Frihed er at elske - Poul Erik Søe

Lørdag d. 10. september udkom bogen "Frihed er at elske - indfald, udfald og udsagn undervejs". Bogen rummer et mangfoldigt udvalg af vidt forskellige tekster af Poul Erik Søe. Jeg har sammen med min ven og kollega Claus Kaas Johansen haft fornøjelsen af at vælge tekster og redigere. Claus Kaas Johansen er præst i Sdr. Nærå Valgmenighed. Jeg har faet lov til at sige en lille smule om bogen her i aften - og det gør jeg gerne og med stor glæde.

Først et par ord om titlen "Frihed er at elske". Da manuskriptet forelå til korrekturlæsning, da var der hos forlaget sket en lille, men på sin vis interessant fejl - en ændring af titlen. Bogen var nemlig kommet til at hedde: "Frihed til at elske..."

Denne forskydning siger måske noget om den tid vi lever i. Man siger jo, at vi hører det, vi vil høre og at vi læser det, vi vil læse. Titlen "Frihed til at elske" svarer da til tolerance som livsholdning; tolerance forstået som en lidt uengageret og slap, ja næsten ligeglad holdning a la: "Herregud er der virkelig nogen, der stadig gider elske og engagere sig, jamen så for min skyld ingen alarm..."

Titlen "Frihed er at elske" - det er derimod en meget mere ambitiøs titel. Det er en titel, der gør friheden til en helt anderledes krævende størrelse. Og tænker man lidt dybere over de to titler, så rummer de jo modsætningen mellem tolerance og frisind - et af de temaer, som Poul Erik Søe vedvarende er vendt tilbage til.

Der er, efter min bedste mening, kommet en meget smuk bog ud af det – både hvad angår det ydre, selve boghåndværket og det er indeni, selve indholdet. Forsiden er, som man kan se, prydet af en illustration, der er lavet af Astrid Søe. Det er en forside og en illustration, der er præget af, ja jeg tror jeg vil kalde det en glad og elegant lethed, der samtidig bærer en dybere klangbund i sig.

Motivet er en flaske med en fuglerede indeni. Måske er det en slags flaske-post; altså en besked, et budskab der er undervejs. Og inde i flasken flyder så en fuglerede med æg; symboler på noget der er undervejs, på tilblivelse, på skabelse...

Som sagt så rummer bogen en mangfoldighed af tekster - for de flestes vedkommende fra de sidste 10- 15 år. De viser Poul Erik Søe som samfunds-debattør, som en politisk debattør af de mere oplagte. Han skriver et sted sådan: "Når jeg ... kæmper mod andre og deres meninger, er det først og fremmest en kamp med mig selv. Derfor står jeg i gæld til dem jeg skriver imod. Uden ville jeg ikke vide hvad jeg mener..."

Dermed er banen så kridtet op. Politikere, partier, enkeltsager bliver taget op med vid og bid - tit og ofte tilsat den Søeske underfundighed og det lune, der både betinger skarpheden og samtidig forsyner den med en varme der gør, at stridbarheden har noget forsonende ved sig.

"Frihed er at elske" er en bog, der indbyder til samtale. Samtalen favner bredt over EU, Irakkrigen, folkeoplysning, myter og fortælling - og om grundvilkårene i vores tilværelse: tomhed og fylde, angst og mod. Der bliver sagt til og fra, men altid med en invitation til andre om enten af videreudfolde eller modsige.

Der var for et års tid siden en aften på Ryslinge Højskole med TV-journalisten og forfatteren Georg Metz. Han sagde undervejs i sit foredrag, at han som politisk journalist havde Poul Erik Søe som forbillede. Jeg nævner det blot som en sidebemærkning, der er værd at hæfte sig ved.

