Paaske-lilien
Grundtvigs drama-digt om den usle bondeblomst, der kender livets og dødens gåde

Grundtvigs digt-drama, der her gengives i sin helhed, er grundlaget for Højskolesangbogens og Salmebogens stærkt nedkortede udgaver. Digt-dramaet er fra 1817 og blev trykt i Grundtvigs eget tidsskrift Danne-virke.

Sig mig, blomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave,
uden duft og pragt og skær!
Hvem er du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove?

Mener du, om harpestreng
end jeg slog, med dig for øje,
nogen vil fra blomstereng
øret til de toner bøje!
Ved du ej, at her i Havn
er du kun et øgenavn!
Mener du, at jeg har vilje
til at nævnes Påskelilje!

Ja, du ved, til hvem du kom.
Vær velkommen, Påskeminde!
Du mit hjertes helligdom
aldrig skal tillukket finde;
tone skal med højtidsklang
over dig min bedste sang,
tone skal den i min hytte;
døve sig, hvo ej vil lytte!

Lever op i sind og hu,
stander op af eders grave,
barnedage! følger nu
med mig ud i faders have!
Lad mig under påskesang,
kirkeklokkens højtidsklang,
blomsten til mit hjerte trykke,
bryst og hoved med den smykke!

Vinterblomst! du melder vår,
fold dig ud i stille kammer!
Ved Guds værk og egne kår
sig kun verdens dåre skammer.
Spotter kun min ringe dragt
uden glans og farvepragt,
selv jeg dog på sorten tilje
nævner mig en påskelilje.

Ej i liflig sommerluft
spired jeg på blomsterstade,
ej så fik jeg rosens duft,
ikke liljens sølverblade;
under vinterstorm og regn
sprang jeg frem i golde egn;
ved mit syn kun den sig fryder,
som har kær, hvad jeg betyder.

Bondeblomst! Men er det sandt:
har vi noget at betyde?
Er vor spådomstegn ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?  

Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle,
og som lys på graven funkle.

Påskeblomst! En dråbe stærk
drak af jeg af dit gule bæger,  
og som ved et underværk  
den mig hæver, vederkvæger:  
Svanevinge, svanesang  
synes mig, af den udsprang;  
vågnende jeg ser de døde  
i en påskemorgenrøde.

Sværmer jeg? Ja, sværmer du,  
Saga! over tidens bølger?  
Dig det var, jeg kom i hu,  
flyver kun, når dig jeg følger.  
Dronning over gravens folk!  
Er du ej de dødes tolk!  
Jo, og hvis de ej opvækkes,  
skal med spe dit spir og brækkes.

Har du ej en borg så bold
under sorte marmeltilje!  
Fører selv ej i dit skjold  
du den gule påskelilje!  
Ligger ej din glans, dit guld  
og din fjederham i muld!  
Kan ej brat de graven bryde,  
intet har du at betyde.  

Hvis sig over denne nat  
ej en påskemorgen hæver,  
som et genfærd tomt og mat  
over gravene du svæver;  
snart skal da afgrundens trold  
kløve kæk dit arilds-skjold,  
mane dig, med al din længsel  
ned i evigt mørkes fængsel.

Svæv da over tidens hav  
did, hvor stenen lyset dølger!  
Svæv til Herrens lukte grav!  
Jeg med tro og håb dig følger.  
Lad os der ved klippens fod  
se, om Herren ej opstod!  
Se vi ham i glans opstige,  
O! da kommer vist hans rige.

(Den hellige Grav)

Tiberinus
Hu! Hu! det var en post, jeg havde der! 
Om jeg så kunde blive rig som Crassus,
Så stod jeg der dog ingen time til. 
Hvad i al verden skal og det betyde, 
At sætte folk på vagt for ingen ting, 
For døde legemer og galge-bakker! 
I leer; ja, ja, I skulde bare set, 
Hvordan det blussed, gnistrede i luften; 
I skulde prøve, hvad det er at stå
Så mutters ene, som man stod på gløder, 
Og så at høre, hu! derhenne fra, 
Hvor Korset står, hvordan det hyler.
Der kommer Tacitus, spørg ham kun ad ! 
Han, ved I dog, er ikke let at skræmme; 
Men jeg tør vædde, han har også haft 
Sit mod behov for ej at smøre hæle.

