Påskeliljen
Grundtvigs drama-digt om den usle bondeblomst, der kender livets og dødens gåde

Danske gartnere og blomstersælgere har meget at takke Grundtvig for. Det er vi andre, der også har. Men det er Grundtvigs skyld, at påskeliljer kan sælges og er blevet det almene, håndgribelige billede på påsken.

Ja, og så har blomsten i sig selv også en del af æren - fordi den springer ud til tiden. Ellers kunne fagkundskaben let have hjulpet på det, for handler man med natur, er det ikke længere nok at have grønne fingre, man skal også have kalender-øjne.

Før Grundtvigs sang om påskeliljen var blomsten ringeagtet, netop en bondeblomst, der stod i bondehaverne og bredte sig ud derfra - mange gange regnet for en slags ukrudt. Og ukrudt blev jo først helligt engang i fra 1970’erne, da mennesket ikke længere skulle tilbage til naturen, men naturen tilbage til mennesket. Det var ikke mennesket, der skulle genoprettes som natur, men naturen, der for menneskets skyld skulle genoprettes, og det kunne i tidens sprog kun ske som et projekt - som åen ved Skjern.

Grundtvig er nutidig, da han ophøjer påskeliljen som ukrudt til at have værdi, skønt ukrudtet ikke umiddelbart er brugbart for mennesket og oftest i vejen. Inden da havde vi mistet bondens natursyn, som vi fandt det hos Thøger Larsen. Han, der var grundtvigsk påvirket af sin egns skolelærer, indledte rimgangen i det kristelige og endte i en naturdyrkelse, der hos Grundtvig havde lært at vedkende sig lysten, og at kødet ikke er rod til synden. Larsen og Grundtvig er lige trodsige:

Se, træerne løves af ungt begær,
på brinken de følfod bære
en blomst så trodsig gul som en ed
mod dagens solgrønne herlighed,
at ukrudt evigt skal være.

Thøger Larsens solsang er fra 1904, Grundtvigs digt om påskeliljen endnu et århundred ældre, fra 1817, trykt i hans tidsskrift Dannevirke. På den tid kunne påskeliljen ikke komme til for den højt agtede rose, som var adelig og blev spejlet i de bonede gulve, mens påskeliljen stod i abildgårdens udkant og bredte sig på kirkegårdenes overdrev blandt græsserne. Fra tresserne blev alt, hvad der på en kirkegård ikke havde ståltråd om stilken til afstivning, fjernet med sprøjten, som også med menighedsrådenes velsignelse blev brugt på kirkegårdenes diger og udryddede de sjældne planter, munkene havde ført herop. Hvis ikke Grundtvig med sit digt havde reddet påskeliljen, var den sikkert sunket i grundvandet som gift.

På Grundtvigs tid var den digteriske stil ingenting hæftet op med roser. Det er Oehlenschlägers stil - og jeg siger det ikke nedladende, for det skønne, det søde er sværest at sætte ord på.

Skikken at fremhæve rosen som blomsternes konge var gammel. Og rosen stod også rodfæstet i kristent sprog. Især hos Brorson. Han levede i pietismens tid, præget af blod-kristendom. Man dyrkede, hvad man dengang kaldte Jesu vunder - hans sår, blodet der løb fra hænder, fødder, fra siden og hovedet, hvor tornekransen stak ind i kødet. Og den røde rose blev et selvfølgeligt billede på blodet og sårene.

Den yndigste rose er funden - det er digterisk toppen af den måde at skildre kristendommen på:

Min Jesus, du stedse skal være
mit smykke, min rose, min ære,
de giftige lyster du døder
og korset så liflig forsøder.
 

Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste.

Hvad gør det, at jeg bliver ramt af et hjertetilfælde, bare jeg ikke mister min rose, som er Jesus. Vi, der tænker med glæde på Varde Hjertecenter, synes, der er lidt mere at sige om sagen. Jesus gør korset sødt, og på afstand er den kandis-kristendom svær at sluge. Lige som da kunstneren Robert Jakobsen mødte daværende kulturminister Bodil Koch i Paris og indbød hende hjem til sig, så hun kunne se "nogle små søde Jesus'er", han lavede. Hun sagde, at hvis han lavede "små søde Jesus'er", så skulle hun ikke med ham hjem. Det kom hun alligevel og opdagede, at helt så sukret var Roberts kunst nu ikke.

Den yndigste rose er Brorson, når han størst og mest from. Et digt er et stykke velværnet tid, man træder ind i. Digtets styrke er at være en udfordring fra en anden tid, som Brorsons digt om rosen er det - og Grundtvigs om påskeliljen selvsagt også.

Men fra at være et dybt oprindeligt billede hos Brorson, en del af religionen som sprog for det ukendte i os, blev rosen til en fast vending, en intetsigende form. Sådan går det med alt, som er stort og bliver slidt og brugt for tit.

Det var allerede blevet for yndigt, da der blev skrevet en folkelig salme ud fra samme tankegang og i samme rosen-stil som Brorsons. Nu bruger vi den som sommersang, men den er en salme, nemlig En yndig og frydefuld sommertid: 

Blandt alle disse blommer ved jeg én,
en rose for dem alle,
udsprungen af en dejlig gren
ud af en yndig stamme.
Vel er der mange smukke til,
men jeg for sandhed sige vil:
Han overgår dem alle!

Kim Larsen synger: Hun overgår dem alle, og det ødelægger den oprindelige mening, som nu nok var væk for de fleste i forvejen. Den han, der er tale om, er ikke pigens kæreste, men Jesus, som netop ifølge det ny testamente er sprunget ud af en dejlig gren, en yndig stamme - sådan da. Jesu stamtavle i det ny testamente er Josefs stamtavle, så der har været noget galt med faxen på partikontoret, hvor een har glemt, at Josef slet ikke havde noget med sagen at gøre og barnet uden høvlspån på navlestrengen.

På Brorsons tid pegede præsterne søndag efter søndag på korbuens krucifiks, på den korsfæstede Jesus, som hang foran koret og tog udsynet til alteret og til præstens hellige rum fra katolsk tid, da han mente sig ophøjet og helliggjort mere end andre, hvad der ikke aldeles er gået af mode alle vegne.

De pegede på Jesus og talte om hans sår og blod, om rosen og om tornene. Men da kvinderne i kirken længe nok havde hørt på det, så blev det bare en fast form som et rim i en lejlighedssang, hjerte og smerte fordi man er gået forbi en på stranden. Men kvinderne fik øje på, at det i hvert fald var en mand, der var gjort fast på det kors. Blod-kristendommen blev til køns-kristendom og netop i det tidsstræk blev En yndig og frydefuld sommertid skrevet.