Men bogen rummer meget andet og meget mere end politiske kommentarer, så veloplagte de også er. Der findes radioforedrag holdt i forbindelse med modtagelsen af RosenkjærPrisen. Der findes gengivelse af morgenmyter fortalt i radioen "Ved dagens begyndelse. "

Een af dem bærer overskriften "Huskeseddel mod tomheden." Den handler om de ting, der står på denne huskeseddel. Ting der i ordets bedste betydning er helt nede på jorden - sansninger og iagttagelser, der ubesværet springer mellem fortid og nutid. I en lavmælt, ja poetisk tone. Hør blot dette lille uddrag:

En femøres lykkepose under krigen
med vaffelrester dyppet i salmiak
og et lille, sekskantet stykke pap,
der sættes på en halv tændstik
og bliver til en snurretop.

En fuldrynket gammel kone,
der besøger en kirkegård
på grænsen mellem Rusland og Estland
for at lægge blomster på fire børns grave.
Hun knytter næven og taler russisk
med retning mod Moska,
som har taget dem fra hende.
Bagefter griner hun med bævende rynker,
mens hun drikker pulverkaffe ved vores bus.

Mildheden i stemmen hos to,
der lige har været oppe at skændes,
og som pludselig vil enes igen.

Når ens far lagde nogle af kødbollerne
fra hans egen suppe
over på ens tallerken.

En fod, der er fodformet,
et usminket ansigt, der tør være gammelt,
et barn, der står alt for tidligt op
på forældrenes fridag tidligt i juni
og kommer ind for at spørge,
om det snart er jul...

Der er i bogen et foredrag om Påskeliljen - altså det store og dramatiske digt, som salmen Påskeblomst, hvad vil du her? er et uddrag af. Det er en folkelig prædiken af format. Et foredrag der i sig selv er hele bogen værd. For slet ikke at snakke om talen fra friskolernes 150 års jubilæum i 2002 i Dalby på Nordfyn. En tale hvis titel har givet bogen navn.

Her skriver forfatteren bl. a.: "Lige nu falder de fleste for den kriblende lyst til at udfylde skemaer. Der er folk, der ikke kan bo en enkel nat på et hotel uden med liderlig lyst at udfylde et skema, der gør sig til dommer over hotellets medarbejdere.

Nullermændene under sengen og et par glemte underbukser indgår i en nøje evaluering, før gæsten uddeler stjerner eller kokkehuer. For et øjeblik har man magt over et andet menneske, tilmed een man ikke kender. Ikke et sekund er der plads til den tanke, at den, der skulle have gjort rent, netop i går havde et sygt barn. Lysten til at dømme gør ikke bare hende ufri, men også een selv.

I de frie skoler sidder man med et nyt trældomsord, værdigrundlag. Styrelser, forældre og lærere skal sidde og skrive fristil om, hvilke værdier skolen bygger på. Alt sammen fordi det for en halv snes år siden blev mode i erhverslivet. Pengefolkene ville skjule, at det egentlige værdigrundlag var størst mulig indtjening og mindst mulig beskatning...

Tro mig, de nedskrevne værdigrundlag er indledningen til fundamentalisme. De bliver til trosbekendelser... Først og fremmest er friskolerne fri - for at børnene kan være og have fri. Tanken blev til, da børn måtte arbejde af nødvendighed. Skolerne er skabt for at give børnene lov til at være børn!

Det lyder helt vanvittigt i dag og viser, hvor umulige Grundtvig og Kold var. Tænk, at de ikke kunne se den kommende handelsrejsende i den syvårige, ikke se managementdirektøren eller dem, som undervisningsministeriet så smagfuldt kalder controllers...

Kan vi blive ved med at tro, at den egentlig viden ligger i folket som helhed? Ja, for vi ser det igen og igen. Før vi sidst holdt folkeafstemning, fik vi hver dag at vide, at det kun var de lavtuddannede og kvinderne, der ville stemme nej til euroen. Man kunne høre, at den slags skulle man ikke regne med. Bagefter fik vi at vide, at de dumme kvinder og lavtuddannede havde ret. Ingen krise for kronen. Den blev langt stærkere end euroen. Den danske Bank måtte fraråde euro-lån. De udenlandske investeringer steg som aldrig før. Det var folkeoplysning fra folket, og det er Danmarks held, at der var frihed til at ytre det.