Alle
Hei! hør dog, Tacitus! kom lidt herhen !

Tacitus
Hvad nyt! hvad galskab er der nu på færde?

Rufus
Ih! splinternyt, rent nybagt Spøgeri; 
Den arme Tiberinus vil besvime; 
En ildrød drage, som en Elefant, 
Har taget ham med snabelen ved næsen; 
Kom, vil du se, hvor den er rød endnu, 
Og tænk kun ikke, det er af Falerner! 
Ja, hør nu mer! han ville løbet bort, 
Men drattede så lige ned i Orcus, 
Og hørte der livagtig Tantalus, 
Hvordan brøled med den tørre tunge, 
Til gru og gysen for en tørstig sjæl. 

Tacitus
Ja så! så det var, hvad I vilde! 
Jeg trænger ellers ikke til at le. 

Tiberinus
Ja, Rufus, ved du nok, er stærk i munden,
Han er så stor en helt i eventyr,
Som Bachus næppe var det i bedrifter. 
Men dog, alvorlig talt, har ingen ting 
Mødt dig i nat, som du må undres over! 

Tacitus 
Dertil kan svares både nej og ja, 
Men her om slige ting jeg helst vil tie.

Tiberinus
Så du da ej de sære himmelblus, 
Og hørte du ej hylet under korset!

Tacitus
På ingen Måde, tvertimod ..

Høvedsmanden
Ret så! 
Det kan jeg lide, Tacitus! jeg hører, 
At Tiberinus har haft nattesyn; 
Hans lykke da, at ej i kolde drømme 
Han vågned op, som sagtens ville sket, 
Hvis under synet jeg ham havde truffet.

En farisæer
Sig ikke det! det var just ej så sært, 
Om noget underligt ham har begegnet. 
Er det så sært, om endnu denne nat 
De onde ånder tykt om graven sværme! 
Har han ej sagt, han atter vil opstå, 
Og er det under, de vil os forfærde! 
Nej, mere underligt det synes mig,
Hvis ej endnu, før morgenen frembryder, 
De kogle så, at, var ej Gud med os, 
Det ej var sært, om vi fra graven flydde.

Høvedsmanden 
Ja, du kanske, men romere dog ej; 
Thi, ser du vel, vi romerske soldater, 
Vi er ej bange for vor egen skygge, 
Og andet er jo intet koglespil. 
Det ved da sagtens også nattens ånder, 
Thi ellers var de dummere end vi, 
Og du skal se, de ta'r sig nok i vare 
For at besøge romere på post. 
Hvis ikke, ser du, har jeg her en klinge, 
Som er indviet på en Isisfest;
Den bed på tyskere som smør og kage, 
Og hårdere er sikkert ingen ånd;
Kan slige våben ej på ånder fæste, 
Så er det sagen, de er vejr og vind, 
Og vejr og vind kan man vel ikke kløve, 
Men ganske rolig le og blæse ad; 
Det kalde vi at sætte blæst mod blæst, 
Og lige børn de lege altid bedst. 

