Asken med tre rødder
og tre stammer

Nordboernes livstræ - Ask Ygdrasil - har tre rødder. Det har Lønne Højskoles asketræ midt i gården også. Med sikkerhed endda - for der er plantet tre træer helt tæt sammen på trods af alle fagfolks råd om, at det ikke kunne lade sig gøre. Derfor har Lønne-asken også tre stammer.

Lønne Højskoles ask blev plantet på højskolens etårsdag, midnat til 13. september 1986, så deltagerne på et højskole-ophold, der sluttede næste morgen, kunne nå at være med.

De tre sten omkring asketræet er sat 1994 på et højskole-ophold, der indledte arbejdet med den historisk-fortællende Sagahaven. På det ophold blev også i Sagahaven sat en stenkreds, en kvindecirkel siger irlænderne, og stenene i kredsen og omkring træet er hentet fra Filsø. De lå på bunden af søen, også da den var havbugt i bronzealderen. Stenene er ført til Filsø før seneste istid, altså for mere end 80.000 år siden. Sten fra den tid er få i Vestjylland. Frosten sprængte dem i seneste istid, da Vestjylland i modsætning til det øvrige Danmark lå bar for is. Stormene føg sandet hen over stenfladerne. Også derfor gik mange sten til, og nye blev ikke tilført som blokke med isen - da isen jo ikke nåede til Vestjylland. Af samme grund er så mange vestjyske granitkvaderstens-kirker bygget af sten, hentet nord og øst for Vestjylland.

Myterne siger, at under Ask Ygdrasil samles guderne efter Ragnarok for at spille brætspil og holde rådslagning. Ved træet bor også nornerne, skæbne-gudinder, der spinder livets tråd. Det forældede Gudsbillede må stå i glans for os, siger Grundtvig. Det gælder også mange folkeslags fortællinger om livstræer.

Jødedommens livstræ i det gamle testamentes fortællinger er egentlig to træer, livets træ og træet med kundskab om godt og ondt, men de bliver til eet lidt længere fremme i det gamle testamente. Det er to myter, der er smeltet sammen, det ene formentlig hentet hos babylonerne. Det særegne er, at livstræet i jødernes myte er urørligt. Man må ikke æde af frugterne, som i øvrigt ikke er æbler. Man må gå ud fra, at det har været abrikoser. I teksten står der kun frugterne. Men heroppe nord på og i Grækenland har der været mest Gartnernes Salgsforening i at kalde dem æbler.

I den gammeldanske tro er livstræet ikke urørligt. Livstræet er som  ethvert træ i naturen fyldt med livsvilje, men trængt af døden. Alligevel bliver træer jo ofte meget ældre end mennesker, og det er let at indse, hvorfor de bliver sindbillede på et evigt liv. Myter siger os nemlig det, som vi ikke kan sige os selv.

Asken jeg kender,
Ygdrasil kaldt,
gråhærdet, stænket
med vædsken hvid,
immer grøn
over Urds væld .


Rødderne trende
som i en trekant
Ygdrasils-asken
under sig har -
over sig har den
Hel og rimthurser
og folkefærd.

Egernet spiller
i asken bas,
Ratatosk render
fra rod til top.
Bærer fra oven
ørne-besked
til Nidhugg ned.

Hjorte der findes,
fire i tal ,
brunstig afbide
bladet i knop.

Så døjer asken
ulempe nok,
mere tilvisse
end mennesken ved,
plustret af hjorte,
frønnet på siden.
naget forneden
af Nidhugg med.

Sammenlagt ved vi om asken Ygdrasil, at under den er gudernes tingsted og samlingsplads.
Træet er, siges det i myten, det højeste og ypperste af alle træer. Askens grene breder sig over al verden og strækker sig op over himlen. Den har tre rødder, som ligger langt fra hinanden. Den ene hos aserne, den anden hos rimthurserne . Det er en slægt, som blev avlet af jætten Ymer. Det skete på den måde, at hans ene ben avlede en søn med det andet ben, så de har nok været kalveknæede alle sammen.

Ygdrasils tredie rod ender i Niffelhjem, tågeverdenen, den eneste verden, der var til, før jorden blev skabt. Ved den ene rod ligger ormen eller dragen Nidhugg. I Askens grene sidder der en klog ørn med en høg mellem øjnene. Høgen hedder Vejrfølner.

Der er et egern, som springer op og ned og sladrer mellem ørnen og ormen . Egernet hedder Ratatosk eller Ratakost. Og så er der fire brunstige hjorte, som gnaver af askens friske skud.

Nornerne, de tre møer, bor ved asken, og de øser kildevand over asken, for at dens grene ikke skal visne og dens bark ikke frønne.

lndtil Grundtvig var den almindelige tolkning, at asken bare var et billede på luften eller skyhimlen, sådan at skyerne er dens blade, hjortene er vindene fra de fire verdenshjørner, og egernet er sommerfugle, der flagrer op og ned.