På dansk har ordet fri to tydninger. Fri vil sige at være ubundet, fri fra noget eller fri til noget. Men tænk, vores vidunderlige sprog siger også, at ordet fri betyder at elske. Vi har glemt det, når vi stadig kalder det at fri, hvis vi går på knæ med roser fra Brugsen.

På Færøerne, hvor det olddanske ikke er rendt over ende af evaluering og controllers, er det endnu tydeligere. Her hedder selve kønsakten, det at elske, slet og ret at fri. Jeg har friet en pige i nat. Jeg har elsket en pige i nat. Frihed er at elske. Det kan man holde skole på!

Når man læser bogen får man mange eksempler på, at Poul Erik Søe er ordmager, ordskaber, ja mere end det. Han er en sprogkunstner, der er i stand til at lægge øret til; til med sproglig musikalitet at aflokke ordene stadig nye betydnings-nuancer. Han kredser flere gange undervejs om, hvad ord betyder, hvad ord gør ved os.

Han skriver et sted sådan: "Ordet skaber, hvad det nævner. Sådan siger man. Men jeg tror, at ordet skæbner, hvad det nævner. Der er så mange kræfter ude efter os, men intet styrer os som ord. Ordene styrer os på godt og ondt. Ikke enhver kaffeslabberas på to timer kaster liv af sig, men undervejs kan der dukke bare en enkelt brok op, nok til at komme videre den dag.

Andre gange er det sætninger, der får livet til at skride - det store skred med nye muligheder. Eller det skred, der skubber os væk, hindrer os i at være på livets side. Så må vi bruge mund. Så må vi være meddigtere på den modhistorie, der modigt sætter sig op imod at være i onde ords vold..."

Og i en fremragende artikel med titlen "Jeg tror på ordet," skriver han: "De gamle talte om levende ord. Og ord er netop levende i den forstand, at de har et selvstændigt væsen uden for vores styring. Ordet tager ind, hvor det lyster, selvom vi stritter imod og ikke hører efter. Ordet ændrer os, ikke uden at vi opdager det, men netop fordi det spiller sammen med ethvert menneskes længsel - og længsel er det sted i et menneske, hvor håbet fødes.

Modfortællingens frie ord afsporer den trælbundne skæbne og giver mod. Sådan langsomt formes troen, livsholdningen, værdigrundlaget inde i een selv. Ordene indretter sig uden hensyn til værten. Bibellæsningen fylder kun lidt i forhold til romaner, fjernsyn, radio og aviser. Konfirmandundervisningen er skiftet ud med mange gange efteruddannelser.

Det handler i stedet om den uskolede tro, som ved det hele fra trappegangen. Det er blevet hvisket i et selskab. Det lå som en lånt sætning i en børnebog. Det anedes i nabokonens tonefald. Det stod på et udsalgsskilt i vinduet. Det blev sunget ved en vugge af en, der knap kunne huske hele første vers.

Inde i os selv gror ordene sammen. Stumper søger mage. Brudstykkerne blødgøres, falder i bogstaver, læner sig op af hinanden i omfavnelse og kommer ud som sammenhæng. For barnet inde i os, barnet der igen og igen vil fødes, kræver sammenhæng. Ikke nødvendigvis mening, indhold og fylde, måske ikke engang værdi, men altid sammenhæng. Ord vil være sammen. Det er deres natur. Hver for sig bliver ord til magi, sammen er de Gud. Det tror jeg på.”

Alt dette og meget mere står at læse i bogen, som hermed gives videre til mulige læsere. Det er en bog, der kan måle sig med det bedste i dansk højskole-tradition. Det vil sige med udgivelser af Jørgen Bukdahl og Poul Engberg, Knud Hansen og Hal Koch, Mads Lidegaard og Ebbe Kløvedal Reich.