Farisæeren
Du er en spotter, kender ej vor lov, 
Og har ej set den kogler, mens han leved. 
Jeg vilde ønske, du kun eengang så, 
Hvad jeg har set for tit i mine dage! 
Set Krøblinger, ja, set dem mange år, 
Før denne kogler end var født til Verden, 
Set blinde, døve, som jeg leged med, 
Mens de var børn, og som jeg tog ved næsen 
For ret at vide, om de ikke løj, 
Dem har jeg set helbredes af den kogler, 
Dem har jeg set ham spytte, blæse på, 
Så stæren faldt, som skæl, fra deres øjne, 
Så ordene fløj ind at lukde døre. 
Ja, jeg har set, hvad jeg må grue for, 
Så hårene sig rejse på mit hoved, 
Hvergang jeg tænker på, hvad jeg har set. 
Der var en mand, det var min egen frænde, 
En rig og fornem og gudfrygtig mand, 
Men som af kogleren sig lod forblinde. 
Han bliver syg og dør; jeg så ham dø; 
To søstre havde han, to fromme kvinder, 
Godtroende, som kvindfolk plejer van, 
Og kogleren med liv og sjæl hengivne; 
De sendte bud, da broderen blev syg; 
Men der kom ingen, og, med sorg i sinde, 
Det glæded mig for Guds og sandheds skyld. 
Se, denne sygdom, den er dog hans mester, 
Og altså er det andet kogleri, 
Thi for Guds søn er ingen ting umulig, 
Så tænkte jeg, og så ham dø, som sagt; 
Og da jeg havde først på alle måder 
Derom forvisset mig, at han var død, 
Så tænkte jeg, det kan dog aldrig skade, 
For visheds skyld, nu med en knappenål 
At prikke lidt i nakke og i hjerte; 
Thi man har set så mange sære ting, 
At selv det særeste man knap forsværger. 
Som sagt, så gjort, jeg turde svoret på, 
At dødere kom ingen mand i graven.
Ej dermed nok, hver morgen tidlig gik 
Jeg ud til hulen, lettede ved stenen, 
Og fjerde morgen lugtede jeg lig.
Lad kogleren i Herrens navn nu komme, 
Jo før, jo heller! her er lejlighed  
Til at bevise, han var ingen praler,  
Dengang han roste af, at han, som Gud, 
Kan gøre levende og vække døde.
Men se! hvad skeer! den samme formiddag 
Med eet man hører: Mestren, Jesus kommer! 
Jeg var den første, kan I sagtens tro,  
Som skyndte mig at komme ham i møde; 
Vi var mange; alle gad vi set,
Hvordan han søstrene nu vilde trøste, 
Og sno sig fra det svære underværk.
Han gik til graven med den hele skare;
Ja, alt som bedst han gik, han brast i gråd, 
Og da der mumledes: en blindføds læge, 
Man skulde tænkt, dog kunde alle ting, 
Da hulked han, og alt jeg lo i hjertet,  
Og takked Gud, som blotted hans bedrag. 
Men se! med eet han bad os åbne graven; 
Jeg selv var med at vælte stenen fra; 
Da nævned kogleren med kraft den døde, 
Og råbte derpå tordnende: kom ud! 
Og se! han kom! ja, ikke det alene,  
Men han gik hjem, og lever nu som før;
Jeg selv har ædt og drukket med den døde. 
Nu må I dømme, om det er så sært, 
At jeg kan frygte end for allehånde. 
Nej, sad på stenen ikke dette segl,  
Den stores segl, som haver alt at råde, 
Det segl, som binder hver en luftens ånd,  
Som Salomon, den viseste, opdaged, 
Da ej jeg stolede på kors og sværd,  
Thi mer end dø man kan jo ej på korset, 
Og jeg har set en stendød mand opstå.