Til sidst i sangen om den yndige sommertid drømmer pigen og synger:  

Går jeg om dagen ud eller ind,
ihvor det være må,
da er du stedse i mit sind, om natten ligeså.
Og når jeg sover sødelig
om dig jeg drømmer lykkelig,
ret som du hos mig var.

Men de gik mere lige på i gammel tid. Den oprindelige tekst sluttede:

Og når jeg sover sødelig,
om dig jeg drømmer lykkelig,
ret som du hos mig lå.

Det sidste rim-ord lå rimer jo også på ihvor det være må og ihvor det være må. Hun er i seng med Jesus. Den går altså ikke i en nutidig sangbog, vi er jo så blufærdige!

Alle digtere står på ryggen af hinanden. Den forrige frigørelse er den næstes afsæt. Sådan også med Grundtvig. Skreddet var i gang før ham. Tiden forud for Grundtvig og hans egen ungdoms-tid har været from rose-tid, Jesus skildret som rosen, og så er vi pludselig i stand til at gribe, hvor fuldstændig omvæltende det digterisk er, når Grundtvig med eet slag bryder hele sædvanen og giver sig til at synge om påskeblomsten, om ukrudtet, bondeblomsten.

Grundtvigs digt findes i mange udgaver. Digtet er tilskåret i højskolesangbogen, som dog har flere vers med end salmebogen. Drivkraften bag ordene her at vise, at Grundtvigs drama-digt om påskeliljen for ham selv ikke har været den sang, der står i højskolesangbogen og slet ikke den, der er skåret endnu mere ned - og skåret endnu mere til - i salmebogen.

Især i salmebogens seks vers kan man let få det indtryk, at vi står med en digter, som er helt skråsikker, som har en helt afklaret kristen holdning, en fuldstændig sikker tro. Og nu vil han så gerne dele sin tro og sin skråsikkerhed med andre.

Tilsyneladende vælger han derfor påskeliljen til at fortælle påskens budskab - at døden truer os, men at den kan overvindes. I hvert fald ser det sådan ud i den nedkortede udgave. Den tilsyneladende skråsikkerhed underbygges af naturen.

Den fremgangsmåde er ikke ny. Vi kender den fra mange salmedigtere, typisk Brorson. Hvad skal jeg siger, når jeg ser, at stjerneflokken blinker. Og efter ti lignende vers kommer svaret: Gud er stor!

Brorson ser på den ringeagtede natur, på nælden, og Gud kan det, som kongerne ikke kan, sætte en blad på en nælde. Også den stærke kongemagt er afmagt. Gud er almagten.

Hele den opskrift på salmen er blevet sunget ind i os fra vi var små - i nogen som Jeppe Aakjær er det endda blevet tævet ind, og derfor går vi meget nemt i den fælde, at Grundtvig er gået i byen med det samme budskab, en skråsikker tro - når han synger om påskeliljen. I hvert fald kan man føle det sådan, når man sidder i kirken og synger salmen, sådan som den er skåret den til.

Følgen er, i hvert fald for mig, at jeg får det svært. Det får den urare følelse til at vokse, at her sidder jeg og kan hverken tro så stærkt og så rigtigt som dem, der kommer her fast, og jeg har det endnu sværere, fordi den, der har skrevet salmen åbenbart er endnu mere skråsikker.

Jeg hævder ikke, at der mangler god forkyndelse i salmebogens tilskæring af salmen, men den får mig til at føle, at jeg selv står udenfor. Menneskeligt set indsnævrer den - den sender det budskab, at kirken er for de særkristne, dem, der tror sig frelste, eller dem, der tager sig fromme nok ud. Men det har aldrig været Grundtvigs hensigt.

Udgangspunktet for digtet er fagligt. Det er fra 1817. Grundtvig er præst. Han er lige godt tredive år og midt i en af sine mange nedture. Han skal prædike påskesøndag. Enhver kan sige sig selv, at det ikke er den nemmeste dag at prædike, i hvert fald hvis man skal holde sig til teksten. 

Og det var svært for Grundtvig, fordi han var i tvivl. Er opstandelsen virkelig sand? Stod han op af graven? Er det sket, at et menneske først dør og siden bliver levende igen for altid at leve? Professor P G Lindhardt sluttede engang en påskesøndags-prædiken med at sige, at som tilhørerne lige havde hørt, så var det umuligt at holde en prædiken om påskesøndags tekst. Det er den redelighed, som hans børn og vi andre har arvet fra ham.

Når man er i nød, tager man sig en sang. Og kan man ikke synge dem, andre har lavet, er Grundtvig mand for at lave sangen selv. Da skriver han om påskeliljen. Den er først og fremmest skrevet i tvivl. Og hans tvivl er da et udgangspunkt, som jeg kan forstå. For det er samme tvivl, som er min.

Nu er der så een, der har sat en påskelilje ind på hans skrivestue. Og det studser han over. Det fortæller første vers om. Jeg kender Grundtvigs overraskelse over blomsten. Min far kunne ikke lide tulipaner. Han mente, de mindede for meget om døden. Da han selv lå for døden, var der nogen der sendte tulipaner til sygehuset, og så hørte jeg ham mumle: Tulipan, tuliskid. Der var ingen tvivl om foragten over for blomsten.

På Grundtvigs tid var påskeliljen netop en foragtet blomst. Men nu står den nær ved den pult, hvor han skal skrive en prædiken, men mere har lyst til at skrive en sang.

Og så falder han i snak med blomsten. Hvad I alverden vil du her? Bondeblomst. Der er jo ikke noget ved dig. Der er ingen duft. Der er heller ikke pragt ved dig. Ikke engang et smukt skær. Man kan føle, at han tænker: - Kunne der ikke engang blive til en rose?

Hvem bliver i det hele taget glad for at få en påskelilje i gave, spørger han. Hvem vil trykke en påskelilje ømt til bryst, sådan som den elskede gør det, når han, den eneste ene, har sendt hende en rose. Og så siger Grundtvig:

Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove?

Fugl vil her sige digter. Tror du virkelig, siden du nu er kommet til en digter, at een eneste dansk digter vil vove at byde læserne på et digt om en påskelilje?

Sig mig, blomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave,
uden duft og pragt og skær!
Hvem er du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove?

Hvis jeg endelig skrev om dig, påskelilje, slog min harpestreng med dig for øje, så var der i hvert fald ingen, der gad høre efter.