Det er for de fleste en stor glæde at udgive en bog, men selv om det kan lyde underligt, så rummer det også en byrde. For der findes måske ikke den forfatter der ikke kender den lille tvivl, den lille djævel der hvisker sit på sin vis nødvendige: Jamen er det nu godt nok?

Storm P. har som bekendt en lille dobbelttegning. Det første billede viser en kunstner, der hænger et billede op - 1. ophængning hedder det. Det næste billede hedder 2. ophængning. På det billede er det kunstneren selv, der hænger oppe på væggen til beskuelse og bedømmelse, til modtagelse eller forkastelse...

Sådan er det også, når man udgiver en bog. Forfatteren er udleveret til beskuelse og bedømmelse, til modtagelse eller forkastelse. Men her bør glæden vinde overhånd. For der er tale om en rig bog. Der er tale om en bog, der er både skarp og vittig, stridbar og venlig, fuld af visdom og menneskelig varme. Bogen er på 246 sider. Den koster ca. 1 krone pr. side. Og det vil for de fleste af os betyde, at prisen for den, det er de bedste penge, vi kommer til at give ud i mange ar

Der er lagt nogle eksemplarer frem. Man er velkommen til at kigge på dem om et øjeblik. Hvis man presser hårdt og længe, så er der måske også mulighed for at købe een. Jeg udgav selv for et par år siden en lille bog og havde den praksis, at hvis bogen skulle signeres, så var den to kroner billigere ... Køber man een i aften, så kan man maske ligefrem få den signeret, hvem ved?

Nå ja - så bør jeg måske føje til, at jeg faktisk selv er blevet inspireret af læsningen, af arbejdet med teksterne. Og det er måske i virkeligheden det bedste man kan sige om en bog, at den inspirerer, at den kaster noget af sig. Det har ført til et lille digt, som jeg langt hen ad vejen skylder Poul Erik Søe. Det er en lille bunke vers, der handler om forståelsen af begreber som ord, sprog og frihed.

Det er samtidig mit tillykke til Lønne-folkene og til Lønne Højskole. Jeg håber det deri er lykkedes at sammenfatte noget at det vigtige og værdifulde, som Lønne Højskole repræsenterer og står for.

Er ord kun tomme lyde,
en klang af ingenting –
kan de mon løfte bjerge
og flytte alt omkring?

Et enkelt ord kan binde,
fortiet eller sagt,
det former sind og skæbne
vi er i sprogets magt!

De onde ord forkrøbler
og lammer livet selv,
de gode ord er kærtegn,
der sletter gammel gæld!

Ja, ord kan skabe drømme,
der løfter og gør fri,
som gensyn med en glæde
vi bærer indeni!

Er frihed da at herske
og vinde alt med sværd,
med magtens ord at træde
de mindste små for nær?

Nej, frihed er at elske
og knytte hjertebånd –
at leve i en verden
bestemt af sprog og ånd!

Ordene har indtil videre ikke egen melodi, men de kan synges på "Jeg ved en lærkerede. " Det gør vi nu. Jeg siger tak for jeres opmærksomhed og slutter med et stort og hjerteligt tillykke til forfatteren med bogen og til højskolen med jubilæet.

Frihed er at elske : Indfald, udfald og udsagn undervejs
Hæftet. 2005-09-10.
ISBN: 8770036004 / 87-7003-600-4
EAN: 9788770036009
Forlagets beskrivelse:
"Vigtigst er den samtale, der ikke tvinger sit eget igennem, men hvor man er hinandens mulighed. I samtalen begynder livet igen". (Charlotte og Poul Erik Søe).

Frihed er at elske er en bog, der indbyder til samtale. Samtalen favner bredt over EU, Irak-krigen, folkeoplysning, frihed, myter, sange og salmer, men går også i dybden, derned hvor det handler om længsel, tro, mod, lyst, håb og kærlighed.