Høvedsmanden  
Det passer godt til slig en bælgmørk nat, 
Det eventyr, du havde at fortælle;  
Thi næppe tror jeg, du ved dagens lys, 
Når dig en romer stirred stift i øjet, 
End skulde vove at gentage sligt,  
Hvortil kun svaret er: det tror en jøde.  
Om natten, det er sandt, når man er sløv 
Og sat på narrevagt for rådne jøder, 
Da kan man ikke le ad slig en løgn; 
Men ærgre sig, det kan og må en romer, 
Som ved, hvad der kan ske og ikke ske, 
Som trådte børne-skoene i visdoms skole, 
Hos Cicero, Horats, Ovid, Virgil, 
Og lærde overtroen at foragte,  
Men lærte også, hvad i fordum tid,  
Hvad den endnu på pøbelen kan virke.  
Var, gamle gråskæg! det kanske din agt, 
At prøve, om en romer kunne bæve,
Da skulde du kun hvisket det til mig,
Ej råbt det ud for hele vagtens øren; 
Thi mellem mange kan vel findes een, 
Ja, mellem alle tør vel findes mange,
Som, selv i felten, har end ej udsvedt, 
Hvad de indsugede med moder-mælken. 
Det går med overtro som anden sot,  
Den flyver på, som ørnen på sit bytte,  
Men kryber sent som sneglen af sit hus; 
End må århundreder vel gå og komme, 
Før lampen, som de vise mænd har tændt, 
Udskinnende fra deres snævre kammer,  
Bestråle kan den hele jordens kreds; 
Ja, hvem tør sige, at selv nogensinde 
Dens skin oplyse kan en jødepræst!  
Et folk, hos hvem mod lyset sig forene 
Hårdnakket dumhed og forvorpen list! 
Det var ej godt, om alle dyr blev kloge;  
Eet Rom er nok til visdoms fædreland; 
Det samme Rom skal verden evig styre.  
Det er vel så, med ingen Rom kan dele, 
Det har forenet alles overtro,  
For med sin visdom alles tro at fælde; 
Hvi skulde nu vel, på sin dronningstol, 
Det noget folk sit fejeskarn misunde!  
Gør I kun guder frit som dumme børn, 
Når børn og guder hylde Romas ørn!  
Men tænk kun ej, du binde kan en romer 
På ærmet slig en tosset jødeløgn,  
Hvis mage knap selv vanvid har opspundet! 
Var du kanske i ledtog med ham selv, 
Den Gud, som kunde blæse liv i døde, 
Men ikke holde livet i sig selv,  
Da han blev nagelfast i romer-hænder! 
Så skulde sagnet os vel kyse bort,  
Så du fik råderum, og os i lommen, 
Som vidner om et sådant underværk,  
Som det, du gjorde med din syge frænde: 
At putte levende ham i sin grav,  
For at opvække ham igen af døde.  
Det er da godt, at han, som ligger der, 
Er død på romersk, og at i hans side  
Er prikket med en romersk knappenål; 
Han skal vist ikke gå igen der hjemme, 
Og æde påske-lammet fra de små.  
Men enden bliver nok, at vi må hjelpe 
Jer allesammen til at dø tilgavns;  
Thi landet har dagtyve nok at føde, 
Og vil de døde da nu også æde med, 
Da få en hungersnød vi, som er ægte. 
Det gået har i verden før så galt,  
At for at leve man har ædt de døde, 
Men her fik piben da en anden lyd, 
Her levende de døde åd os op.

Farisæeren
Ja, spot kun du! det kan jeg sagtens tåle; 
Du er så ung endnu i denne egn,  
At kæk du blæse tør ad underværker. 
Bi, til engang du først får et at se!  
Da skal du mærke, her til lands er luften 
Imellem noget tung at blæse bort;  
Jeg i det mindste ved, jeg har en lunge, 
Så knap en bedre findes skal i Rom,  
Og jeg har blæst af alle livsens kræfter, 
Men end ej lært at blæse ånder bort. 
Det lykkes sikkert heller ikke ofte;  
Thi skal det lykkes, må man blæse til, 
Og bliver derved sagtens så forpustet, 
At man har ingen lyst at blæse mer;
Kort sagt: man taber udentvivl ved legen, 
Og blæser bort af ånder kun sin egen.  
Dog, det er sandt, han, som nu ligger der, 
Han kunde blæse, så det kunde frugte; 
Men han forblæste sig dog og tilsidst,
Og du kan tro, jeg heller lå i hullet, 
End så ham komme atter ud deraf;  
Thi, står han op, som han så vist har lovet, 
Da med min mester jeg en dyst har vovet, 
Kan han få ånde, da er jeg blæst ud, 
Da er jeg djævel, og da er han Gud.

Rufus
Hvad Pokker, kamerad! du leer jo ikke! 
Du står og måber, som en isis-præst, 
Når borte er den hellige Osiris.
Græd du kun ikke! han er vel forvart, 
Han er i konvolut og godt forseglet.  
Ved Jupiter, man skulde hartad tro, 
Den jøde har en blæsebælg af lunge, 
Som selv Vulcanus ej har mage til;
Thi, se engang! har ej hans kælling-sladder 
Blæst marven ud af Tacitus: en karl, 
Som, hvor vi andre stønnede af hede,  
Har blæst sig kold og tyskere omkuld!  
Hvad? kvalmer patten dig endnu om hjertet! 
Og mener du, om Jupiter fik lyst
Igen at gå på eventyr hernede, 
At da han kom til dette jødepak,
Og ej til Rom, hvor vore vestalinder 
Har ventet på ham snart i tusind år!  