Den nærtagende, stordrømmende Grundtvig er selvironisk. Han røber sin egen frygt for at blive til grin blandt fagfæller ved at skrive om en sølle provins-blomst, en bondeblomst. Det er jo rørende menneskeligt, at digteren ikke skriver salmer for Vorherres skyld eller til hans pris, men for at få sig et navn blandt forfattere, i kritikken og hos læserne.

I andet får vi forklaringen på, at Grundtvig ikke skal have noget af at digte om påskeliljen. I København bliver ordet påskelilje nemlig brugt som øgenavn:

Ved du ej, at her i Havn
er du kun et øgenavn!

Havn er det daglige ord for København på Grundtvigs tid. Sådan som alle færingerne den dag i dag, når de ikke taler med danske turister, bruget ordet Havn om hovedstaden Tórshavn. En Havne-mand vil på Færøerne sige en fra Tórshavn..

I København var det et yndet øgenavn at råbe Jens Påskelilje eller Mads Påskelilje efter een, der var kommet ind med firetoget. Nu havde de slet ikke tog dengang, men de kendte godt de dumme, bønderne på den anden side Valby Bakke - for borgere og adel var bønderne ukrudtet.

I dag er jo påskeliljen en elsket blomst, og det er Grundtvigs skyld. Hvis man skal fatte frækheden i Grundtvigs valg af påskeliljen som sindbillede, eller hvis man skulle skrive digtet i dag, måtte det handle om mælkebøtten for at vække samme opmærksomhed. Mælkebøtten, der er lagt for had - og som fører til nabo-fjendskab, men som af nogle få i nutiden er blevet brugt som sindbillede på naturens egen ret:

Mælkebøtte, hvad vil du her,
hvad tror du dog, min nabo siger,
han, som har sprøjtet hver en’ste vår
og ansat fire lugepiger.

Sådan måtte Grundtvigs digt indledes i dag - eller sådan forstår vi bedst, hvad det var, han gik i byen efter. Det er mærkeligt at tænke sig, at påskeliljen i dag er mere brugt som påskehilsen end chokolade-ægget. Men på Grundtvigs tid var den mælkebøtte, ukrudt.

Det Grundtvig siger, er: - Nu skal jeg sige dig een ting, påskeblomst, hvis jeg digter om dig, så vil de allesammen kalde mig Mads Påskelilje.

Mener du, at jeg har vilje
til at nævnes Påskelilje!

Nej, mig er der ingen, der skal råbe efter.

Mener du, om harpestreng
end jeg slog, med dig for øje,
nogen vil fra blomstereng
øret til de toner bøje!
Ved du ej, at her i Havn
er du kun et øgenavn!
Mener du, at jeg har vilje
til at nævnes Påskelilje!

På sin vis snakker Grundtvig også med læseren. Vi ved jo godt, at der blev et digt om Påskeliljen ud af det. Vi sidder jo med det i hånden. Han er i gang med at sige til os, hvorfor han er grebet af det stykke natur, ukrudtet.

Digtet stammer fra et lille skuespil. Grundtvigs stykke blev i nogle år opført ved påsketid på Det kongelige Teater. Det vil snart kunne sælge billetter igen. Skuespillet med det indbyggede digt blev modtaget vrissent af kritikken. Det blev rakket ned.

Men ikke af Jens Baggesen. Han havde i 1815 skrevet meget dårligt om Grundtvig, men da han to år efter læste digtet om Påskeliljen, skrev han:

"...saa højt jeg ogsaa skatter den hensovne Øhlenschlægers Nordiske Digte, Grundtvigs i samme Aand og Tone er min Digtersands endnu kærere, og at det eneste aandelige Digt af Dannevirkes aandelige Opbygger: Paaske-Liljen, har ikke blot for mit Hoved og Hjærte mere Værd end alle Øhlenschlægers Skuespil og Sange; men at jeg har øjeblikke, hvori jeg hellere gad have skrevet dette ene høje, dybe, aandrige, med intet andet lignelige Kvad, end mine egne samtlige, paa min Kritiks Guldvægt deraf opvippede danske Digte."

Så det var da godt, Grundtvigs fik skrevet tredie vers med og alle de følgende, selvom han først tog påskeliljen i skole, om den virkelig troede, den var noget at digte om. For i tredie vers byder han påskeliljen velkommen. Den skal vide, at den har banket på den rigtige dør. Grundtvigs hjerte er ikke lukket til for noget så ringe som en påskelilje. Tværtimod vil han synge så kraftigt om den, at folk vil blive nødt til at stoppe vat i ørene for at undgå at høre sangen.

Ja, du ved, til hvem du kom.
Vær velkommen, Påskeminde!
Du mit hjertes helligdom
aldrig skal tillukket finde;
tone skal med højtidsklang
over dig min bedste sang,
tone skal den i min hytte;
døve sig, hvo ej vil lytte!

Grundtvig vil endda gøre, som kvinden gør med mandens rose, trykke påskeliljen til sit hjerte, smykke sit hoved og bryst med påskeliljen.

Derfor skal vi med Grundtvig ud i haven, som han kender påskeliljen fra. Det er faders have, det vil sige kirkegården. Hans far var præst. Han er født og vokset op i en præstegård. Moderen tog sig af urtehaven, og det er jo også et større arbejde end det, en præst skal yde på kirkegården. I faderens have stod påskeliljen på gravene. Dengang har kirkegården med sikkerhed lignet et fælles overdrev mellem to sogne, den fælles jord, de dødes have som de levendes land - med påskeliljer og andet ukrudt mellem græsserne, de spredte kors og sten.

Lever op i sind og hu,
stander op af eders grave,
barnedage! følger nu
med mig ud i faders have!
Lad mig under påskesang,
kirkeklokkens højtidsklang,
blomsten til mit hjerte trykke,
bryst og hoved med den smykke!

I femte vers sanser Grundtvig, at påskeliljen har en egenskab, han har brug for til sin prædiken første påskedag. Påskeliljen melder vår, den er der som et udsagn om, at det døde bliver levende.

Alle påskeliljens egenskaber rulles frem til forsvar for den. For det første er den forårsblomst. Den melder om nyt liv. Og det er lige, hvad Grundtvig har brug for i sin nedtur.

Og så en hilsen til rosendyrkerne og folk med fine fornemmelser:

Ved Guds værk og egne kår
sig kun verdens dåre skammer. 

Eller på Lønne-dansk: Kun tosser skammer sig over naturens egne blomster. Når Vorherre og ikke gartnerens grønne fingre og kunstgødningen har skabt påskeliljen, så er der ingen grund til at skamme sig over den.

