skal tolke den,
men svaret er ikke dit
og heller ikke tidens.
Tiden kan ikke tolkes,
men du skal gøre det.
At leve
er at svare
på det umulige.
 
3. september
Straf er ikke mål for loven.
Lovens mål er kærlighed.
Lov er ikke magt fra oven
til at trykke andre ned.
Kærlighedens sprog i retten
søger ikke grund til trætten,
søger ikke nåde-grund.
 
Kærlighedens sprog om nåde
sætter fri helt uden grund,
det er kærlighedens gåde,
at den lukker magtens mund.
Helt forstå det kan vi ikke,
ret kan ej i loven ligge,
har kun kærlighed som bund.
(TONEihgf)
-
 
4. september.
Æbletræets grene stræber,
higer højt med himmelmod.
Frugtens tunge fylde dræber
flugten fra dets egen rod.
Når du selv er blevet moden,
tynger livet dig til roden,
sætter dig, hvor først du stod.

 
5. september 
Jeg kendte et land,
hvor folket var magten og frihed et mål,
hvor ingen sku’ mangle, hvor nøden blev delt,
hvor synet på det fælles var alment og helt,
hvor lyset sku’ nå til den mørkeste plet
med frihed og ret.
 
Det dejlige land
var ikke fuldkomment og renset for fejl,
og huller i dugen og lapper på sejl
var ikke skammens banner, men fællesskabs flag.
Hvert menneske søgte lidt mer end sig selv
til naboens vel.
 
Det lovede land
lå lige for foden af kvinde og mand,
lå gemt som et håb i den barnligste drøm,
var drivkraft i hvert kærtegn og mildhedens strøm
- et løfte om landet, der lå her på trods
i tillid til os.
 
Det land i vor drøm
er stadig en kilde for livsmodets strøm,
er stadig en fordring fra fortidens folk,
det sker, når gamle ord er som ny - uden tolk.
Du hører dig hjemme i blankslidte ord,
har drømmen som mor

6. september – Tyngdens dag
Digterløgn
er tårer
på håbets kind
 
7. september – Nøglens dag
Dybt i sangen bor en længsel
tonen, der gør trællen fri,
åbner fangehul og fængsel,
nøgle-håbets melodi.
Skønt i formen du er bundet,
ind i sprog og noder spundet,
synger du din vilje fri
 
8. september – Bjældens dag
Mand og kvinde
skåret med raske snit
og sat i omløb
med ulægte sår
 
9. september – Mælkens dag
Livet lyser gennem huden,
kendetegn på kraft, du har,
synlig først i øjeruden
som en sol-ild, varm og klar.
Frygthøvl fjerner lag af sindet,
så du får fra barnemindet
styrken, du usynligt bar.
 
10. september – Askens dag
På
udødelighedens scene
går tæppet aldrig op
skønt spillet
fortsætter
 
11. september – Dådens dag
Min sikkerhed
kredser om mig
med lånt lys
 
12. september – Støvets dag
Det, vi tror, det ved vi ikke,
det tror jeg, at alle ved.
Gennem tro vi ej kan kigge,
som om vi ved god besked
med det, troen siger til os,
og med det, som troen vil os,
det er troens hemlighed.
 
Troen har måske en nykke,
går med fornem kjole på?
Nej, for det er sprogets lykke,
tro betyder stole på.
Tillid, så er tro forklaret,
der skal ikke mer til svaret,
ingen pynt med sole på.
 
Det, vi ved, er aldrig sikkert,
rummets gåder, stjerners sang,
når vi får en bedre kikkert,
ændres viden gang på gang.
Tro og tillid er det samme
og vil sikkert sandhed ramme
året rundt og dagen lang
 
13. september – Frøens dag
Isen smelter,
mens den er i drift.
Mangevejsmand
går livet forbi.
 
14. september – Kaldets dag
Tillid svarer dig,
før du spørger.
Kalder
uden at måle.
Jævner jorden
før dine skridt.
 
15. september – Livordets dag
Du kender ikke
dagene
selvom de har navne.
Du kender ikke
tiden
selvom den har overskrift.
Ord adlyder ikke
men går frit gennem spalter
og kløfter.
 