Tacitus
Hold mund, ordgyder! har du set mig kold, 
Hvor du og fler fik klemmelser af hede, 
Så vid, at bli'r jeg hed, hvor du er kold,  
Har heden vel sin gode grund som kulden! 
Når jeg skal varmes, vil der noget til,  
Som selv er varmt, og det er ikke stålet, 
Og det var heller ikke jødens ord;  
Men se! i fredags, da vi kom til byen,  
Da var det mørkt, omtrent som det er nu, 
Og jorden rystede, som I vel huske;  
Det var kanske en ret naturlig ting ;  
Men da det dog kun sker engang imellem, 
Er det dog ikke just som nat og dag,  
Og når man først har spyttet patten ud, 
Og vil ej gøre sig gemen med fæet,  
Så bliver man ved sligt alvorlig stemt,  
Og mindes om en magt, man ej kan trodse, 
Om og man Gud og kejser var i Rom.  
I slig en stemning mødte jeg på gaden, 
Just som det stille blev og lyst igen,  
En høvedsmand, som end fra Rom mig kendte. 
Jeg hilste ham, det er en gammel dreng, 
Som så, hvad vore fædre os fortalte, 
En romer, som man nu kun finder få, 
Så ærlig, sanddru, guderne hengiven, 
Som oldtids Fabier og Cato selv.  
Han kom fra korset, hvor den fromme døde, 
Hvis lig vi vogte her ved nattetid;  
Han sagde: Tacitus! en strøm af tårer 
Nedrandt i skrammerne på heltens kind, 
Han sagde: Tacitus! nu er jeg gammel, 
Og meget hørte jeg fra fordum tid;  
Men jeg har set et syn i disse timer, 
Som sikkert ingen har set mage til,  
Og som i døden selv jeg næppe glemmer.  
Jeg så på korset en uskyldig dø,  
Uskyldig, ej som du og jeg kan være, 
Uskyldige i vold og rov og mord;  
Nej, nej, uskyldig var han som den spæde,  
Og kæk som helten, kærlig som en kvind,
Og viis som ingen, kaldte sig Guds søn,  
Og hvis han løj, da må og sandhed lyve; J
a, jeg har set en halvgud lide, dø.  
Jeg så en røver hænge ved hans side,  
Hvis hjerte smelted i hans guddoms-glans, 
Som angergiven løftede sit øje,  
Og tigged nåde af en halvdød mand:  
Bad ham, der hængte som en grov misdæder, 
I riget sans at komme sig ihu.  
O, Tacitus! mit hår blev gråt med ære, 
Med hvad i Rom man kalder så, og dyd; 
Men nu misundte jeg den arme røver  
Hans skam, hans straf, halvgudens nådes-ord; 
Thi kan du tænke dig en guddom smile,
Da se ham smilende på korsets træ! 
Og hør ham trøste en bodfærdig røver!  
Ja, hør ham sige med en guddoms røst,  
Så fast bestemt, så smeltende, så myndig: 
Ja sandelig, jeg siger dig, i dag  
Du være skal med mig i paradis!  
Hvad paradiset er, det ved jeg ikke;  
Men det jeg ved, at, var det sagt til mig, 
Da turde jeg i fred mit hoved bøje, 
Som han det bøjede i dødens stund,  
Min ånd befale i hans guddorns-hænder, 
Som i sin faders højt han sin befoel;  
Og hvad man om Elysium har sjunget, 
Er skygge kun imod hans paradis,
Det følte jeg, da tonen gennembæved
Mit inderste med sød og navnløs fryd.  
Nu er han død, men gid min sjæl må leve, 
Så vist som han er nu i paradis! 
Da vil jeg dø i morgen for at leve.
Han kaldtes Jesus, glem det ej! Farvel!  
Det var en Romers ord, netop de samme, 
Thi slige ord man hører ej så tit,
At man deraf en stavelse vil glemme;
Ej heller let man lægger noget til,  
Når mageløst er sagnet, som man hører. 
At der engang skal lægges noget til,  
Det må enhver, som hører det, vel føle; 
Men der må andre tunger til end min, 
Om sagnet her skal løbe foran synet.  
Hin skumle jøde, med det røde skæg, 
Fortalte noget, som han selv ej digted, 
Fortalte sagn, der, ej som eventyr,  
Er hørt engang fra nogen digters harpe;  
Ja skildred så, med falsk og fjendtlig hu, 
Den nu hensovne, at man vel må lytte, 
Og ønske sig et tusind øren til  
Og tusind tunger, som kan sligt fortælle. 
Han vilte skildret os så ful en trold,  
Som end i verden vel har aldrig vandret; 
Men han tog fejl, og skildred os en Gud, 
Hvis lige ingen digter har besunget; 
Og her er lysten til at ville lyve  
Just borgen for, at hvert et ord var sandt. 
Har da nu han, som gav de blinde synet, 
De døve hørelsen og liget liv,  
Har han forkyndt, at han vil end opstå, 
Da tør mit liv jeg vove frit derpå.  
Enhver som kan, og tør og vil, han le! 
Men jeg vil græde, grunde, håbe, se.  

