Lønne Højskoles rejser til Færøerne

En række rejser med Lønne Højskole er gået til Færøerne, de første år med båd, senere med fly. Billederne er er fra turen til Færøerne 1991 og taget af en af turens deltagere, Per Poulsen, København.

Rejsernes vigtigste emne har været færøsk selvstændighed.
Et færøsk ordsprog siger, at en mand uden båd er en mand i lænker. Ordsproget er blevet til i et folk, der er bundet til havets vilkår. Men tanken er den samme som hos den fri bonde i det Danmark. Frihed er ikke bare ord i en grundlov. Først den, der står på egen jord, er egentlig fri. I færøsk billedsprog er båden frigører som jorden hos bonden.
Det lysner over Nolsø
Rejserne er gået i den færøske forfatter Heðin Brus fodspor. Hans fortællinger har været grundlaget for indlevelsen i det færøske folk og den færøske natur. Heðin Bru var genskaber og nydigtende i det færøske sprog, som han kendte fra sine mange vandringer over øerne som landbrugsrådgiver. Selvom det færøske samfund er i uophørlig bevægelse, så er den folkelige grundtone stadig den samme som hos Heðin Bru. Færøsk fjord
Det er vigtigt, at højskole-rejsen er noget andet end turist-rejsen. Selvsagt kommer man ude fra og kendes på regnfrakken, som aldrig bliver knappet færdig, før bygen er ovre. Men målet er det hjemlige Færøerne, naturen ikke kun til nydelse, men grundlaget for et folks levevilkår. Mange færinger har undervejs givet sig stunder til at videreføre til os, hvad de selv har med fra slægt og folk. Gjogv - den naturlige, men farlige havn
Ved rælingen kommer den fremmede tæt på færingen, for sært nok står vi med samme følelser, da den første ø dukker op langt ude i Atlanten - og igen ved indsejlingen til Torshavn. Også for den fremmede er det en hjemlig følelse, skønt man måske aldrig har været her før. Fjeldtoppene, der vil have deres på deres tørre, by og bygder, der smykker husene i byggeklodsers pastel-farver, som sætter deres menneskelige stempel på den grønne natur. Indsejling til Torshavn
Nordens Hus i Torshavn er det mest vellykkede af slagsen. Her handler det om de nordiske folks fællesskab, ikke deres enshed - og om færingerne som et selvstændigt nordisk folk. På Lønne Højskoles første rejse til øerne, indbød vi færingerne gennem den færøske radio, Utvarp, til et foredrag om retten til folkelighed. Glæden var, at færingerne fylkedes med højskole-deltagerne. Nordens Hus i Torshavn