Grundtvig
i højskolesangbogen

440. Sara var død, i sin enlighed

Sara var død, i sin enlighed
sad Abraham stille tilbage,
nu af sit liv og sin rigdom ked,
for lange var alle hans dage,
for kvinden hun er livet i huset!

Isak var alt i de fyrre nu,
men end ingen hustru han favned,
ikke til lystighed stod hans hu,
men Sara, sin moder, han savned.
for kvinden hun er livet i huset!

Abraham sagde til oldsvend sin:
Far du til min hjemstavn så fage,
hent mig en hustru til sønnen min,
og sværg, du vil ej mig bedrage!
For kvinden hun er livet i huset!

Kanaans døtre ej se jeg vil
i Saras pauluner at hvile;
afguder mange de ofre til,
og falskelig monne de smile,
og kvinden hun er livet i huset!

Svenden, han svor, rakte hånd i sky,
kamelerne ti kom på fode,
hurtig de traved til Nakors by
at hente en viv af de gode.
For kvinden hun er livet i huset!

Snart de sig lejred om Nakors brønd,
og solen var just ved at dale,
svenden da gjorde sin aftenbøn
om bruden til Isaks løvsale.
For kvinden hun er livet i huset!

Hør mig! Han sagde, min herres Gud!
ved brønden er piger i vente,
vis mig i nåde den væne brud,
jeg kommer i kvæld for at hente!
For kvinden hun er livet i huset!

Det være den, som med yndigt blik
uskyldige gaver meddeler,
rækker mig brat en læskedrik
og drager til mine kameler!
For kvinden hun er livet i huset!

Mens i sit hjerte han talte så,
kom Bethuels datter Rebekke;
dejlig var pigen med øjne blå,
med blyhed, med liv og med tække.
For kvinden hun er livet i huset!

Isak en aften i solbjærgs-lag
i marken gik ud for at bede,
mødte en brud under himmeltag,
som længe man om kunne lede.
For kvinden hun er livet i huset!

Tom ikke længer stod Saras telt,
dér Isak sin venneviv favned,
og om hans lykke det nok er meldt,
ej længer sin moder han savned.
For kvinden hun er livet i huset!

Tvillingemoder til sønner to
Rebekke blev langt om længe,
Abraham dog, før han gik til ro,
så Isaks de halvvoksne drenge.
Rebekke, hun var livet i huset!

Grundtvig 1839

Gå til Lønne Højskoles forside