Det er kun de fjollede, dårerne, der ikke vil kendes ved Guds skaberværk, selvom det kun er en påskelilje. Der er ingen grund til at skamme sig. Faktisk ligner den mig selv, tænker Grundtvig, der er heller ikke pragt ved mig, og de må også gerne gøre grin med mit tøj, ligesom de gør det med påskeliljens dragt.

I femte vers står der til slut i salmebogen og højskolesangbogen, at han selv på sorten tilje ligned helst en påskelilje. Tilje er egentlig dækket på en båd. Men som ordet går ind i teksten her, må ordet tilje tolkes som ligbåre. Den sorte katafalk.

Og når han ligger på ligbåren, vil han helst ligne en påskelilje, fordi påskeliljen er et udsagn om, at livet får i ringgang, som Johannes V. Jensen siger, lever, visner, dør og fødes påny.

Men den oprindelige  ordlyd er dybere end de linjer, der bruges i sangbog og salmebog. Der står egentlig ikke, at han vil ligne en påskelilje. Nej, han vil nævnes en påskelilje.

selv jeg dog på sorten tilje
nævner mig en påskelilje.

Og det er en helt anden snak. Den sorte tilje er nu gravstenen - den tilhuggede, slebne, sorte marmorsten, der bliver lagt som et båddæk hen over kisten, som er den båd, Grundtvig i døden forestiller sig, han sejler i. Altså: Skriv bare påskelilje på min gravsten. Kald mig bare ved et øgenavn, kald mig bare tosse.

Det er ikke kristendommen, han henter sprog fra. Det er fra den olddanske førkatolske tro. Den gamle form for gravlæggelse var jo netop den, at liget blev lagt i en båd. Sådan sejlede Balder til Hel.

Skibet stod på stranden. På skibet var et bål, og på bålet lå Balder. Thor var den, der skulle skubbe skibet fra land. Men han, den stærkeste af alle aser, havde ikke kræfter nok. Så går der kvindesag i historien. De tilkalder en heks fra nabosognet. Hun sætter bare lillefingeren på skibet, så ryger det ud i havet. Og Tor er så krænket på sin mandfolke-stolthed, at han sparker til den nærmeste dværg i ærgrelse, og dværgen ryger med ud ombord i båden og sejler med til dødsriget Hel. Da Heimdal senere gæster Hel, møder han dværgen, så derfra ved vi, at historien er god nok.

Da Danmark var i nedtur, standede i våde, sendte guden Odin et skib med sin søn, Skjold. Danskerne valgte drengebarnet til konge. Fortællingen er ældre end kristendom på dansk jord. Da Ansgar landede i Hollingsted og sagde, at Gud havde sendt sin søn, så svarede danskerne: - Nu igen! Det var de helt vant til. Fødslen, barne-blidheden er forudsætningen for frelse, ikke et kristen ord, som mange tror, men olddansk for fri hals - det ikke at være træl. Da Skjold døde, blev han lagt tilbage i båden og sejlede til Odin i Valhal.

Grundtvig har haft disse urdanske tanker i hovedet, da han så sin grav som en båd. Ligesom Jakob Knudsen havde det, da han skrev: Se, nu stiger solen af havets skød med ordene:

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav.  

Det er ikke kristendom, men urnordisk tro. Eller rettere, den er kristendom på gammeldansk. Derfor synges den salme ti gange mere andre andre. Og Grundtvig, der lader den kristne evighed være en borg, der stander prud og grand med gammel i gyldne sale, husker de gamle gravskikke, da han i digtet her vælger at gøre sin gravsten til et båddæk.

Grundtvigs gravsted blev anderledes, end digteren tænkte sig som ung, en lukket herregårds-kirkegård, og der kom til at stå alt andet på kisten end netop Nicolai Frederik Severin Påskelilje. Han står i en gravkælder og er ikke i jorden, hvor han engang forestillede sig, at han i døden ville blive som et billede, som kun Gud kunne se - et billede, der ventede på fremkaldelse, ville en eftertid kunne føje til.

Vinterblomst! du melder vår,
fold dig ud i stille kammer!
Ved Guds værk og egne kår
sig kun verdens dåre skammer.
Spotter kun min ringe dragt
uden glans og farvepragt,
selv jeg dog på sorten tilje
nævner mig en påskelilje.

Nu sætter Grundtvig sig ned og snakker med blomsten. Det er gået helt tab i salmebogen, at digtet er en samtale mellem Grundtvig og påskeliljen. Det kan lige anes i Højskolesangbogen. Det er bondeblomsten selv, der siger, at den ikke har fået rosens duft og heller ikke liljens sølvblade. Blomsten er meget beskeden: - Der er egentlig ikke ret mange, der kan lide mig, og de få, der holder lidt af mig, er dem, der kan se, hvad jeg betyder.

Ej i liflig sommerluft
spired jeg på blomsterstade,
ej så fik jeg rosens duft,
ikke liljens sølverblade;
under vinterstorm og regn
sprang jeg frem i golde egn;
ved mit syn kun den sig fryder,
som har kær, hvad jeg betyder.

I syvende vers er det Grundtvig, der svarer Påskeliljen. Han svarer ved at stille modspørgsmål, som man tit gør, når man er i tvivl. Jamen, betyder vi da noget, du og jeg, siger Grundtvig. Er spådomstegnet virkelig sandt? spørger han Ordet spådomstegn er i salmebogen skiftet ud med ordet prædiken. Er vor prædiken ej tant? Eller på nudansk: Er det ikke løgn, hvad vi står og siger i vores prædiken i kirken om søndagen? Og da især påskesøndag?

Kan de døde virkelig bryde graven, spørger Grundtvig den lille blomst. Og han gør det med et herligt udtryk:

Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?

Oversat vil det sige, at der er nogen rygter i omløb om, at der er een, der er stået op fra de døde. Jeg har lige set det i TV-Avisen, kunne Grundtvig lige så godt have sagt til påskeliljen. Johannes Møllehave har et sted, hvor han siger: Jesus stod op fra de døde, hvis man ellers kan stole på nogle hysteriske kvinder, som først kom ud til graven.

Møllehave siger det i sammenhæng med ord, han har lånt hos P. G. Lindhardt om brylluppet i Kana, hvor Jesus hjemmebryggede 600 liter vin til folk, der efter Lindhardts mening havde fået nok. Og da Lindhardt prædikede om vand-til-vin-miraklet, føjede han til: Hvis man da ellers kan stole på nogle fulde folk. Grundtvig tør spørge på samme frejdige vis: Stod han op, som ordet går?

Det er altså ikke den skråsikre tekst, vi synger henne i kirken, den nedskårne udgave af Påskeliljen. Der er ikke noget som helst om, at Jesus er stået op fra de døde, og at vi derfor skal være glade. Nej, Grundtvig har sandelig i digtets indledning svært ved at være glad. For han skal prædike påskesøndag, og han tvivler meget på det, han skal prædike om.