Poul Erik Søe er en levende og medrivende samtalepartner. Der bliver sagt til og fra, men altid med en invitation til andre om enten at videreudfolde eller modsige. Også "De gamle" får lov at blande sig i samtalen - først og sidst Grundtvig. På tværs af tid og ståsted kommer samtalen således til at udgøre et mellemfolkeligt fællesskab.

Poul Erik Søe er forstander for Lønne Højskole og tidligere blandt andet journalist og redaktør på DR. Frihed er at elske indeholder artikler, foredrag og andagter fra 1991 til 2004.

Jeg er helt forvirret. Her troede jeg, at jeg kunne finde rundt i samfundets mange holdninger og at jeg havde mødt de fleste. Men så kommer Poul Erik Søe ind fra sidelinien med helt nye perspektiver, der helt har væltet min samfundsforståelse. Han er skarpsindig, rå og uforfalsket. Hvert et ord sluges råt, om det så er de poetiske eller de hårdtslående. Der er masser af begge dele og masser af underholdning oveni. Det er virkelig en bog, der bør stå på hylden hos alle beslutningstagere og alle os, der troede vi gjorde en forskel gennem vores ord i hverdagen. Vi er heldige med at have en Poul Erik Søe blandt os!

Poul Erik Søe: ”Frihed er at Elske – Indfald, Udfald og Udsagn Undervejs”, Aros 2005, 246 s.

Poul Erik Søe er en flittig skribent. Mellem år og dag har hans små journalistiske indspark kunnet tilføre den offentlige debat en vis skarphed, der dog som regel ikke har udartet til skyttegravskampe. Han har det nok lidt som hovedpersonen i det eventyr som Søe skrev i 1996 om manden der ville betale sin skat med glæde, manden der ikke kunne finde sig i noget. Der er mange ting i det danske samfund som Søe ikke kan finde sig i – og hver gang han tror at han har fundet sig, så føler han sig alligevel udenfor.

”Frihed er at elske” hedder essay-samlingen, og der er ingen tvivl om at Søe elsker friheden. Så selv om han hævder, at ”tålmod er det bedste mod”, så er der så mange urimeligheder i samfundet og den offentlige debat i ”dæmonkratiet” at han må spidse pennen og lege med sproget for at vise os hvad han har set. Det er ikke sikkert at man er enig med ham, men man må erkende at han har fat på væsentlige problemer, og han skriver med en afvæbnende troskyldighed, så man aldrig ser sig gal på manden, men tvinges til at argumentere, hvis man er uenig med ham.

Grundtvig snakker med i baggrunden, og han tages også selv i kærligt øjesyn undervejs, ikke mindst i artiklen om ”Påskeliljen” fra skærtorsdag 2001 – en fornøjelse at læse. Og ikke så sært er spørgsmål om sprog, skole, undervisning, kirke og livsoplysning emnet for mange af Søes indfald og udfald.

Der er små spidse stykker fra DR's ”Ved dagens Begyndelse” med slutordene: ”Jo, godmorgen!”. Der er taler, der er artikler fra Højskolebladet, og der er ikke mindst stykker fra Søes www.enmandsavisen.dk

Ikke alt er lige vægtigt, men selv de lettere indslag prikker til samvittigheden eller trækker i smilebåndene – undertiden begge dele på én gang. Så bogen er bestemt værd at overveje i håndbagagen til efterårsferien som en opsamling af eller indføring i Poul Erik Søes udsagn undervejs.

Og gå så ind på enmandsavisen.dk – lige nu handler artiklerne om Louise Frevert og regeringspartierne. Men der er et væld af ældre artikler, nogle af dem rene perler som skildringen af Pia Kjærsgaards heroiske besøg i Irak (”I Irak er nætterne koldere end dagene”, 11. januar 2005), en sand satirisk klassiker på højde med Holbergs og Scherfigs bedste.