16. september – Sporets dag
På flugt
fra flugten
ved jeg
at flygtningen
mister et spor
at krydse senere
 
 
17. september – Tilløbets dag
Nuet er tilløb
til svar
fortiden næsten spurgte om.
Historien henter os ind
og gør os fri
af det dødende
endelige svar
 
 
18. september – Vishedens dag
Hvem har sat
denne tid
denne blomst
denne gave
dette håb
på mit bord
uden ord
så jeg må smile
vemodigt alene
ved at være fælles
med en ukendt
 
19. september – Tungens dag
Den der elsker dig
skinsygt
skader dig
for at måle
din tilgivelse
 
20. september – Modstandens dag
Hvis øjnene
sad indvendigt
var ingen blind
 
21. september – Duggens dag
Bål brænder ud
og sole
Også på kinesisk
er ordet evig
et blegnende blæktegn
 
22. september – Blommens dag
Ord
løber som sved
over siderne
eller står blanke
som ubrugte
tårer
 
23. september – Lystens dag
Fraklippet bøn
har mistet
tillidens retning
Bønner
skal bedes nedad
 
24. september – Gravens dag
Et skår
i rammens guld
trækker gipslysende
blikket bort
fra billedet,
historiens sande ar
 
25. september – Tidens dag
Du vandrer
gennem
minders tabte tid
generindringens
nagelfaste tidsøm
går gennem fødderne
uden blodspor
 
26. september – Navnets dag
Nuet
er en dør
på skrigende hængsler
på vej ind
møder du dig
på vej ud
 
27. september – Sammenhængens dag
Ordbilledets frihed
er at blive set
uden at være
iagttaget
 
28. september – Hengivelsens dag
Hændelser går
skabende
fra hånd til hånd
og får liv
i videregivelsen
 
29. september – Kyssets dag
Vilje
er ikke
at tage sig sammen
med at give
sig ud
 
30. september – Rustens dag
Selv den tabte vane
sætter sig til rette
i kuskestolen
og råber: videre
 
1. oktober – Hudens dag
Vågner dit barn
med den første angst
stryg dets pande
træk fingerens pensel
over mund, næse, øren
som om du malede
 
2. oktober – Intethedens dag
Dit navn
på blanke sider
dit eftermæle
klangløst
ud af tiden
hullet lukker sig
uden ar
glat hud
dækker din navle
 
3. oktober – Driftens dag
Lidelsen
hænger som støvvæv
fra rådne grene
og drejer for
vilkårlig vind
mens nogen nynner
over stegebål
 
4. oktober – Sejrens dag
Smerte
svarer ikke igen
Lidelse
er uden hævn
Sorg rejser sig ikke
imod dig
 
5. oktober – Usynlighedens dag
Som spydstager
rager angstens vognstænger
frem i din synsvinkel
og vidner
du er spændt for
på plads
i en retning
du ellers kunne
fristes til at tro
var dit eget valg
 
6. oktober – Bølgens dag
Det knuste kar
er kun ramme
om tomhed
du ikke har mistet
Spild ikke tårer
på skårene
 
7. oktober – Spændstighedens dag
Håb
er blanke sider
i et fejltryk
 
8. oktober – Bogstavets dag
Undervejs
må vi stole
på håbet
som om vi var fremme.
 
9. oktober – Stiens dag
Med det
fuldkomne
for øje
er fejl
til at leve med
 
10. oktober – Skiftets dag
Had
skriver flest bøger
Kærlighed
flest sange
Tvivl
flest salmer
Håb
spidser blyanter
og venter på glattere papir
 
11. oktober – Løvfaldets dag
Grænsen
går gennem dig
og striden
står
på begge
sider
 
12. oktober – Smilets dag
Livet
er gået over
længe
før det går under
 
13. oktober – Tavshedens dag
Fuglesang en våd morgen
i sen høst
efter lange hverdage
uden regn
høres som oprør
mod al rytme
 
14. oktober – Bålets dag
Tryghed
er mulighedens
fravær
i det sikre
 
15. oktober – Duens dag
Mine læber
sanser viljeløse
stigning og fald
som kan vokse til krav
Øjnene ude
af synsmulighed
men ventemund
og vågenæse
vogter varmens
varsel
om vilje
 
16. oktober – Gæstens dag
Når du hører
den fremmede stemme
som dine egne ord
når du er gæst
i dig selv
er du selv ny
 
17. oktober – Seglets dag
Hængende lys
under broer
når vandene
i vippende vinkler
mens både
sejler ud
tabt i
tidens afstande
livet står på bredden
og tager billeder
 
