Sidste ombæring
Lønne Højskole er lukket og udbydes til salg. Vedtagelsen om lukningen blev gjort i sammenhæng med min 70 års dag i maj 2007. Charlotte og jeg har haft næsten 22 år på højskolen og været sammen på to andre højskoler, Krogerup og Uldum, i sammenlagt 12 år. Det er fra dette langvarige arbejds-fællesskab på de samme arbejdspladser vi sender en hilsen til de tusinder, der gjorde det muligt at holde højskole i Lønne på usædvanlige vilkår.
Lønne Højskole var præget af de to skoler, vi havde været fælles på, Rasmus Sørensens bondeskole i Uldum og Hal Kochs samfundsskole på Krogerup. Tilsammen i Lønne et hjemligt sted, hvor døre og vinduer vendte udad.
Det sværeste ved at lukke er nok, at Lønne Højskole har haft fuld tilslutning i de mange år. Og sådan var det helt frem til afskeden med det sidste højskole-ophold i Lønne, Skiftedage 22. – 24. juni 2007. En skole, hvor næsten ingen kommer, mister målet og er tvunget til at lukke, men der skal kræfter til at lukke, når det går godt.
De kræfter fik vi fra de mange, der var her gennem nær 22 år, og som stadig mere tydeligt gættede, at sidste ombæring var nær.
Og der var styrke at hente i de mange ord, hilsener og blomster, som de seneste mange måneders post har overrasket os med.
Højskole vil altid være et midlertidigt fællesskab, men for os har det været enestående, at deltager efter deltager strakte det midlertidige ud og gjorde det varigt, sådan som vi også mærker det her i sommeren, hvor det føles, som om Lønne stadig lever – som om hænder, der blev strakt frem, aldrig vil synke.
Kun ordet helliger huset, siger Grundtvig om kirken. Udsagnet kan overføres på højskole, når indhold og samvær bygger på det, han søsatte. Målet i Lønne var aldrig at sælge fastlåste synspunkter og holdninger, men alene at gøre folk stærkere i det, de selv kom med.
Lønne Højskole levede af den forskellighed, som deltagerne medbragte. Virkeligheden får ånd og kraft af den spænding og den iver efter at komme hinanden i møde, som kun findes i forskelligheden.
Folk, der kom her, blev aldrig kaldt elever, som om højskolen på nogen vis var i stand til med ånds-elevator at løfte mennesker op over sig selv. Vi valgte ordet deltagere, netop mennesker, der tager del i det folkelige møde, højskole kan være.
Næsten 48.000 ansigter ser på os fra det, der nu er erindringens skatkiste, hvori det gemte finder en fælles form, ikke som et lukket kredsløb, men som en uendelig kæde, der er stadig ny ved indledningen og slutningen. Tilværelsen slutter sig sammen og får deraf kraft til at tage fat forfra.
Vi og højskolens mange medarbejdere og medvirkende gennem årene blev også formet af dem, der på Lønne Højskole standsede op, som man igen og igen må gøre det i tilværelsen for at komme videre. Derfor samler vores tak til deltagerne, køkkenets og talerstolens folk sig i den stærke følelse, at vi var sammen om noget, der havde iboende, ukendt kraft, som rev os med og efterlod os med fylde, indhold og mening.

Charlotte og Poul Erik Søe