Høvedsmanden
Din fromme nar! en ellers vakker gut, 
Som gerne måtte have tusind brødre, 
I hvilken hær jeg end var høvding for.  
Hvor kan dog du, som ellers er forstandig, 
Slå lid til pølsesnak og overtro!  
Den gamle Tullius! hvem vil ham laste!  
Han er en tapper, ærlig og sandfærdig mand, 
Men altid, som man ved, lidt overtroisk, 
Og går kanske endog i barndom nu. 
Ser du! det kan jo meget gerne være, 
At Jesus var en vis, gudfrygtig mand, 
Sådan som der kan findes mellem jøder, 
Naturligvis med megen overtro.  
Pilatus selv har sagt, han var uskyldig,  
Men havde lagt sig ud med somme folk, 
Der allevegne er en pestilentse:  
Med præsteskabet, som gør folket galt, 
Og lider ej, man kigger dem i kortet;  
Og, for at undgå oprør, blev han dømt, 
Den enkelte opofret for det hele.  
Han var veltalende og overdreven streng 
I liv og lære, som en stoiker;  
Men nykker har jo gerne slige folk; 
Det havde jo selv Socrates og Plato;  
Han havde bildt sig ind, han var Guds søn, 
Og mente derved at få magt med folket, 
Sin lærdom anset for et guddorns-ord; 
Han havde god forstand på medicinen, 
Og gjorde mangen sælsom under-kur, 
Imellem gjorde han vel også finter 
For ret at give sig et guddoms-skin;  
Og jøder, ved man, er just i fysiken 
Ej slet så stærke som i religion.  
Man ser da let, han var en from bedrager, 
Al ære værd imellem sligt et folk;  
Og at så kækt han holdt sig til det sidste, 
Det vilde gjort ham ære selv i Rom.
Velan! han var en jødisk Socrates,  
Som vilde ej i dødens stund forsage,  
Vanære sig, sin lærdoms virkning svække, 
Et dådfuldt liv forspilde i sin død.  
End ved jeg ej, om han har skrevet bøger; 
Men, hvis så er, jeg lære vil ebraisk,  
For dog at se, om det er værd at læse; 
Og finder jeg, at der er noget nyt,  
Så oversætter jeg kanske hans skrifter, 
Om ikke ganske, så dog udtogsvis,  
Så man i Rom, hvad man vist ikke venter, 
Kan støde på en jødisk filosof: 
En Anacharsis af en anden skuffe,  
Som er kanske halvanden gang så klog. 
Se, det er, hvad jeg ved, og hvad jeg tænker 
Om ham, vi her skal stå og passe på; 
Endskønt det har vel sagtens ingen fare,  
Thi uden liv man løber ikke langt.  
Det er en misforstand, som man kan tænke; 
Han har, i sit poetisk stærke sprog, 
Vel sagt, at om de end ham flådde,  
Så skulle han dog nok stå op igen, 
Og ringe for de gamle slynglers øren. 
Han mente nu naturligvis sin ånd,  
Sit ord, kort sagt, den djærve sandhed,  
Som vinder nok, om end det vorder sent; 
Nu har samvittigheden slået pakket,  
Dengang tilsidst de fik ham pint ihjel; 
Indbildnings-kraften var da straks tilrede, 
Og viste ham lyslevende igen.  
Se, det er tingen; thi jeg vil ej tænke, 
At han, så klog, tillige var så dum  
At tro på genfærd, så det var hans mening 
At gå igen og nakke præsteskabet.  
Se, kan han det, så lad ham længe nok! 
For genfærd står jo ingen vagt i vejen. 
Men, farisæer! tag du dig i agt!  
Thi enten du er en gemen discipel 
Af ham, der jo var lutter ærlighed,  
Hvad heller du er en af dem, han stødte,  
Så knækker halsen han dog først på dig. 
Dog, alvor talt! jeg finder det utroligt, 
At hans disciple vil ham stjæle bort; 
Thi enten liget er her eller ikke, 
Så hører der jo ligemeget til  
At bilde nogen ind, den døde lever, 
Og en særdeles dyst til selv at dø
De måtte have, for hans død at nægte, 
Som snart man ville dem bevise drøjt. 
Ja, kunne de få solen til at sortne  
På andre tider, end man ved i Rom, 
Og kunne de få jorden til at ryste,  
Såsnart de stampede med troens fod,  
Det var en anden sag; men det er tingen, 
At kunne de først det, de kunne mer; 
Så kunde de vel og opvække døde;  
Og vist er det, står filosoffen op,  
En skælm, der hænger eller slår ham mere!
Jeg kønt mig bukker, når han går forbi, 
Og det befaler jeg nu hele vagten.