18. oktober – Lerets dag
Leret mætter sig
med ny regn
og synker
mod havets flab
mens landet
rykker indad
i en flugt
der holder sig tæt
op ad fjenden
 
19. oktober – Tavlens dag
Når erindringen
skriver ord
husker jeg mig
bedre og bedre
 
20. oktober – Nyets dag
Månen hæver stemmen
men solen
kan ikke overtales
dagen rejser sig
af ord
håbet strækker
hånden frem
et agern
vipper i vinden
 
21. oktober – Dråbens dag
Mine tydninger
river i min fred
og tør ikke lade mig være
den jeg er
 
22. oktober – Barmhjertighedens dag
Da ordene lykkedes
var der ikke længere
brug for dem
men de blev
hængende
til næste gang
ventende på tomme munde
-
Tiden læger
ikke alle sår
men døden sårer
alle tider.
Tiden krummer
ind i sig selv,
og derfor mødes vi
med tiden.
 
23. oktober – Maskens dag
I mod
er alle masker mistet
og du tør gå tidløs
gennem tiden.
 
24. oktober – Trådens dag
Ord
falder ikke
i munden
de hænger
ordsynligt
i tillidens tråde
 
25. oktober – Fællesskabets dag
Jeg giver
ord videre
jeg har mistet
jeg har gemt
trækfugle til våren
 
26. oktober – Tonens dag
Nu
er ikke det
du gør nu
men det øjeblik
langt tilbage
i din angst
der får dig
til at gøre det
nu
 
27. oktober – Vognens dag
Porten til fremtiden
drejer på fortidens hængsler
og åbner så langt
ind i fortiden
at du må træde tilbage
for at komme frem
 
28. oktober – Tagets dag
Hold om mig
inden jeg holder op
med at holde af
 
29. oktober – Tåbens dag
Du ved
du er ensom
fordi de andre
er der
 
30. oktober – Vækstens dag
Løftet værner
blot tro
mod tab
 
31. oktober – Ordsynlighedens dag
Når jeg vil
samtalen
har jeg allerede
stækket den
 
1. november – Alangstens dag
Den frie vilje
hænger i alangstens tråde
de frejdige skridt
rasler med
arvlange lænker
 
2. november- Kransens dag
Ret mine drømme
med blodskrift
døm mine fejl
ud af nattesindet
hengemte midnatssole
i november
 
3. november – Lysets dag
Ordsynlig ånd
trækker din ensomhed
ud på torvet
og rejser majstang
i din værevrimmel
 
4. november – Rytmens dag
At føre ordet
er at være
på slæb
i tydningens tråd
 
5. november – Mildhedens dag
Et øjeblik
står dagen dirrende
under brynet
og sætter sig til ro
på nethinden
nølende sløver jeg
mit morgensuk i brystet
grene rødmer
for mit vindue
livet hænger i klaser
lige til at plukke
 
6. november – Dragens dag
Giv mig dage
i i ly for lyd
ikke ensomhedens
dødgift
ikke kedsomhedens
lammelse
men stilhed
som stigende vande
i modkar
 
7. november – Kampens dag
Livet en stille
flyden i modervande
en druknendes
hvirveldans
med syn for
stigende bobler
 
8. november – Dyndets dag
Magten
bruger dig kun
angsten
ejer dig
 
9. november – Pinens dag
Håbet
løber ud i stranden
og runder
stenenes
flyttemulighed
 
10. november – Retfærds dag
Ingen kan miste,
hvad man ikke ejer,
ingen kan tabe,
hvad kun kærlighed binder.
Man har forud vundet,
når man ikke tvivler på valget.
Man har sejren inde,
når hævnen er forud overvundet.
Kæmper man for en elsket
går retfærd forud for dom.
 