Anmeldelse i Friskolebladet 2005, nr. 17, 26. oktober ved cand. pæd. og forfatter Ole Pedersen:

Valgmenighedspræsterne Claus Kaas Johansen og Michael Nielsen har samlet et udvalg af Poul Erik Søes artikler og taler fra 1991 og til 2004. Den ydre anledning er, at Lønne Højskole i 2005 fejrer sit 20 års jubilæum som fri og uafhængig højskole, der ikke modtager offentlige tilskud af nogen art. Bogen er meget velkommen, dels fordi Poul Erik Søe er en klog mand, dels fordi han er en af de meget få højskolefolk, der ytrer sig med kommentarer og replikker i den offentlige debat. Teksterne har tidligere været offentliggjort i Højskolebladet, i Enmandsavisen eller som taler i Danmarks Radio i serien Ved dagens begyndelse.

Bogen har en undertitel, Indfald, udfald og udsagn undervejs. Undertitlen clækker meget godt den tematiske spredning i bogens 31 tekster. Der er dog forhold, der går igen som en slags rød tråd, nemlig når Poul Erik Søe diskuterer begrebet folkeoplysning, kristendommens inderste væsen, sproget, sangen og de frie skolers berettigelse. Han lader sig ofte provokere af dagbladet Jydske Vestkysten, og hans synspunkter understøttes af Grundtvigs digtning. Grundtvig citeres over 50 gange, og Søe er også glad for at henvise til Ebbe Kløvedal Reich og Søren Kierkegaard.

Folkeoplysningsbegrebet forklares ikke mindst i en nekrologagtig artikel over K.E. Larsen. Den særlige pointe er, at folkeoplysning egentlig er fra folket og ikke til folket, som mange tror. I folkeoplysning er folk ikke elever. Ordet er i slægt med elevator, noget, der skal trækkes opad. Og folkeoplysning har ikke det ringeste at gøre med, at nogen skal trækkes opad, endsige trækkes op." Det er folket, der har den samlede viden, siger Søe et andet sted. Han har en stærk tro på det danske folk. l 1992 giver han udtryk for, at danskerne er verdens klogeste vælgerfolk. "Folk stemmer ikke kun på partier, men de stemmer for at sikre sig, at ingen får fuldkommen magt ( ... ). Jeg mener, at vi demokratisk set er mere end europamestre." Og i bogens slutreplik siger han: "Der er mere - og mere forskelligt åndsliv i det danske folk end nogensinde før. Der øses af flere kilder end på noget andet tidspunkt i folkets historie. Viden skiller os ad. Og det er ikke så ringe, hvis vi i anden ombæring kan finde det fælles sprog, hvor hver bærer sin viden frem til samtalen".

l en kommentar til sagen om Tårbækpræsten Thorkild Grosbøll giver Søe udtryk for, at ingen kender Gud, og det, vi siger om Gud, er menneskelige ord. Han går i rette med præster som Søren Krarup, Tove Fergo og biskop LiseLotte Rebel, som alle bilder sig ind at vide, hvad der er sand kristendom. Mange præster gennem årene har før Grosbøll sagt, at de ikke tror på en skabende og opretholdende Gud, så der er ikke noget nyt i sagen. Søe kommenterer: "Jeg mener, at folkekirken kan være stolt af præster, der taler åbent og redeligt sprog, også om deres tvivl."

Det var tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der i 1998 ville stramme op for at komme spildtid og fjumreår til livs. Poul Erik Søe kommenterer forslaget således: "Umiddelbart får man det indfald, at det må være bedre at fjumre som ung end som statsminister. Men skønt enhver tæt eller langt fra Nyrups parti kan se, at den nuværende statsminister er det største fjumrehoved, der nogen sinde har siddet på statsministerposten, Madsen-Mygdal medregnet, så tør ingen sige det." Statsministerens forslag er ifølge Søe stik imod enhver dansk erfaring, det er tilmed imod selve livets lov, for det er ens fjumren og fejl, man lærer af.