Tacitus  
Ja, Høvedsmand! det er altsammen godt. 
I ild og vand jeg går, når du befaler; 
Men hvad jeg tror, det er min ejendom, 
Som selv ej kejseren mig kan fratage.  
Alt, hvad du sagde om den frommes færd, 
Bestyrker mig i, hvad du vilde rokke; 
Thi sæt nu, jeg var klog og dydig nok  
Til alt, hvad der i Rom er galt, at rette, 
Og, sæt, jeg anså for en afgjort sag,  
At det gik an, når først det kunne lykkes, 
At bilde folket ind, jeg var Guds søn, 
Det kom dog aldrig over mine læber; T
hi hvem der vil udrette noget godt, 
Kan ej begynde med at være løgner, 
Og den, der drømmer, at han er Guds søn, 
Er en hovmodig og en indbildsk dåre, 
Som ser i alting ikkun på sig selv, 
Gør ej, hvad Gud, men hvad ham selv behager, 
Og vil forføre folk til overtro.  
Var altså Jesus ikkun from og dydig, 
Da var han også sikkerlig Guds søn. 
Du ler ad tegnene, han døde under;  
Men, om end mørket, som jeg gerne tror, 
Kom frem for solen på sædvanlig måde, 
Så er det dog en højst mærkværdig ting, 
At det just traf, og traf tillige sammen  
Med sligt et jordskælv, netop ved hans død. 
Var han Guds søn, da var det intet under , 
At jord og himmel grued for hans død; 
Men når han var en mageløs bedrager, 
Da synes mig, det vilte været sært.  
Men, ser du hist, hvor underligt det lysner!

Høvedsmanden

Har du da aldrig før set morgengry! 

Tacitus

I øster tit, men aldrig stik i norden. 

Høvedsmanden
Ja, du har ret, det er et fænomen,  
Som jeg optegne må ved dag og time,  
Berette hel omstændelig til Rom,  
For at de lærde kan os det forklare.  
Vel har jeg læst det i en gammel bog, 
At der i norden er en egen lysning,  
Men dels har jeg det holdt for eventyr, 
Og dels er vi nu alt for dybt i synder, 
Såvidt jeg skønner, til det her at se.

Farisæeren
Pas på! nu kommer det, jeg spåde ! 
Nu gælder det, om I kan holde stand.  
Jeg går min vej, thi mine stakkels øjne 
Kan ikke tåle mer, end de har set. 
Hvad ikke øjet ser, ej hjertet sårer,  
Og nægte kan man, hvad man ej har set. 
Jeg forud ved, at det er kogleri,  
Men ej, hvorvidt mit øje kan forblindes; 
Jeg min samvittighed vil have frie,  
Så jeg kan nægte, hvad jeg ikke mindes.  
Jeg tro er på Gud, ej på den korsets mand, 
Vi er Guds sønner jo såvelsom han.

Tacitus
Var han en øjenskalk og dumrian,  
Men ikkun da, du er en søn som han.
Men, ser du, høvedsmand! nu sankes lyset,
Og vorder som en kæmpehøj gestalt!
Se, hvor han nærmer sig, den lynildsmand!
Alt bæver jorden, ak! skal vi nu synke? 
Hvad? står jeg ene! alle sank.
Miskund dig, Jesus! hvor du lever,  
Som over røveren på korsets træ! 
Jeg svimler, vakler; se, nu vælter 
Den lynildsmand jo stenen bort!  
O! gys! o, glans! 0, nu opstår den fromme!
Det tordner, ak! o, Gud! i Jesu navn.

