Lønne Højskole

Frihed til forskellighed
Lønne Højskole står selv. Lønne Højskole er fri og uden bånd til partier, politiske, religiøse eller andre organisationer. Og deltagerne er fri. Højskolen har ingen skjulte mål eller hensigter.
Højskolen bygger på frihed til forskellighed. Alle synsmåder kan komme til orde og må finde sig i modsigelse.
Højskolen er et modstykke til kendte skoleformer og et hjemligt mødested. Uden fagsprog, uden ensretning og uden krav om ens viden.
Vigtigst er den samtale, der ikke tvinger sit eget igennem, men hvor man er hinandens mulighed. I samtalen begynder livet igen.
Charlotte og Poul Erik Søe

I en artikel i Højskolebladet 1994 gjorde Poul Erik Søe, Lønne Højskole, rede for, hvorfor han skabte udtrykket "Frihed til forskellighed":

Frihed til enshed
Valgmenighedspræsten, tidligere Snoghøj-forstander og en overgang statslig opsynsmand for højskolerne Jakob Krøgholt har fået sig en sag. Det kunne lyde, som om han ikke har haft sådan en før, men det er ikke min hensigt. Krøgholt omgås for mig at se vigtige sager.
Nu går Krøgholt til kamp mod slagordet Frihed til forskellighed. Da jeg har sammenstykket slagordet, har jeg pligt til at værne det, sådan som det fra gammel tid var skik, at den, der i en krævegang bar plakat, måtte i samtale kunne gøre rede for plakatens slagord.
I Højskolebladet 16. september 1994 skriver Krøgholt: "Den mest yndede bestemmelse af højskolen har længe været slagordet "Frihed til forskellighed". Den bestemmelse er dog kun brugbar, hvis og når samme frihed bliver anfægtet. Der er i lange tider intet, der har tydet på, at nogen har i sinde at anfægte den side ved friheden. Hvis vi alligevel fastholder den som den væsentligste eller eneste bestemmelse, bliver den intetsigende og tom, eller den trækker den opfattelse i sit kølvand, at alt, hvad der kan godkendes og hente tilskud, dermed er højskole."
Højskoleforstanderne har holdt et møde Esbjerg i november, tilmed vist nok en konference. Her sagde Jakob Krøgholt: "Der er i dag intet beskrivende eller tolkende i at sige "frihed til forskellighed", - det er langt snarere blevet et bekvemt slagord at gå i dækning bag. Netop fordi højskoleloven forlods har givet denne frihed til forskellighed er det dens tavse forudsætning eller forventning, at højskolerne forlader den bekvemme position og gør sig den ulejlighed at vove sig ud i tolkningen."
Jeg er så helhjertet enig med Krøgholt, at jeg er nødt til at komme efter ham. Det er ikke Frihed til forskellighed, der er noget galt med, men netop nogle højskolers brug af udtrykket. Det, Krøgholt med rette anker over, er tolerance som det sejrende frihedssyn i højskolen, og tolerance er det modsatte af frihed til forskellighed.
Når jeg så sikkert og frejdigt tør sige det, skyldes det en højskole-oplevelse, som man stadig uvarslet kan få for ingenting. Gider I høre?
Det var en mørk og stormfuld dag i tressernes midte. Sneen gik i dynger. Jeg var redaktør af Skive Folkeblad og fik en opringning fra Knud Hansen på Askov Højskole, om jeg ville holde foredrag. Det indfald havde Askov aldrig fået før, men på grund af snestormen havde de fået afbud fra en af de rigtige foredragsholdere. Jeg indvendte, at det også var snestorm i Salling, men det gjorde ikke indtryk på Knud Hansen. Heller ikke på en af mine journalistelever. Han overværede samtalen og tilbød straks at køre mig. Det havde jeg tillid til. Hans navn var Hans Dam, han havde styr på tilværelsen og var god til at bane sig vej. Vi endte da også i Askov - og han endte senere som chefredaktør af Berlingske Tidende.
Altså kørte vi mod Askov. Jeg lå på en madras bagi og lavede foredrag, da alt jo var med så kort varsel. Knud Hansen havde bedt mig tale om demokrati og parlamentslede. Jeg havde lavet en række radioudsendelser om folkestyrets sunde selvkontrol, den folkelige indsigelses frihedsret, selvom det koster omdømme for folketing og folkevalgte.