Grundtvig er - som så ofte i sit liv - stærkere i tvivlen end i troen. Mer end noget andet er det redelighed. Han vedkender sig ærligt sin tvivl. Han er så meget på den, at han endda sidder og snakker med en påskelilje om, hvad han skal sige. Jeg synes, det er vedkendelsen af tvivlen, der gør ham en stor digter og pålidelig rådgiver. Det bedste, vi kan give hinanden, er dog en ærlig omgang med vores tvivl, vore vanskeligheder.

Hvis man selv er i tvivl, så er det ikke let at dele sit liv med et menneske, der påstår sig guddommeligt hævet over alle andre med en frelsthed, som man enten bliver misundelig på - eller som stiller den frelste uden for ethvert menneskeligt fællesskab. Den, der er religiøst eller polisk frelst, fanatisk i sin egen skråsikkerhed, har aldrig brug for andre mennesker - og kan sjældent bruges til noget af andre.

Det er som regel den slags skråsikre folk, der siger til een, når man har det skidt: - Tag nu og vær lidt glad, du skal være glad, se nu at komme med?

Men den, der ikke er glad, er jo netop ikke nærværende, kan ikke tage del i glæden. Søren Kierkegaard siger, at glæde er det at være i sandhed sig selv nærværende. At vedkende sig, at man er, som man er, både det gode og dårlige, først når man kan det, har man del i glæden.

Digtet her røber da også, at Grundtvig er ikke glad, han er ikke nærværende. Det er bondeblomsten, påskeliljen, der langsomt får ham til at være med, være nærværende. Det er det vigtige. Grundtvig snakker med påskeliljen. men det er ikke ham, teologen, præsten og digteren, der kender svaret. Det er ham, der er i tvivl. Og det er påskeliljen, der kender svarene. På sine egne vilkår. På naturens vilkår. På det skabtes fælles vilkår. For ordet natur betyder det skabte.

Jeg synes, at syvende  er et af de mægtige vers i dansk digtning. Det er det herligt menneskelige vers, hvor Grundtvig udstiller hele sin tvivl. Jeg mener, det er er enestående i dansk digtning at skrive et vers, der rummer seks rummer seks spørgsmålstegn. Tydeligere kan manden da ikke sige, at det er ham, der er i tvivl.

Her er ingen færdigsyet tro. Her er ingen skråsikker fanatisme. Manden er på den. Hvad er livets mening? Hvor er der indhold og fylde at hente?

Grundtvig går ikke til præst, for dem kender han, han går heller ikke til læge, psykolog eller psykiater. Han bestiller tid hos påskeliljen. Eller på nudansk: - Der er lige noget, jeg skal have tjekket.

Bondeblomst! Men er det sandt:
har vi noget at betyde?
Er vor spådomstegn ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?

Nu kommer i ottende vers påskeliljens svar. Og her skal man virkelig huske, at ordene ikke er præsten Grundtvigs, men påskeliljens!

Påskeliljen siger til den tvivlende Grundtvig: Altså, du,  min erfaring er den, at hvis de døde ikke kan opstå, så har vi ikke noget at betyde. Vi påskeliljer har det sådan, at vi dør, når vi har blomstret, men så kommer vi igen næste år, eller kunne vi jo ikke pryde haverne. Så ville man jo bare glemme os.

Billedsproget i ottende vers er så dristigt, at meget få ville slippe fra det. Det kræver virkelig en digter, der kan mere end sit håndværk. Der er noget voks-agtigt over påskeliljer. Man kan mærke det, når man gnider med en finger hen over dem. Grundtvig griber dette voks og gør det til et billede på livets genkomst. Vokset, som er påskeliljens voks, er jo også i gammel sprogbrug den dødes krop, liget.

Vokset vil smelte. Og i det dunkle støbes dette smeltende voks om igen. Det bliver til vokslys på gravene - som på Alle sjæles Dag i november, en gammel katolsk skik, der selv er ved at genopstå, når der også tændes lys på flere og flere protestanters grave i Danmark.

Den, der går tæt på, vil se, at livets gåde ikke er løst med påskeliljens svar. Gåden - som altid hos Grundtvig - står urørt. Så er den livets gåde, siger han et sted om kærligheden, den sikkert bedst vil råde fuldvoksne dannemænd. Men gåden er der der, selvom vi får svar - om kærligheden som livets gåde får mændene svar hos kvinderne. Om opstandelsens mulighed får Grundtvig svar hos påskeliljen. Svarene har begge samme præg. De er ikke gådens løsning, men mulighed. Påskeliljen siger, hvad den tror, og den har ikke brug for ris eller ros, bare den bliver elsket af dem, som indser, hvad den betyder.

Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle,
og som lys på graven funkle.

Så siger Grundtvig i niende vers, hvor han selv har ordet igen: - Jeg bliver helt beruset af det, du siger. Der er sørme noget om det. Han ser pludselig påskeliljens blomstertragt som et drikkebæger eller et alterbæger. Han har drukket en stærk tår af den. Han føler påskeliljens ord som en tilfredsstillelse. Han føler sig løftet af det - hævet er det ord, han bruger. Pludselig kan han som ved en opvågning se de døde i en påskemorgenrøde. Påskeliljen kender livets og dødens gåde, at drikke af påskeliljens bæger er samtidigt at svinger sig højt på svanevingen og høre dødens svanesang.

Påskeblomst! En dråbe stærk
drak af jeg af dit gule bæger,  
og som ved et underværk  
den mig hæver, vederkvæger:  
Svanevinge, svanesang  
synes mig, af den udsprang;  
vågnende jeg ser de døde  
i en påskemorgenrøde.

Grundtvig opdager i det øjeblik, at han selv er en påskelilje, eller at han har det som en påskelilje. Helt som når vi siger til en anden: - Det kender jeg fra mig selv, jeg har bare aldrig tænkt over det.

Grundtvig siger så til påskeliljen: Nu skal du virkelig have tak, fordi det, du har sagt, det er noget, jeg genkender fra mit eget liv. Du siger, at i jeres slægt skal I visne, glemmes, men så smeltes I som et under under mulden og støbes i det dunkle for igen at stå som lys på graven. Du skal vide, påskelilje, jeg er digter og historiker. Og jeg har i mit eget liv oplevet nøjagtig det, som I påskeliljer altså også kender til. Noget, der er dødt, kan blive levende igen. Jeg har ikke tænkt over det, før du du nævnte det.