Det er de frie skolers mand, der har skrevet teksterne i bogen Frihed er at elske. Poul Erik Søe nærmest jubler, da Højesteret dømte særloven mod Tvind i strid med Grundloven. "Hvor glade blev ikke alle danskere og de frie skolers folk især, da Højesteret dømte regeringen, Folketinget og tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensen ude?" Søe er bekymret over de stramninger, tilsyn og harmoniseringer, der i tiden truer de frie skolers frihed. Han er indforstået med, at det ikke er muligt at præcisere frihedsbegrebet. "Der er ingen håndbog i fri skolevirksomhed." Han kommer det ikke nærmere end frihed fra noget og frihed til noget, samt frihed er at elske.

JUBILÆUMSSKRIFT
Poul Erik Søe: Frihed er at elske
Af Erling Andersen, JydskeVestkysten

Lønne Højskole har netop fejret 20 års jubilæum. I den anledning udgives denne række artikler, skrevet af højskolens forstander, Poul Brik Søe.

Farverige Søe hylder den absolutte frihed og ethvert tiltag, der begrænser friheden, får Søes kærlighed at føle. Særdeles rundhåndet deler den tidligere DR-redaktør røfler ud til hvem, der måtte fortjene det.
Og der er mange, der fortjener.

Skolen kvæler de unge med målinger og faglighed. Skoleliv kan nemlig ikke måles, og faglighed og viden er jammerlige erstatninger for oplysning og ånd.

Folkekirken er yndlingsoffer
Heller ikke erhvervslivet går ram forbi. . Kroner og euro reducerer sammen med idelige evalueringer og lederliderlighed menneskelighed til en sætning i en fjollet rapport.

Blandt Søes yndlingsofre er folkekirken, som bevæger sig mod enshed og rettroenhed og politikerne, som glemmer, at alt, der er værd at vide, kommer fra folket. Folkeoplysning er ikke at oplyse det uoplyste folk, men at høre efter, hvad folket siger.

Med Grundtvig fastklistret i baglommen er Søe på samme tid reaktionær og, progressiv, traditionssøgende og visionær. Sommetider bliver det næsten for elegant og vittigt Andre gange imponerer Søe med indføling, som når han gennemgår Grundtvigs digt om påskeliljen. Det er stort.

„Folkeoplysnig er ikke oplysning til folket, men fra folket“, siger Poul Erik Søe flere gang i sin nye bog Frihed er at elske.

Bogen udgives i anledning af Lønne Højskoles 20 års jubilæum. Journalist og højskoleforstander Poul Erik Søe var med til at starte højskolen og er dens første og hidtil eneste forstander.

Bogen består af en række artikler, foredrag og „morgenmyter“, det vi andre kalder morgenandagter, fra perioden 1991 til 2004. Mange emner berøres: kirken, kristentroen, tro og tvivl, Grosbøll, EU, Irak-krigen, politikerne og deres mangel på indsigt, frihed, myter, sange og salmer, men også længsel, tro, mod, lyst, håb og kærlighed. Hver enkel artikel, foredrag eller andagt lægger op til diskussion eller samtale, som Søe ynder at kalde det. Og der er virkelig noget at samtale om. Søe sætter fingeren på mange ømme punkter, nogen gange er jeg enig med ham, andre gange, måske de fleste, er jeg uenig med ham, men kedeligt er det ikke, og artiklerne vækker til eftertanke og samtale - og det er nu ikke så ringe endda. Han leger meget med ord og ser ofte på ord og deres indhold på nye eller anderledes måder. Det er spændende og sætter tanker i gang. Jeg er blevet provokeret mange gange undervejs, ikke mindst i artikler hvor han forsvarer Grosbøll.

Den artikel, som jeg måske er mest enig med Poul Erik Søe i, har samtidig sat en masse tanker i gang hos mig. Den har overskriften „Dæmonkratiet“ og handler om Danmarks involvering i Irak-krigen og den måde, vi - ikke mindst politikerne - har tacklet det på, og den afsmitning, det får på vores tankegang også på andre områder.