Vrøvl, sier Grundtvig. Eller rettere sagt: Vrævl, for sådan staver han det. Hvorfor skulle man lave sindbilleder på det, man kender. Man siger ikke ånd , når man mener vind . Man siger ikke ild , når man mener kærlighed . Man gør det omvendte. Man kalder det ukendte ved kendte navne for at antyde indholdet i det ukendte.

Grundtvig mener, at Asken Ygdrasil er livets træ. Altså et helhedsbillede - et sindbillede på tilværelsen i dens helhed. Træet selv er et nærliggende billede på menneske-slægten som et fælles stamtræ. Og de forskelle, der er på mennesker trods samme oprindelse, forklarer de gamle nordboere så ved at sige, at træet har tre forskellige rødder.

Og så kommer der et pragtfuldt grundtvigsk indskud: Egentlig er der kun tre slags folk i verden. Dem, der virker kraftigt for et ædelt og evigt mål. Det er gudernes børn. Dem, der også virker kraftigt, men for et uædelt og blot timeligt mål. Det er jætternes børn. Og så de mange, der kun udmærker sig ved dorskhed og afmagt. Det er vennerne ad helvede. Eller som han siger: frænderne ad Hel.

Ørnen vil Grundtvig have til at være menneskeånden i sin høje flugt, sådan som ørnebilledet altid bliver brugt.

Og egernet forestiller fristeren, siger han . Egernet har jo to navne, Ratatosk eller Ratakost. Alt efter hvor man læser. Ratakost betyder den hurtige frister, og egernets opgave er da at fare frem og tilbage og skabe uorden i tilværelses-helheden ved at friste ørnen, menneskeånden, med jorddragen - ormen - Nidhuggs påfund. Det passer i hvert fald med, at livets træ, asken Ygdrasil, ikke altid har det for godt. Livet er ikke fuldkomment. Der er fejl i. Ormene gnaver i askens rødder. Og hjortene bider de friske skud af.

Vi ved ikke, hvad Ygdrasil betyder. Sil vil sige noget i retning af en tagrende eller en galge. Men det er dog for lidt at sige om livets træ, at det drypper fra det, når det regner, og at man kan hænge sig i det. Galgen passer kun på, at Odin hang givet selv til sig selv, ofret til sig selv - i træet i ni dage og ni nætter. Grundtvig synes, det er for sølle en tolkning. Han vil ikke nøjes med et liv, der indledes i tagrenden og ender i galgen.

Så han foreslår, at det er islænderne, der ikke har forstand på sagen. De har skrevet forkert, siger han. Og det ikke så sært. For hvad forstand har islænderne på grønne træer. De har jo ingen af dem. Havde i hvert fald ikke på Grundtvigs tid. De har historien om asketræet fra de gamle lande, hvor den danske tunge taltes. Det er da også en kendsgerning, at nordgrænsen for asketræet ligger syd for Island. Intet folk ville hitte på at kalde et træ, de ikke kender for livets træ. Hos Peter Grove i bogen "Danmarks dåb" findes sikre udsagn om, at digtet Vølvens spådom, som tidligere regnes for islandsk, er et dansk digt. Grove skrev det i 1960ernes første år. Nu er det godtaget også af historikerne, men næppe af alle islændere.

Nu om dage har islænderne ganske vist to rimeligt store skove, men dengang havde de ingen træer. Det rigtige navn på asketræer er ikke Ygdrasil, men Ygdra-sill, hævder Grundtvig. Sill vil sige sulen, hvilket er det samme ord, som vi har i syld, altså i syldsten, de store sten, der blev brugt, før man kendte til at give husene fundamenter af beton. Men syld betyder ikke bare grundvold, men også støtte - Ygdrasill er altså det træ , som støtter, som bærer verden, bærer tilværelsen oppe.

Træet har evighedens tanke i sig. Videnskaben siger, at træet ikke kan dø af sig selv - det ældes ikke. Vi andre har indbygget forældelse i os. Som køleskabe, der ikke må vare for længe, for man skal helst sælge nye. Derfor opfandt køleskabs-fremstillerne eller deres salgs-rådgivere den tankegang, de kalder indbygget forældelse.

Da Lønne Højskoles asketræ var plantet midt i gården september 1986, gik vi efterår, vinter og vår og kiggede spændt, længselsfuldt ventende på det første udspring. Vi havde ikke forstand på asketræer. Vi gik og så på knopperne og tvivlede. Knopperne var meget sorte, som asketræets knopper er, men vi troede, at de var døde.

Så der kom liv i hver eneste knop. Med een undtagelse - da der var tre træer, var der selvsagt tre topskud, men kun det ene knopskud sprang ud. De to andre visnede.

De må jo have lavet en aftale i vinterens løb. De har nok sagt til hinanden, at Lønne Højskole er et lille sted, hvor man må rykke sammen. Og så har de lavet den aftale, at de to træer skulle gå til siden - og kun det ene skud stræbe opefter.

Siden har de ikke brokket sig.