Fra tiende vers optræder en skikkelse, vi ikke har hørt om før. Hun hedder Saga. Hun er Historien. Historien er kvindelig - hos Grundtvig. Hans kunne bringe ham i slægt med enhver i Hvide- og Bang-slægten tilbage til Absalon. Det vittige i Grundtvigs liv er kvindeligt. Danmark er Frejas. Sproget er modersmålet. Historien er fru Saga.

Nu handler det et øjeblik ikke om opstandelsen påskemorgen, nu handler det om livet her på jorden - og om alt dødt, der kan blive levende. Man skal begynde i det menneskelige for at indse noget. Man kan ikke begribe Guds riges bjerg og dale, før man ved, hvad Danmark betyder for een. Hvis Danmark i ens sind kun er en sociologisk eller geografisk størrelse med et vist antal indbyggere, 7000 kilometer kyst, dale og bakker, så har man ikke sprog og ånd til at fatte, hvad Guds rige er. Hvis man ikke elsker det liv, man er i gang, så er det løgn at tale om evigt liv. Hvis man ikke elsker livet, hvad i alverden skulle man så med evigt liv. Hvis man hader livet, må evigt liv være den værste traf, der kan overgå een. Hvis man ikke ved, at noget dødt kan blive levende, er det for tidligt at prøve på at fatte opstandelsen.

Sværmer jeg? Ja, sværmer du,  
Saga! over tidens bølger?  
Dig det var, jeg kom i hu,  
flyver kun, når dig jeg følger.  
Dronning over gravens folk!  
Er du ej de dødes tolk!  
Jo, og hvis de ej opvækkes,  
skal med spe dit spir og brækkes.

Grundtvig står nu og snakker med fru Saga. Hun er historien og dronning over gravens folk, over de døde. Fru Saga er de dødes talskvinde, de dødes tolk. Hvis fru Saga, historien, ikke er i stand til at vække de døde til live, hvis hun ikke kan give dem mund og mæle, så er hun ikke dronning. Historiens borg ligger jo netop på kirkegårdene. Historiens borg ligger under marmor-båddækket, marmeltiljen, som han skriver.

Historien fører netop i sit våbenskjold den gule påskelilje, fordi al historie handler om det, som påskeliljen har erfaret, at det døde kan vækkes til live. Hvis fru Saga ikke kan bryde graven, så har historien heller ikke noget at betyde.

Grundtvig var på den tid, han skrev digtet om påskeliljen, ikke i høj kurs. Der var meget få, der ville læse ham. Han fik da det indfald, at han ville skrive for de døde, så ville han være sikker på at blive læst. Det lyder forskruet, men er meget ligetil.

De fleste ved, at man synes det tøj, ens forældre går i, er noget af det mest fjollede, man kan tænke sig. Nogle unge vil i en bestemt alder helst ikke gå ved siden af forældrene på gaden. men bedstemors og bedstefars tøj, det er sagen. Unge vil købe mage til bedsteforældrenes tøj og give mange penge for det. Mors tørklæde er latterligt, bedstemors sjal guddommeligt

Og sådan også med meninger. Forældrene er skrupskøre og ikke til at holde ud. Bedstemor og bedstefar er kloge. De har livsvisdom. Det, der var mode i bedsteforældrenes ungdom, bliver med sikkerhed mode igen. Gennemgående livsholdninger er vanskelige at opretholde, men man kommer på mode to-tre gange i sit liv.

Derfor tænker Grundtvig, at hvis han skriver for de døde, altså for fortiden, så er han skudsikker på, at det, han skrevet, vil opstå igen. Han skriver det selv sådan, at han havde været fristet til "indtil videre ikke at sætte pen til papir for et publikum, som det synes, jeg i det mindste ikke er skabt for". Men han finder trøst i nogle gamle ord: "Skriv for de døde - for dem, du har kær i den svundne tid, thi de kommer igen i efterverdenen."

Netop derfor kan han sige til påskeliljen, at det med, at noget, som er dødt, bliver levende igen, det kender han også selv. Han havde bare glemt det, så blomsten skal have tak for at have husket ham på det.  

Har du ej en borg så bold
under sorte marmeltilje!  
Fører selv ej i dit skjold  
du den gule påskelilje!  
Ligger ej din glans, dit guld  
og din fjederham i muld!  
Kan ej brat de graven bryde,  
intet har du at betyde.  

Hvis sig over denne nat  
ej en påskemorgen hæver,  
som et genfærd tomt og mat  
over gravene du svæver;  
snart skal da afgrundens trold  
kløve kæk dit arilds-skjold,  
mane dig, med al din længsel  
ned i evigt mørkes fængsel.

Vi får aldrig opstandelsen at se som noget håndgribeligt, en død, der rejser sig fra dødslejet. Det lader sig kun gøre i skuespillet, som Kaj Munk gjorde det i Ordet, hvor den såkaldte sindssyge Johannes genopvækker moderen fra døden.

Grundtvig gør i skuespillet "Påskeliljen" brug af den samme mulighed. Han tager nu med Fru Saga, Historien, med ud til Jesu grav. De sidder og venter på påskemorgen. På scenen opføres et spil med romerske soldater ved graven, og kvinderne kommer ud til graven. Tiberinus er manden fra Tiberen, Tacitus er den tavse og Rufus den rødhårede. Ordet gør det døde levende.

Svæv da over tidens hav  
did, hvor stenen lyset dølger!  
Svæv til Herrens lukte grav!  
Jeg med tro og håb dig følger.  
Lad os der ved klippens fod  
se, om Herren ej opstod!  
Se vi ham i glans opstige,  
O! da kommer vist hans rige.

(Den hellige Grav)

Tiberinus
Hu! Hu! det var en post, jeg havde der! 
Om jeg så kunde blive rig som Crassus,
Så stod jeg der dog ingen time til. 
Hvad i al verden skal og det betyde, 
At sætte folk på vagt for ingen ting, 
For døde legemer og galge-bakker! 
I leer; ja, ja, I skulde bare set, 
Hvordan det blussed, gnistrede i luften; 
I skulde prøve, hvad det er at stå
Så mutters ene, som man stod på gløder, 
Og så at høre, hu! derhenne fra, 
Hvor Korset står, hvordan det hyler.
Der kommer Tacitus, spørg ham kun ad ! 
Han, ved I dog, er ikke let at skræmme; 
Men jeg tør vædde, han har også haft 
Sit mod behov for ej at smøre hæle.

Alle
Hei! hør dog, Tacitus! kom lidt herhen !

Tacitus
Hvad nyt! hvad galskab er der nu på færde?