Gabriel
Herren sig hæver,  
Hedninger! bæver!
Griber til våben!
Graven er åben
Stridsvante knægte!  
Står, hvis I mægte! 
Styrter i Støvet!  
Sværdet er døvet, 
Skjoldet er flakt.

Engle-kor
Dragen er bundet,  
Døden har mistet sin brod, 
Løven har vundet,  
Liv er de troendes lod.

Menneske-tunger! 
Toner og sjunger 
Med os i kor! 
Lyset og livet  
Løven har givet 
Mørkladne jord.

Vågner , I fromme! 
Ugen er omme, 
Natten er endt;  
Lys var jer længsel, 
Sprænger jert fængsel! 
Lyset er tændt.

Dybt gennemgløde 
Lyset de døde,  
Alt på Guds bud! 
Brat sig forsamle  
Ben af de gamle! 
Kristus er Gud.

Revner, I stene!  
Hvad tør formene 
Livet sin gang! 
Gud er i haven;  
Ton nu fra graven, 
Takkende sang!

Lover, I fromme, 
Miskundheds domme!  
Vidner på jord! 
Troer! I slægter!  
Trods ikkun nægter 
grav-folkets ord.

Store forsoner,  
Faderen lig! 
Dybt alle troner
Neje for dig!

Månen og solen  
Nejer for ham! 
Strål nu i stolen,
Gudvordne Lam!

Menneske-sjæle! 
Dybt I nedknæle 
For det Guds lam! 
Han ville bøde  
For eders brøde, 
Bar eders skam.

Ton nu fra syden til norden, 
Ton over jorden,  
Frelserens hellige navn!  
Genlyd fra norden til syden! 
Hjerterne smelte i lyden!  
Mennesket leve i frelserens navn! 
Jesus, den rene,  
Jesus, som ofred på korset sit blod, 
Jesus, som herlig af graven opstod,  
Jesus er navnet, som ene 
Kan give hjerterne fred: 
Faderens fred.

Morgen-røde! 
Lys for de døde! 
Sjungende love vi dig.  
Glade på lyslette vinge  
Sjungende did vi os svinge, 
Hvor du er Faderen lig.  

Brudt er nu, død, dine våben; 
Graven er åben.  
Sødt skal det klinge,  
Tone i himlen og troes på jord: 
Jesus har sandet sit ord,  
Svang sig af graven på lyslette vinge, 
Som vi os svinge  
Did, hvor han boer,  
Højt over hellige kor. 
Tid! på din bølge  
Talløse tusinder følge 
Kækt i hans spor, 
Svinge sig glade  
Op til vort stade,  
Højt i det hellige kor.  
Derfor så glade vi flyve herfra,  
Sjunge med jubel vort halleluja, 
Halleluja!  
Af døde opstod den Herre Krist, Herre Krist,  
Trods gravens bånd og satans list, 
Halleluja!  
Ton, jord og himmel, ton med os! 
Halleluja!  
Byd graven spot og døden trods!
Vær evig glad! og syng med os 
Halleluja!

Gabriel 
(til vagten)

Flygter, I Helte! 
Gemmer i bælte  
Nu kun det blinkende sværd! 
Lysten I dæmpe 
Til at bekæmpe  
Ånden, I trodsede her! 
Går og forkynder: 
Hvem der er synder, 
Hvem der er Gud! 

(til kvinderne)

Blikket fra jorden, 
Op i det blå!
Jer skal i Norden lyset opgå.  
Ja tørrer, I kvinder,  
Kun Tåre af kinder! 
Thi Herren er nær;  
Ej, hvor de ham lagde; 
Men der, hvor han sagde; 
Kun graven er her. 
Opstanden fra døde 
Er Frelseren Krist, 
På vejen I møde
Den Herre for vist.

Saga! Ja, jeg så det grant,  
herlig stod han op af døde,  
gav vort håb et sikkert pant  
på en påske-morgenrøde.  
Hvad er segl og sværd og skjold  
mod den herre kæk og bold!  
Avner kun, når han vil ånde,  
han som svor os bod for vånde.