11. november – Disens dag
Lers bundne former
frigør sindets øje
og mens munden
følger musikkens
magtfulde noder
og digtets
bundne ord
falder lænkerne
af friheden
 
12. november – Fødslens dag
Der er goldt
under det store træ,
men i toppen
er fuglenes næb
fyldt med frø
 
13. november – Søvnens dag
De slår kysord op
for at fjerne din sorg
og siden kan du ikke
knytte hænder
 
14. november – Fangens dag
Det tavse nu
er fraværets fange
 
15. november – Rebets dag
Våbenskjald
penneod
ordmord
sømtale
 
16. november – Lovens dag
Svanerne
skifter svingfjer
på skift
som efter aftale
kun een ad gangen
ude i farlig
jordbundethed
 
17. november – Havets dag
Håb
krydser mit spor
så jeg tør gå videre
uden
 
18. november – Muldens dag
I hver håndfuld
klodejord
griber fortidens fingre
ud efter os
for at hente varme
til nye ord
 
19. november – Håbets dag
Ordsynlig ånd
trodser tavshed
ord bliver læbelæselige
på tankegrænsen
synlige uden endnu at være
 
20. november – Regnens dag
Dybt
i lidelsens lykke
stiger sindet
op fra døde dage
frøet segner
midt i sejren
 
21. november – Oprørets dag
Nøgne grene mod det frostblå
strø-sne jævnt over alle agre
og foran mine øjne langsomt
en sort askeknop i live
og i oprør mod al den renhed
med viden om sit grønne indre
 
22. november – Sangens dag
Nu synker saften
mod jordens gem
og giver sig ind
under frostens gru
roden er dækket
med løfter
 
23. november – Tabets dag
Længsel
er dvælende
venten
på krav
 
 
24. november – Sindets dag
Håb kan ikke
tvinges,
men forsøget
er allerede håb.
-
I anelsens viden
om død
er samlet
mer sikker kendskab
end i
erfaret liv
 
25. november – Trøstens dag
Nu i november
står asken på spring
vårens kommende knopliv
færges gennem frostens farer
for at finde styrke
til at være ny
 
 
26. november – Sandets dag
Kun tiden
er tilfældighedens
vilkår.
Alt andet
har du med dig
 
27. november – Modets dag
Solen står hensynsløst op
og genføder længslen
så jeg ikke får fred til
at være tilfreds
-
Sne fødes i skiftet,
når vejret vender.
I ændringen
får alle øjne,
og med hænderne kærtegner
allerede elskende
det nye lagen.
 
28. november – Historiens dag
I går
var jeg klogere
end i dag
min vished
naglet til nyheder
 
29. november – Mødets dag
Håbet hånet
tilliden tabt
men morgenen
møder mig
med milde minder
fra det fælles
 
30. november – Isens dag
Gammelny går jeg
gennem gemte græsser
i isens
længsel efter liv
 
1. december – Sneens dag
Man kan påstå
kærlighed
og dog elske så ringe
fordi ordene tror
de er dine egne
 
2. december – Oprindelsens dag
Det eviges kilder
har navne
det ene er dit
navngiven flyder
du ind i tiden
med gammelnyets vande
 
3. december – Tålmodets dag
Lyst, livdrøm
og længsel
dulmer den daglige død
 
4. december – Tillidens dag
Det enkle
så svært
at vi bruger store ord
uden tro på
at blive troet
 
5. december – Løgets dag
På slaget seks
gik tiden tur
og kom hjem
senere end lovet
sekundviseren krøllet
fjederen stadig spændt
 
6. december – Tankens dag
Kærligheden
drypper
i kedsomhedens tragt
og siver ud
som formskrift
 
7. december – Fristelsens dag
Faste former
som løse rammer
om tiders mulighed
brændt ler
breder sig
og kaldes ørken
 
8. december – Skødets dag
Jeg skriver hyld
under isen
mælkebøtte
under sammentrådte
rådblade.
 
9. december – Trodsens dag
Gendød
åbner jeg bælgen
for at smage
ærternes mørke
med min lyst
 
10. december – Ordhusets dag
Byg mig
mit hus
i slangens krop
så folk
i snoninger
hører uden at se
 
11. december – Hornets dag
Siderne, tiderne går
med selvglad smerte
og midtvejs er du dit eget
manddrab
 
12. december – Hestens dag
Hær r or
ramd a gifd
i føslæn
å alivæl blåmsder
 
13. december – Brødets dag
Håb
er mest at huske
håb står i længselsvande
vend dig
efter håbet
bag dig
 
14. december – Målets dag
Dine fødder
vender samme vej
fordi du ikke
skal være tvunget
til at spørge dem
-
Bladløs
indkrængning
i vinteroverlevelsens
vårvarsel.
Frugtløs
angstgren
i tegnstregsvold
over frostbogens dødsider.
Spiretomme kviste
på fuglebens greb
om hylsterbark.
 