Rufus
Ih! splinternyt, rent nybagt Spøgeri; 
Den arme Tiberinus vil besvime; 
En ildrød drage, som en Elefant, 
Har taget ham med snabelen ved næsen; 
Kom, vil du se, hvor den er rød endnu, 
Og tænk kun ikke, det er af Falerner! 
Ja, hør nu mer! han ville løbet bort, 
Men drattede så lige ned i Orcus, 
Og hørte der livagtig Tantalus, 
Hvordan brøled med den tørre tunge, 
Til gru og gysen for en tørstig sjæl. 

(Falerner er vin. Han siger, at næsen ikke er blevet rød, fordi Tiberinus har drukket vin fra det italienske vin-område Falerno i Campania, hvor falerner-vinen dyrkes. Nej en drage så stor som en elefant har med sin snabel taget ham om næsen.
Orcus er i dødsriget i romerske myter, siden blandet sammen med det græske Hades.
Tantalus eller Tantalos er en græsk sagnkonge; der for at prøve gudernes skarpsindighed slagtede sin søn og serverede kødet for dem. Som straf står han ifølge græske myter i vand til halsen og med frugter hængende over sit hoved. Når han vil spise eller drikke, viger begge dele straks bort, og derfor taler vi om  tantalos-kvaler.)

Tacitus
Ja så! så det var, hvad I vilde! 
Jeg trænger ellers ikke til at le. 

Tiberinus
Ja, Rufus, ved du nok, er stærk i munden,
Han er så stor en helt i eventyr,
Som Bachus næppe var det i bedrifter. 
Men dog, alvorlig talt, har ingen ting 
Mødt dig i nat, som du må undres over! 

(Bachus er den romerske vingud)

Tacitus 
Dertil kan svares både nej og ja, 
Men her om slige ting jeg helst vil tie.

Tiberinus
Så du da ej de sære himmelblus, 
Og hørte du ej hylet under korset!

Tacitus
På ingen Måde, tvertimod ..

Høvedsmanden
Ret så! 
Det kan jeg lide, Tacitus! jeg hører, 
At Tiberinus har haft nattesyn; 
Hans lykke da, at ej i kolde drømme 
Han vågned op, som sagtens ville sket, 
Hvis under synet jeg ham havde truffet.

En farisæer
Sig ikke det! det var just ej så sært, 
Om noget underligt ham har begegnet. 
Er det så sært, om endnu denne nat 
De onde ånder tykt om graven sværme! 
Har han ej sagt, han atter vil opstå, 
Og er det under, de vil os forfærde! 
Nej, mere underligt det synes mig,
Hvis ej endnu, før morgenen frembryder, 
De kogle så, at, var ej Gud med os, 
Det ej var sært, om vi fra graven flydde.

Høvedsmanden 
Ja, du kanske, men Romere dog ej; 
Thi, ser du vel, vi romerske Soldater, 
Vi er ej bange for vor egen skygge, 
Og andet er jo intet koglespil. 
Det ved da sagtens også nattens ånder, 
Thi ellers var de dummere end vi, 
Og du skal se, de ta'r sig nok i vare 
For at besøge romere på post. 
Hvis ikke, ser du, har jeg her en klinge, 
Som er indviet på en Isisfest;
Den bed på tyskere som Smør og Kage, 
Og hårdere er sikkert ingen ånd;
Kan slige våben ej på ånder fæste, 
Så er det sagen, de er vejr og vind, 
Og vejr og vind kan man vel ikke kløve, 
Men ganske rolig le og blæse ad; 
Det kalde vi at sætte blæst mod blæst, 
Og lige børn de lege altid bedst. 

(Isis er en ægyptisk modergudinde; der var gift med og søster til Osiris. Billedligt skildret som gudinde med sønnen Horus på skødet, hvad der senere gled ind i kristendommens, især katolicismens dyrkelse af Maria med Jesus-barnet. I Ægypten blev hun dyrket frem til 500-tallet.)

Farisæeren
Du er en spotter, kender ej vor lov, 
Og har ej set den kogler, mens han leved. 
Jeg vilde ønske, du kun eengang så, 
Hvad jeg har set for tit i mine dage! 
Set Krøblinger, ja, set dem mange år, 
Før denne kogler end var født til Verden, 
Set blinde, døve, som jeg leged med, 
Mens de var børn, og som jeg tog ved næsen 
For ret at vide, om de ikke løj, 
Dem har jeg set helbredes af den kogler, 
Dem har jeg set ham spytte, blæse på, 
Så stæren faldt, som skæl, fra deres øjne, 
Så ordene fløj ind at lukde Døre. 
Ja, jeg har set, hvad jeg må grue for, 
Så hårene sig rejse på mit Hoved, 
Hvergang jeg tænker på, hvad jeg har set. 
Der var en mand, det var min egen frænde, 
En rig og fornem og gudfrygtig mand, 
Men som af kogleren sig lod forblinde. 
Han bliver syg og dør; jeg så ham dø; 
To søstre havde han, to fromme kvinder, 
Godtroende, som kvindfolk plejer van, 
Og kogleren med liv og sjæl hengivne; 
De sendte bud, da broderen blev syg; 
Men der kom ingen, og, med sorg i sinde, 
Det glæded mig for Guds og sandheds Skyld. 
Se, denne Sygdom, den er dog hans Mester, 
Og altså er det andet kogleri, 
Thi for Guds søn er ingen Ting umulig, 
Så tænkte jeg, og så ham dø, som sagt; 
Og da jeg havde først på alle måder 
Derom forvisset mig, at han var død, 
Så tænkte jeg, det kan dog aldrig skade, 
For visheds Skyld, nu med en knappenål 
At prikke lidt i nakke og i hjerte; 
Thi man har set så mange sære ting, 
At selv det særeste man knap forsværger. 
Som sagt, så gjort, jeg turde svoret på, 
At dødere kom ingen Mand i Graven.
Ej dermed nok, hver Morgen tidlig gik 
Jeg ud til hulen, lettede ved stenen, 
Og fjerde morgen lugtede jeg lig.
Lad kogleren i Herrens Navn nu komme, 
Jo før, jo heller! her er lejlighed  
Til at bevise, han var ingen praler,  
Dengang han roste af, at han, som Gud, 
Kan gøre levende og vække døde.
Men se! hvad skeer! den samme formiddag 
Med eet man hører: Mestren, Jesus kommer! 
Jeg var den første, kan I sagtens tro,  
Som skyndte mig at komme ham i møde; 
Vi var mange; alle gad vi set,
Hvordan han søstrene nu vilde trøste, 
Og sno sig fra det svære underværk.
Han gik til graven med den hele skare;
Ja, alt som bedst han gik, han brast i gråd, 
Og da der mumledes: en blindføds læge, 
Man skulde tænkt, dog kunde alle ting, 
Da hulked han, og alt jeg lo i hjertet,  
Og takked Gud, som blotted hans bedrag. 
Men se! med eet han bad os åbne graven; 
Jeg selv var med at vælte stenen fra; 
Da nævned kogleren med kraft den døde, 
Og råbte derpå tordnende: kom ud! 
Og se! han kom! ja, ikke det alene,  
Men han gik hjem, og lever nu som før;
Jeg selv har ædt og drukket med den døde. 
Nu må I dømme, om det er så sært, 
At jeg kan frygte end for allehånde. 
Nej, sad på stenen ikke dette segl,  
Den stores segl, som haver alt at råde, 
Det segl, som binder hver en luftens ånd,  
Som Salomon, den viseste, opdaged, 
Da ej jeg stolede på kors og sværd,  
Thi mer end dø man kan jo ej på korset, 
Og jeg har set en stendød Mand opstå.

