Muligheds-værdi
Hos den danske tænker Ludvig Feilberg findes et herligt ord. Han taler om mulighedsværdi. Feilberg levede fra grundlovsåret 1849 til 1912. Han undrede sig over, hvordan vort sind er i stand til at modtage en vrimmel af smukke ting ud fra nogle få og overraskende påvirkninger. Mødet med særegen natur har den værdi at skabe nye muligheder for een.

Da Lønne Højskole ligger i et klitlandskab med klitter på begge sider fra sandfygningens århundreder, og da vi færdes meget med deltagerne i de yderste klitter ved havet, så virker det stærkt hos Feilberg at få en forklaring på, hvad det er, der sker med een ved synet af klitterne. Nedkortet siger han:

”Klitpartier påvirker altid dem, der ikke før har set dem, på en ejendommelig måde. Det forunderlige vilde, der her møder én, taler med sine store, døde træk et eget tiltrækkende sprog, som det er vanskeligt at gengive for den, der ikke har hørt det.”

Feilberg skildrer så, hvordan en vandrer i klitten ”føler sig tiltrukken på en egen ubevidst måde, men kan egentlig ikke sige hvoraf. Skønhed er det ikke, der tiltaler; thi den findes ikke. Sand, vand og marehalm er alt. Forundring er det heller ikke, som fængsler ham; thi egentlig forundrer han sig slet ikke. Han synes i grunden slet ikke, at det er noget nyt. Skønt det ganske vist på en mærkelig måde står i strid med, hvad han før har set, er han tilbøjelig til at kalde det en gammel historie, som han godt skulle kende fra en eller anden forverden. Ret er det, som der var hjemlige ånder i luften, der bød ham sidde og puslede ham i tanker nu over en tue, nu over en tot marehalm, nu over muslingeskaller, som han uvilkårlig stabler op i tårne eller sorterer efter den vekslende farve. Man kan sidde sådanne steder i timer og tro, det er øjeblikke. Det er, som enhver inderst havde noget klit i sig, som her fandt sin hjemstavn. Man mindes det hvide sand, man i barndommen legede med uden for på trappestenen i solen. Den vidtstrakte ørken, der ligger for én så langt, man kan øjne, og hvori uvejrs rasen ligesom er afbildet, om end alt er så stille, synes at fortælle én gamle historier. Man lytter. En gang imellem høres et mågeskrig hen over sand-kullerne, en sagte listen af sandet imellem stride marehalmstotter. Man gribes ejendommeligt.”

”En underlig alvor og sandhed er alle vegne. I sådanne stemninger går man ligesom op i naturen. Mens man går langs havet lyttende til bølgeslaget, til spillet omkring de gamle vragstumper, er det, som man gik med nogen. Det er, som om man ikke tænkte selv, men tænkte havets eller naturens tanker, som om man ingen Vilje havde, men gjorde naturens, ligesom marehalmstrået. Her foreligger én af de stemninger, vi kalder vegetative stemninger. Det er fine, ædle stemninger med høj mulighedsværdi.”