15. december – Modtagelsens dag
Nu slører hvidhed
alle varselstegn
og lægger håbet
i erindringens hånd
 
16. december – Stigens dag
Dine ord
er som sne,
der holder
vårspirer varme
 
17. december – Kærlighedens dag
Jeg fulgte alle råd
ind i tavsheden
og stod til livet
i ord
 
18. december – Tågens dag
Hvis der ikke
er liv herefter
er der heller
ikke liv her
stjernerne besøger
os ude af bane.
 
19. december – Hvilens dag
Grønne forårsvogne
er en film på øjet
et minde frosset fast
i ord,
en genlydsstrimmel
af gammelt velvære
en smerte
i sindets gemme
 
20. december – Hjertets dag
Ordene stiger
nyskabte
af stilhedens kar
og står dryppende
af fred
som varsler
i gammel vind
 
21. december – Solens dag
I angstens dybde
styrkes flugtviljen
og lænken strammes
om din fod
 
22. december – Stormens dag
Stik dine fingre
i muld
til du slår rødder
dit hår
grønnes allerede
i spidsen
og årringene
lagres ved din navle
og som tilløb
i de første smukke
rynker i dit ansigt
 
 
23. december – Fingrenes dag
Ord er nye
og lige overraskende
for den talende
som den lyttende
 
24. december – Skibets dag
Angsten røber længslen
ordsætter håbet
og føder muligheden
 
25. december – Bækkens dag
Lystent lirrer
legelæber
om ormstukne ords
skjulte solrim -
veen, slottet, gry
 
26. december – Folkets dag
Hvor livets former
ikke ligner mennesket
ligger løftet
om opdragelse
 
 
27. december – Favntagets dag
Almagten
tvinger mulden grøn
uden at spørge
 
28. december – Hjemlængslens dag
Der er megen ny angst
under solen
Vi kender rummet
og frygter vor viden
de gamles angst
var det ukendte
kun i uvidende angst
er der håb
 
29. december – Glædens dag
Et smil på en læbe
og øjne der føder
en vandrende varme
og venlige gløder
Et smil der når hjem til
det nu der er i os
det fører os frem til
hva glæde ka gi os.
Vi står uden glæde
og ser på de andre
og tør ikke træde
det skridt, vi må vandre.
Vi ser glædens nærvær
vi ser glædens hjerte
men står uden for og
selv længslen er smerte.
Når glæden er truet
og fastklemt i garnet
vi flygter fra nuet
tilbage til barnet,
tilbage til tider
som drømme ka bo i
til fortid forsvundet
som ingen ka gro i.
Vi flygter som fugle
fra frosten og sneen
og kan ikke skjule
en længsel i veen.
Vi drager tilbage
til mindernes sommer,
vil genskabe dage,
der aldrig mer kommer.
Når flugten går hjemad
og ikke vil lykkes
så flygter vi fremad
med håb, der ska bygges
af stjerner og måne,
gevinster i lotto
i morgen vil blåne -
det blir vores motto.
Når sindet er kuet
og dagene korte
Så står vi i nuet
og ser kun det sorte.
Vi tør ikke træde
det skridt vi må vandre,
vi mangler den glæde
som alt ka forandre.
Vi kender dog glæde
- den længes vi efter.
Når struben vil græde
er levende kræfter
til stede i glæde,
vi ka ikke nå den,
i kærligheds kæde
vi trods alt ka få den.
Vi har ikke skøde
på lykke og glæde.
Vi ka ikke føde
det barn, der er glæde.
Det bor inde i os
som håb i et fængsel,
et smil må befri os
og genføde længsel.
*
Der findes en regn, som
er tårer i tørke.
Der findes en sol, som
er oppe i mørke,
som skinner i natten
og udstråler glæde
til den, som vil ha den
og være til stede.
Først er du kun læber
- et tegn for os andre,
og læberne stræber,
dit smil vil forandre.
Vi møder det du,
som er dig og til stede.
Din mund er et nu
af uendelig glæde.
Du kender til smerten
når flugten vil ta os
når fortid og fremtid
skal trøste i kaos,
men du smiler hem’lig
og smitter med glæde,
for glæden er nemlig
at være til stede.
 
30. december – Kimingens dag
Blomster
vokser og skyder
kommer nede fra
ordene
 
31. december – Perlens dag
Den store smerte
er glædens
første dør -
for enden
af angsten
står en lem
på klem