Hvis man kan lide at blive provokeret, udfordret og vækket til debat, så er det absolut en spændende bog at gå i gang med.

Fra Roskilde Stifts hjemmeside december 2005:

Frihed er at elske

Poul Erik Søe er forstander for Lønne Højskole. Hans nye bog er en samling af artikler og foredrag fra 1991 til 2004. Indfald, udfald og udsagn undervejs, refleksioner om mangt og meget: EU, Irak-krigen, frihed, myter, sange og salmer.

Det er ikke en letlæst bog – i hvert fald ikke en bog, man læser ud i én køre. Dertil er der for mange tankeknaster, som fordrer eftertanke af læseren. Søe er et hav af skæve formuleringer og vinkler.

Spækket med prægnante formuleringer
I ’Frihed er at elske’ finder man en guldgrube af citater. Manden evner at formulere sig prægnant, næsten ordsprogsagtig. F.eks.: I stedet for at være os selv og selv tage stilling til tilværelsen griber vi ud efter barberspritflasken og smører kunstdufte ud over fjæset, så vi kommer til at lugte som alle de andre. Aftershave i stedet for Helligånd. Eller et ord som EfterGudDannelse, brugt ved en ’Ved dagens begyndelse’-radioudsendelse, hvor han langer ud efter tidens store kursus- og efter-uddannelsesdille. Eller en vending som: ”Når man nægter et folk samtale, så bruger det mund”, sagt i et foredrag om folkeoplysning, hvor pointen er, at magthaverne betragter folkeoplysning ud fra en grundlæggende mistillid til folket og folkets fatteevne.

Men hvor er det godt, at der i folket er en indbygget forsinkelse overfor de ’fremskridt’, magt-haverne kommer med, påpeger Søe. Danskeren er et ’bøvlehoved’, som ofte stikker en kæp i hjulet på de store forkromede politiske planer, f.eks. EU. Og så er vi verdens klogeste vælgerfolk: ’Det er det egentlig særkende for dansk folkestyre, at vi som det eneste land i verden gennem snart hundrede år aldrig har givet nogen person, noget parti eller nogen ideologi flertal’. Det tvinger os til at samtale.

Vi lever af ord
Søe hugger sine ord fra mange. Sådan gør vi jo alle, hvad enten vi er præster eller foredragsholdere eller talere eller forfattere. Med Ebbe Kløvedal Reichs formulering: ”De ord, jeg synger, er ikke mine egne. De ord, jeg skriver, har jeg hugget alle vegne”, som Søe citerer i et af bogens længste afsnit, ”Ord er skæbne”, i anledning af tildelingen af DRs Rosenkjær-pris. Mest inspiration henter han fra Grundtvig, den gamle ordmagiker.

Agtelse og respekt for værdier, som ikke er ens egne, går igen som en rød tråd i bogen. Men Søe kan dog ikke understå sig for at lange ud efter de store partier, når de efter hans mening går galt i byen (i kapitlerne ”Signal-kristendom” og ”MultiGud”). Med bidende vid. Med ord, der nok får det til at gibbe i en og anden: ”Kristen er ikke noget, man kan kalde sig selv…Kristendom er aldrig et grundlag, heller ikke for et parti. Kristendom er en rystelse, et jordskælv. Ellers er det pjat”.

I tilgift får læseren gode gennemgange af ’Du gav mig, o Herre’ og ’Påskeblomst!’. Lige til præ-dikenforberedelsen og den personlige andagt. Man bliver udfordret i selskab med Poul Erik Søe. Og lidt klogere.

Poul Erik Søe, Frihed er at elske. Indfald, udfald og udsagn undervejs.
Aros 2005.
246 sider. 248 kroner.

Torsten Dam-Jensen, sognepræst i Osted og Allerslev.