Det blev ikke den vinters foredrag i Askov. Med rette foreslog Knud Hansen bagefter med sit drillende lune, at vi skulle synge På det jævne. Heldigvis skulle der være diskussion bagefter - eller samtale, som det endnu hed. En af de første, der tog ordet, var en mand, jeg ikke kendte. Han sagde, at jeg havde brugt ordene tolerance og frisind i flæng. Mente jeg, at de to ord havde samme indhold?
Alarmklokkerne ringede i mig. Jeg kendte dengang meget lidt til højskolernes sprog. I et lynglimt huskede jeg, at jeg som medarbejder på Kristeligt Dagblad nogle år før var faldet over en bog med gengivelse af Grundtvigs ord om, at tolerance er en skifting, man mandeligt må bekæmpe. Dengang havde jeg tænkt, at Grundtvig var gak-gak. Hvis tolerante mennesker ikke er ordentlige folk, hvem så? Jeg var lige ved at bruge Grundtvigs ord i et svar til den spørgende Askov-mand, men fik så mit livs eneste indfald og sagde: - Det lyder, som om spørgeren har mere forstand på det emne end jeg.
Det reddede den aften. For Holger Kjær - ham var det - talte længe, bredt, klogt, mildt og blidt om forskellen mellem tolerance og frisind. Han havde skrevet en hel bog om det...
Jeg ville helst have overnattet i Askov på grund af snestormen, men Hans Dam havde morgenvagt, og pligt er pligt, mente han og ville ikke godtage, at jeg som redaktør fritog ham for den pligt, jeg selv havde pålagt ham. Frihed uden håndgribeligt ansvar er ufrihed. Han havde ikke kun ansvar over for mig, men også over for den anden medarbejder, der i givet fald skulle tage vagten. Det er godt at blive opdraget af sine elever.
Men på hjemturen og i dagene efter summede de to ord tolerance og frisind i mig. Holger Kjær sendte mig hurtigt sin bog. Den er dyrebar for mig. Fordi den sammen med Holger Kjærs fortælling i Askov for første gang levende gjorde synligt, at ord og holdninger er et stykke historie. Og at ordet frihed i sig selv er lag på lag af en historie, der nedkortet kan se sådan ud:
De første kristne har i kristendommen hørt en frigørelse. Den frihed, kristendommen gav dem, var en personlig frihed. Derfor er det i høj grad slaver og tyende, der gribes af kristendommen og udbreder den.
Da også den romerske kejser bliver kristen, murrer det i hans magtmuskel, når borgeren føler sig personligt fri. Det løser Augustin ved at hævde, at menneskets frihed gik tabt ved syndefaldet. Gud ejer friheden, men heldigvis har Gud en stedfortræder på jorden, paven, som forvalter friheden og giver kejseren personligt tillæg.
Reformatorernes opgør med pavemagten ender i forskellige frihedssyn. Her skærpes modsætningen mellem tolerance og frisind. Tolerance er et europæisk frihedssyn. Calvin mente, at man ikke kan gøre modstand mod øvrigheden uden at gøre modstand mod Gud. Frisind er et gammelkristent frihedssyn og et saganordisk. Luther vaklede et sted midt imellem.
Tolerance vil sige frihed for det, mennesker er fælles om, eller - siger Holger Kjær: en frihed for forskellige anskuelser, men under den forudsætning, at de ikke er så forskellige, som de ser ud til.
Friheden opfattes som et bånd om det fælles, en slags gummibånd, der både kan og skal spændes vidt, men ikke må briste. Alle skal kunne være inden for gummibåndet. Det viser sig hurtigt, at det kan de ikke. Men så tvinger man dem til det. Det krænker ikke friheden, siger man, for det er jo vedtaget, at det, der er inden for gummibåndet, er frihed. Når man tvinger folk til at være inden for gummibåndet, tvinger man dem blot til frihed. Og vil man ikke nøjes med den frihed, der er inden for gummibåndet, har staten altid politimagt med fingeren på aftrækkeren.
Frisind er det modsatte af tolerance. For frisindet er det vigtigste ikke frihed til det, der er fælles, men frihed for det, der skiller. Det, man er enige om, skal der nok blive frihed til, men egentlig frihed er frihed til uenighed.