Høvedsmanden  
Det passer godt til slig en bælgmørk nat, 
Det eventyr, du havde at fortælle;  
Thi næppe tror jeg, du ved dagens lys, 
Når dig en Romer stirred stift i øjet, 
End skulde vove at gentage sligt,  
Hvortil kun Svaret er: det tror en jøde.  
Om natten, det er sandt, når man er sløv 
Og sat på narrevagt for rådne jøder, 
Da kan man ikke le ad slig en løgn; 
Men ærgre sig, det kan og må en romer, 
Som ved, hvad der kan ske og ikke ske, 
Som trådte børne-skoene i visdoms skole, 
Hos Cicero, Horats, Ovid, Virgil, 
Og lærde overtroen at foragte,  
Men lærte også, hvad i fordum tid,  
Hvad den endnu på pøbelen kan virke.  
Var, gamle gråskæg! det kanske din Agt, 
At prøve, om en romer kunne bæve,
Da skulde du kun hvisket det til mig,
Ej råbt det ud for hele vagtens øren; 
Thi mellem mange kan vel findes een, 
Ja, mellem alle tør vel findes mange,
Som, selv i felten, har end ej udsvedt, 
Hvad de indsugede med moder-mælken. 
Det går med overtro som anden sot,  
Den flyver på, som ørnen på sit bytte,  
Men kryber sent som sneglen af sit hus; 
End må århundreder vel gå og komme, 
Før lampen, som de vise mænd har tændt, 
Udskinnende fra deres snævre Kammer,  
Bestråle kan den hele jordens kreds; 
Ja, hvem tør sige, at selv nogensinde 
Dens skin oplyse kan en jødepræst!  
Et Folk, hos hvem mod lyset sig forene 
Hårdnakket dumhed og forvorpen list! 
Det var ej godt, om alle dyr blev kloge;  
Eet Rom er nok til visdoms fædreland; 
Det samme Rom skal verden evig styre.  
Det er vel så, med ingen Rom kan dele, 
Det har forenet alles overtro,  
For med sin visdom alles tro at fælde; 
Hvi skulde nu vel, på sin dronningstol, 
Det noget folk sit fejeskarn misunde!  
Gør I kun guder frit som dumme børn, 
Når børn og guder hylde Romas ørn!  
Men tænk kun ej, du binde kan en Romer 
På ærmet slig en tosset jødeløgn,  
Hvis mage knap selv vanvid har opspundet! 
Var du kanske i ledtog med ham selv, 
Den Gud, som kunde blæse liv i døde, 
Men ikke holde livet i sig selv,  
Da han blev nagelfast i romer-hænder! 
Så skulde sagnet os vel kyse bort,  
Så du fik råderum, og os i lommen, 
Som vidner om et sådant underværk,  
Som det, du gjorde med din syge frænde: 
At putte levende ham i sin grav,  
For at opvække ham igen af døde.  
Det er da godt, at han, som ligger der, 
Er død på romersk, og at i hans side  
Er prikket med en romersk knappenål; 
Han skal vist ikke gå igen der hjemme, 
Og æde påske-lammet fra de små.  
Men enden bliver nok, at vi må hjelpe 
Jer allesammen til at dø tilgavns;  
Thi landet har dagtyve nok at føde, 
Og vil de døde da nu også æde med, 
Da få en hungersnød vi, som er ægte. 
Det gået har i verden før så galt,  
At for at leve man har ædt de døde, 
Men her fik piben da en anden lyd, 
Her levende de døde åd os op.

Farisæeren
Ja, spot kun du! det kan jeg sagtens tåle; 
Du er så ung endnu i denne egn,  
At kæk du blæse tør ad underværker. 
Bi, til engang du først får et at se!  
Da skal du mærke, her til lands er luften 
Imellem noget tung at blæse bort;  
Jeg i det mindste ved, jeg har en lunge, 
Så knap en bedre findes skal i Rom,  
Og jeg har blæst af alle livsens kræfter, 
Men end ej lært at blæse ånder bort. 
Det lykkes sikkert heller ikke ofte;  
Thi skal det lykkes, må man blæse til, 
Og bliver derved sagtens så forpustet, 
At man har ingen lyst at blæse mer;
Kort sagt: man taber udentvivl ved legen, 
Og blæser bort af ånder kun sin egen.  
Dog, det er sandt, han, som nu ligger der, 
Han kunde blæse, så det kunde frugte; 
Men han forblæste sig dog og tilsidst,
Og du kan tro, jeg heller lå i hullet, 
End så ham komme atter ud deraf;  
Thi, står han op, som han så vist har lovet, 
Da med min mester jeg en Dyst har vovet, 
Kan han få ånde, da er jeg blæst ud, 
Da er jeg djævel, og da er han Gud.

Rufus
Hvad Pokker, kamerad! du leer jo ikke! 
Du står og måber, som en isis-præst, 
Når borte er den hellige Osiris.
Græd du kun ikke! han er vel forvart, 
Han er i konvolut og godt forseglet.  
Ved Jupiter, man skulde hartad tro, 
Den jøde har en blæsebælg af lunge, 
Som selv Vulcanus ej har mage til;
Thi, se engang! har ej hans kælling-sladder 
Blæst Marven ud af Tacitus: en Karl, 
Som, hvor vi andre stønnede af hede,  
Har blæst sig kold og tyskere omkuld!  
Hvad? kvalmer patten dig endnu om Hjertet! 
Og mener du, om Jupiter fik lyst
Igen at gå på eventyr hernede, 
At da han kom til dette jødepak,
Og ej til Rom, hvor vore vestalinder 
Har ventet på ham snart i tusind år!