Magthavere taler om frihed under ansvar. Egentlig har udtrykket frihed under ansvar tydningen liberalisme med dårlig samvittighed. Men man har intet sagt om frihed ved at sige, at friheden er under ansvar. Først når man tydeligt siger, under ansvar over for hvem eller over for hvad, er der frihed. Ellers skal man gætte sig til, hvem man i friheden er ansvarlig over for, og det ender i flertallets gummibånd. Just her er Danmarks frihed havnet - og højskolernes. Det, der er inden for tilskudsloven, er frihed.
Jeg ved godt, de fleste nikker mer end genkendende, men da jeg hørte og læste om det første gang, var det en snestorm i sindet. Jeg ville omsætte Holger Kjær til nutid - dengang i journalistik, fordi jeg først kom til højskolerne siden. Men netop da var ordet frisind ude at skøjte. Ordet blev mest brugt i det, der dengang hed ægteskabstilbud, som siden blev til kontaktannoncer. Her blev der efterlyst en frisindet partner, og meningen var at finde en, der var rede til at gribe fat i kødet uden at folde hænder først.
Jeg valgte derfor at oversætte ordet frisind til udtrykket frihed til forskellighed. Jeg mente, at der var dækning for udtrykket, i al fald hos Holger Kjær: "Hvis der ikke bliver frihed for det, hvori mennesker virkelig er forskellige, bliver friheden så ikke som i den rousseauske tolerance en ren illusion?"
Modstykket til frisind er den ordbjælke, jeg har sat over det, jeg skriver her til Højskolebladet: Frihed til enshed. Eller med et fremmedord tolerance.
Jakob Krøgholt bruger sikkert i sit præstevirke ord som nåde, treenighed, jomfrufødsel, genfødsel og opstandelse uden hver gang at gøre rede for indholdet og skiftende historiske udlægninger af ordene. Jeg tiltager mig i mit højskolevirke samme ret, når jeg bruger udtrykket frihed til forskellighed.
Men vi står side om side, når udtrykket gøres til plakat, rent slagord. Krøgholt har ret i, at den brug er blevet almindelig, så ordene Frihed til forskellighed hos nogle nu står for det modsatte, nemlig tolerance. Meningen har aldrig været, at alt i samfundet er lige godt og lige gyldigt, når bare flertallet godtager det, og at alt i højskolen er lige godt og lige gyldigt, bare statens tilskudslov godtager det. Statens væsen er magt, og der er ingen frihed i ens frihedssyn, hvis man ser bort fra statens magtvæsen, når man omgås den.
Som det er gået ordene frisind og frihed til forskellighed, går det ord igen og igen. De bliver historieløse, hvis vi ikke strammer dem op. Det kender vi godt til på højskolerne.
Et flertal af højskoler kalder sig grundtvigske. Men højskoler er som regel bygget af mursten eller beton, så det er næppe bygningerne, der er grundtvigske.
Man skulle derfor tro, at det var forstanderen og læreren, men få højskoler mener at have nogen pligt til ligefrem at sikre sig grundtvigske forstandere eller lærere. Det grundtvigske er bare et ord, der står i vedtægterne, og hvis folk ellers kan deres fag og spiller lidt klaver ved siden af, så rækker det.
Jeg har ingen indvendinger mod fremgangsmåden, for er man ikke grundtvigsk i dag, så bliver man det nok i overmorgen. Og en grundtvigsk gen-test af dem, der søger ind i højskolen, er så modbydelig en tanke som det lærerløfte, Asger Baunsbak Jensen engang foreslog i folkeskolen for at sikre statsmagten styr på holdningerne.
Alligevel vil de fleste af os som Jakob Krøgholt have, at de ord, vi bruger, også har et indhold for os. Glædelig jul for eksempel. Eller vi vil i det mindste prøve at give ordene indhold. Det har før kostet hovedet ikke at vide, hvad Odin hviskede i øret på Balder på vejen til Balders bål. Han sagde: Frihed til forskellighed. Det er hovedløst i omgangen med statsmagt, demokrati og højskole ikke at huske det.

© Poul Erik Søe Højskolebladet 8.oktober 1994